Historien om at få internet i Villa Papito
Først og fremmest er alting forsinket i Nigeria. Hvis man kommer 2 timer for sent, kommer man stadig til tiden. (Har dog hørt noget om at man ikke kommer for sent på arbejde. Jeg ved ikke helt, om jeg tror på det?) Vi havde møde en dag, omkring fællesgave og fælles "uniform" til det bryllup vi skal til. Og mødet var sat til klokken 17.00, men mødet startede ikke før klokken 18.15. Og den sidste deltager mødte først op, lige da mødet var slut.
[Bonusfirkant: I Nigeria køber man ikke festtøj færdiglavet. Man køber et stykke stof, og så går man til en skrædder og fortæller ham, hvordan man vil have kjolen, og hvor stort ens hoved-tørklæde skal være. (Det lyder måske dyrt, og det er det vel også for en nigerianer. Men jeg har købt stof og fået syet min første kjole for 80 kr. - heraf 35 kr til skrædder). Når der så bliver snakket om uniform, er det fordi, man køber det samme stof, alle dem der vil følges som en grupppe. Så får man syet sin egen kjole med sin egen "style" (stil), men alle har samme stof.]
Nå men alting er forsinket, det var der, vi kom fra. Og ham, der skulle bestille internet, havde bestilt til en uge før vi ankom, med længst acceptabel forsinkelse til dagen før vi var i villaen. Da vi ankom, var der stadig intet internet. Det skyldtes at den regning, som skulle betales, før internettet kom strømmende gennem ledningerne, var ALT for stor, muligvis 3 gange for meget. Og det var noget rod. Så de ringede og fandt ud af, at der var kludder med adresserne. Så skulle adressen rettes, og den nye regning skulle komme. Og denne regning er vist stadig ikke kommet? Efter sigende fordi mændene, der skal ordne kludderet, er nogle meget forvirrede mænd, der glemmer at gøre det de lover. Næste gang man ringer, er det så en ny mand, og han lover og lover men holder intet. PT er der vist 3 mennesker, der arbejder på sagen. Vores værtsfar, Shino (adminstrator i AYPAD) og vores egen koordinator Lucienne fra DK. Men lige lidt hjælper det. Den midlertidige løsning med internetcafé hver tirsdag bliver måske til noget permanent. Det lød i hvert fald på Chris som om, at han var ved at give op. Hvor er det synd for ham, at han bor i Nigeria, og at folk ikke fatter noget.
Gidan Bege - Håbets hus
Efter en meget træls morgen sidste onsdag mødte jeg op på Gidan Bege, sur og træt. [Bonusinfo: den trælse morgen skyldtes nigerianeres åbenlyse mangel på evne for planlægning, og den frustration der kan komme ud af det.] Efter undervisningen sad Ayuba (én af drengene) på gulvet og tegnede. "Antie (tante) Kathrine, er du træt i dag? Har du lyst til at sove?". "Nej, jeg er lidt ked af det, jeg savner mine venner derhjemme i Danmark, og jeg savner min familie." Ja, det er sådan, man føler det de tidspunkter, hvor nigerianerne ikke kan forstå os, og vi ikke kan forstå dem. Man længes hjem til Danmark og til de vandte omgivelser. Lige dér i de øjeblikke er savnet størst. Men den 12-årige dreng kiggede op fra sin tegning, og sagde med den mest trøstende stemme, jeg længe har hørt. "Hvorfor, du skal jo hjem til Danmark igen?". Det lyder måske ikke som den største eller mest intelligente trøst. Men det var det! Lige der hvor jeg sad og følte mismodets nagende fornemmelser i maven. Lige der var det alt jeg havde brug for at høre. Og sådan er alle de dejlige drenge på Gidan. Jeg kommer virkelig til at savne dem, når jeg kommer tilbage til Danmark. Man kan se på dem, de har haft et hårdt liv. Man kan se det på deres ar og på måden de interagerer. Men allesammen, hver og én, har et hjerte af guld. Og selvom de fleste har prøvet at bo på gaden, leve af de penge de har kunnet stjæle, eller tigget sig til og set ting jeg aldrig kommer til. Så formår de stadig at elske og at være børn. Det er vildt på den gode måde. Jeg har prøvet at spørge nogen af dem ind til deres historie. Det er ikke noget, de kan lide at snakke om, og det kan jeg egentlig godt forstå. Tror mest af alt at de helst vil glemme det. Hvor er det bare dejligt, at der findes steder som Gidan Bege, hvor voksne ansvarlige mennesker gør noget for gadebørn.
Aisha, Aisha - passing me by (kan høre outlandish synge i mit hoved)
Ja, så kan det være anderledes frustrerende at komme til Aisha. Her er der ikke bleer nok, på grund af regntiden. Hva?! tænker du sikkert, det hænger jo ikke sammen. Bleer kommer jo ikke fra solskin? Men her har man ikke råd til at købe en ny ble, hver gang der bliver skidt. Så her bruger man stofbleer. Og ja, det kan være noget værre gris. Det klammeste, jeg har oplevet hernede indtil videre, er godt nok at vaske sådan nogen lortebleer. (Bare hvis det er glemt, så vasker man jo i hånden hernede!) Havde godt nok engangshandsker på, men at stå og gnuppe på sådan en omgang babylort, mens den uudholdelige kvalmende stank bare omgiver en, det er simpelthen ulækkert. Men det skal jo gøres. Og hvis vi skal have lov til at skifte dem, når vi kommer, så skal vi også selv vaske. Der er 2 bleer til hvert barn, tror jeg? Så når det er regnvejr, er der ingen tørre bleer, hvilket betyder, at babyerne ligger med en tung, tung stofble, (nogen gange fyldt op med lort) og stinker.
Til trods for det er jeg dog kommet til at holde af arbejdet derude. Sådan nogle små babyer er jo bare nuser. Og små sorte babyer er nu bare lige lidt dejligere at kigge på. Den ene dreng, Gabriel, er så gammel at han ikke bare går men også løber rundt. Han er simpelthen, et af de sødeste væsener jeg længe har mødt. Han kan ikke snakke (andet en bababa -hvilket heller ikke giver mening på hausa.) Men han forstår bare så mange ting omkring sig. Og han er så godhjertet. Han deler ud af legetøjet til de mindre babyer og i dag (mandag) fik han en frugt, som han ville dele med de andre børn også. Og så synes han, det er fantastisk med en bold, så man kan spille lidt fodbold med ham. (Fodbold og fodbold? Men han kan sparke til bolden og løbe efter den, så han er godt på vej!). Derudover så elsker han, når man spiller tromme på et eller andet. Så står han og rokker fra side til side (altså danser). Ham kan vi godt lide. Men på grund af hans aktive liv er det tit et ekstra problem med hans ble. F.eks. i dag, da han gik rundt og legede, lavede han pludseligt våde fodspor med den ene fod. Og i hans ene bukseben var der en stor deform klump, der ikke hørte hjemme dér. Jeg kiggede efter, og opdagede at det var bleen, der hang dér, nede om hans ene fod. Ja, den var selvfølgelig mere end våd. Så der stod vi så med en lille dreng med lort på fod og ben. Vi fik tøjet af ham og puttet ham i en spand vand. Og det lykkedes næsten at gøre det, uden at de damer der arbejder på stedet opdagede det. Så han slap (næsten) for deres skæld ud. Og det er jo altid rart, når man kan redde et barn fra sådan noget, når de ikke fortjener det. Men ja, bleerne er våde på grund af regnen, og man kan jo ikke besvære sig med at flytte vasketøjet indenfor, når regnen kommer. (Altså de damer derude? Jeg forstår ikke, om det er deres arbejde, eller hvad de laver der. Men en ting ved jeg, gang på gang finder jeg mig selv i en hidsig tilstand på grund af deres opførsel og måde at gøre tingene på. Det er selvfølgelig ikke dem alle der (- i mine øjne) er inkompetente, men nogen gange kan jeg godt have lyst til at råbe lidt af dem.)
Men bleproblemet bliver snart løst. Der kommer penge fra DK (forhåbenligt) meget snart kun til det formål, og det er sandelig fornemt. Ved heller ikke om jeg bliver ved med at arbejde der. Vi får nemlig mulighed for at skifte til nye arbejdspladser på onsdag.
Humør status
I skrivende stund er humøret højt. Jeg har pillet fletningerne ud og har derfor fået mit normale hår tilbage. Vi skal have pizza til aften, og vi skal have puff-puff til aftenskaffe. Hvilket kan sammenlignes lidt med smagen af æbleskiver. Og så på internetcafé i morgen. Så er det spændende, om der er nogen der har givet lyd fra sig siden sidst. Er der noget man længes efter, så er det da sladder og nyheder hjemmefra. Man er lidt isoleret i Nigeria?
Vi havde en vidunderlig weekend, med solskin, zoo og svømmepøl, og så selvfølgelig kirke - men kirke må I høre om en anden gang, det kan være noget af en oplevelse. Ellers er der ingen, der har lagt sig med malaria eller vilde maveproblemer endnu, hvilket efter sigende er ret ualmindeligt. Vi har det godt :) - og vi har sandelig fået vand i huset (altså en gang i mellem - hvilket vil sige meget meget mindre end vi har strøm. Og tror egentligt det er gået i stykker igen?) Jeg har vasket hænder med vand fra håndvasken 1 gang og skyllet ud i toilettet 1 gang, UDEN selv at hente vand til cisternen. Nyd det nu hjemme i DK. Nyd det. Og vid at hver gang man skyller ud i toilettet, bruger man lidt mere end en halv spand vand! (Som eksperiment kan man jo lige tælle, hvor mange gange man skyller ud i løbet af en dag og så glæde sig over, at man ikke selv skal slæbe alt det vand frem og tilbage og op og ned.)
Hej høj.
tirsdag den 23. september 2008
tirsdag den 16. september 2008
Hvor jeg lever og hvad jeg lever af
Jos - Byen hvor jeg bor
En by lige midt i Nigeria. Og en stor en af slagsen. En halv million indbyggere, det var i hvert fald, hvad der stod på nettet - men har ikke indtryk af, at der er nogen, der har talt? Mange mennesker, det er her i hvert fald. Det kan jeg se, når vi kører rundt til de forskellige arbejdespladser om morgenen.
Vejene vi kører på hullede og slet ikke samme kvalitet som i Danmark, men det ville også være undelrigt, hvis noget hernede var af samme kvalitet som hjemme. Men det er dog langt fra så slemt, som jeg havde forestillet mig. Måske skyldes detm, at alle folk på forberedelseskurset snakkede om det. - De dårlige veje. Hvad der er værre er alt det skrald, der ligger og flyder alle vejne. Og det er virkelig ikke små mængder. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive det, men jeg kan da starte med at fortælle, at den Nigerianske regering prøver at løse problemet ved at ansætte damer til at gå rundt i orange veste og feje? Disse fejedamer kan vel ikke gøre noget imod de lokale, små lossepladser. Nogle steder ligger der bare kæmpe dynger med affald. En gang har der måske været en grøn plet, (eller det er nok mere korrekt at sige en brun plet, for græs har jeg ikke set meget af,) men nu er der bare skrald. Bunker af skrald. Og i naturområder i Jos (vi var en dag ude at gå tur her) ligger skraldet langs de små floder, fordi vandet har båret det fra byen ud i naturen. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det klamt? Men det er grimt, og det gør bare alting mere beskidt at se på. Det er dog ikke kun skraldet, der efter min mening er grimt.
Der ligger selvfølgelig også huse langs med vejene. Grundene hernede er som regel omringet af en mur, så det er egentlig kun mure, vi ser, når vi kører på veje, der ligger ud til i bolig-områder. På nogen af murene står "Not for sale" (ikke til salg) med grimme spraymalingsbogstaver. Forklaringen på dette er, at folk render rundt og sælger huse de ikke ejer, eller har noget med at gøre, for at få hurtige penge. Så bare for at hjælpe de potentielle købere har ejerne af husene skrevet "ikke til salg" på deres mure, så man ikke kan være i tvivl. Men synderligt kønt er det ikke! Husene er generelt ikke særlit kønne. Mange af dem kunne godt bruge en ordenlig omgang maling, eller det der var mere ekstremt.
Der er mange biler på vejene, dog ikke at sammenligne med danske eller amerikanske forhold, og der er rigtig mange motercykel-taxaer (her kaldet en chopper). Selvfølgelig ikke sådan en rigtig harley-davidson motorcykel, men sådan en høj motorcykel der ligner en stor knallert. Hvem ved, måske er det faktisk en knallert? Chaufførerne af disse kører med hovedet under armen en gang i mellem. Vi har da også fået strenge ordrer på ALDRIG at sætte os bag på sådan en. Og ja, jeg tror heller ikke, jeg har lyst til at prøve. - Nogen daredevil har jeg aldrig været. Når vi er ude og køre, kan man til tider føle sig næsten omringet af choppere. Specielt hvis man lige holder stille i et kryds, for de smyger sig ind, der hvor det er muligt, og det er muligt - specielt hvis man ikke tænker så meget på sikkerhed. Det værste er næsten, at disse choppere bliver brugt som taxa'er. Derfor sidder der, i halvdelen af tilfældene, en passager bagpå (sikkert flere hvis det er muligt). Jeg så en dag en mand på vej til slagteriet, han sad bag på en chopper med tre geder på skødet. Gederne var selvfølgelig levende, de havde dog lige fået bundet benene sammen. Nu vi snakker om dyretransport. Køer, rigtige afrikanske køer som man har set på billeder og måske endda på tv. Sådan nogen med en bule i nakken og kæmpelange horn, måske 50 cm, måske endda mere. Sådan 4 køer kan man sagtens transportere på en ladvogn. Så ligger man dem ned, nærmest i en bunke, binder benene sammen og så kører man ellers bare afsted ud over de hullede veje. Så ligger køerne der og kukkelurer. Hvis de er urolige og bevæger hovedet for meget, så kan man jo altid lige binde hovedet fast til ladet også. Ja, det ser voldsomt ud, sådan en dynge køer. Jeg bliver lige rystet hver gang, der kommer sådan et læs kørende. Man kunne prædike længe om dyrevelfærd - men på den anden side så kunne man jo starte med menneskevelfærd. For tiggere er der også. Blinde mænd kommer gående med hånden på et barns skulder på vej til dagens arbejde (tænk: tiggeri), eller hvor de nu er på vej hen. Og de spedalske ligger langs vejene, der hvor bilerne er tvunget til at sætte farten ned på grund af vejens forløb (for nu lige at bruge en term fra køretime), og håber på, at nogen forbarmer sig over dem og kaster lidt penge ud af vinduet. Man får jo dårlig samvittighed over sin egen velstand, når man ser sådan nogen, men heldigvis er det ikke dem, der er mest dominerende der i vejkanten. For sælgere er der masser af. Der står jævnligt en og vifter med, hvad han (m/k) nu har at sælge. Som regel er det taletidskort, men det kan også være snackmad. F.eks. ristede majskolber eller peanuts.
Det er selvfølgelig også i byen, at der er markeder. I Jos er det store markeder, på grund af byens størrelse. Har også indtryk af at det er folk i byen der har det bedst, sådan rent velstandsmæssigt. Nok mest fordi de ikke er voldsomt afhængige af, hvordan høsten går, og hvor længe den holder. Men det er ikke noget, jeg kan underbygge med stor viden og saglige undersøgelser, ikke nogen undersøgelser jeg kender til i hvert fald.
Ellers er byen overraskende grøn for tiden. Men det skyldes nok mest af alt regntiden, der nu lakker mod enden. Varmen kommer i hvert fald snigende. Solbadningen er for alvor begyndt i Villa Papito. De skøre danskere der ligefrem ønsker en mørkere hud ligger ude ved poolen (der ikke er vand i, fordi den er i stykker) uden tøj og slikker sol. Ja, nigerianerne har ikke den store forståelse for foretagenet. Men dem om det. Det er rart med lidt solskin!
[tilføjelse: Nårh ja, så står folk og pisser alle vejne. Når man skal så skal man, og det skal man specielt i Nigeria. Og det er ikke kun mænd, men også kvinder der lige sidder på hug i græsset.]
Det der bare skal puttes i munden og det der skal nydes
Man kan jo altid fortælle om maden, når man kommer til et fremmed land. Maden her, den lugter og smager underligt. Den er brun eller gul, og nogen gange ligner den jeg ved ikke hvad (- eller jo, jeg ved det godt, men har ikke lyst til at sammenligne mad med det). Maden består mest af ris og bønner. Til risene er der som regel en sovs. Denne sovs kan være mere eller mindre slimet alt efter hvilke grønsager man lige vælger at putte i. - Den mest slimede kan trækkes op af tallerkenen på samme måde som et tyggegummi kan trækkes ud af munden. Det er svært at spise med en gaffel, og nigerianerne spiser det også med hænderne, så kan de nemmere styrer sovsen. Risene er lige klasket sammen, så det er ikke løse ris som i Danmark. Det ville godt nok også være langsommeligt at spise med hånden. Sovsen lugter ubehageligt, men i Nigeria er det faktisk uhøfligt at lugte til maden, så vi prøver at lade være.
Vi får også grønsagssuppe, eller grød eller hvad det nu skal forestille, Goté. Det er heller ikke det lækreste jeg længe har smagt, men det smager bare ikke rigtigt af noget. Til gengæld er der ben i, og dem nyder nigerianerne med største velbehag at sætte tænderne i. (Oplukker er heller ikke noget man bruger, og hvorfor skulle man det når man kan bruge tænderne). De hårde ben/knogler bliver ikke tygget, men de sidder og gnaver i det, så meget som de nu kan. Og når vi får fisk (tørfisk) spiser de fiskeben med største fornøjelse, i hvert fald nogen af dem. Troede ikke mine egne øjne da jeg så det første gang (jeg får mega kvalme, hver gang et fiskeben havner i min mund), men hvorfor også smide benene væk, når de nu kan spises? Puha.
Men selvfølgelig er det ikke al nigeriansk mad der er noget værre noget. Nogen gange får vi yellowfried-rice. Det er simpelthen lækkert at spise. Mmm. Det kan vi godt lide.
Selve kulturen omkring maden i Nigeria er meget anderledes end i Danmark. Der er mange af nigerianerne i dette hus der skal vænne sig til det at sidde omkring et bord og spise. Når man spiser i et 'normalt' nigeriansk hus, så sidder man hver for sig og spiser. Og hvis man sidder sammen og spiser, så spiser man i stilhed. Chris (vores værtsfar) fortalte at han ALDRIG i sit 36 år lange liv har spist sammen med sin far.
Vi skal også lære dem at spise med kniv og gaffel. Normalt spiser de bare med gaffel. Dette skyldes nok at der ikke er behov for kniv, for kødet er altid skåret ud i små stykker. Men når vi får dansk mad, skal vi selvfølgelig også spise den på dansk maner. Det er lidt spøjst at se en 22 år gammel pige prøve at finde fidusen i at stikke gaflen i kødet mens man skærer, så man har noget at holde ved.
Og nu skal det ikke lyde som om jeg sulter. For jeg spiser selvfølgelig det der bliver serveret, hvis det er godt nok til nigerianerne er det godt nok til mig. - og vi får dansk/internationalt mad en gang om dagen + morgenmad, så der er ikke noget at klage over. Men et godt måltid mad (læs dansk mad) gør nu meget positivt ved humøret.
(tilfoejelse 2: lige her paa internetcafeen savner jeg godt nok Danmark)
En by lige midt i Nigeria. Og en stor en af slagsen. En halv million indbyggere, det var i hvert fald, hvad der stod på nettet - men har ikke indtryk af, at der er nogen, der har talt? Mange mennesker, det er her i hvert fald. Det kan jeg se, når vi kører rundt til de forskellige arbejdespladser om morgenen.
Vejene vi kører på hullede og slet ikke samme kvalitet som i Danmark, men det ville også være undelrigt, hvis noget hernede var af samme kvalitet som hjemme. Men det er dog langt fra så slemt, som jeg havde forestillet mig. Måske skyldes detm, at alle folk på forberedelseskurset snakkede om det. - De dårlige veje. Hvad der er værre er alt det skrald, der ligger og flyder alle vejne. Og det er virkelig ikke små mængder. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive det, men jeg kan da starte med at fortælle, at den Nigerianske regering prøver at løse problemet ved at ansætte damer til at gå rundt i orange veste og feje? Disse fejedamer kan vel ikke gøre noget imod de lokale, små lossepladser. Nogle steder ligger der bare kæmpe dynger med affald. En gang har der måske været en grøn plet, (eller det er nok mere korrekt at sige en brun plet, for græs har jeg ikke set meget af,) men nu er der bare skrald. Bunker af skrald. Og i naturområder i Jos (vi var en dag ude at gå tur her) ligger skraldet langs de små floder, fordi vandet har båret det fra byen ud i naturen. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det klamt? Men det er grimt, og det gør bare alting mere beskidt at se på. Det er dog ikke kun skraldet, der efter min mening er grimt.
Der ligger selvfølgelig også huse langs med vejene. Grundene hernede er som regel omringet af en mur, så det er egentlig kun mure, vi ser, når vi kører på veje, der ligger ud til i bolig-områder. På nogen af murene står "Not for sale" (ikke til salg) med grimme spraymalingsbogstaver. Forklaringen på dette er, at folk render rundt og sælger huse de ikke ejer, eller har noget med at gøre, for at få hurtige penge. Så bare for at hjælpe de potentielle købere har ejerne af husene skrevet "ikke til salg" på deres mure, så man ikke kan være i tvivl. Men synderligt kønt er det ikke! Husene er generelt ikke særlit kønne. Mange af dem kunne godt bruge en ordenlig omgang maling, eller det der var mere ekstremt.
Der er mange biler på vejene, dog ikke at sammenligne med danske eller amerikanske forhold, og der er rigtig mange motercykel-taxaer (her kaldet en chopper). Selvfølgelig ikke sådan en rigtig harley-davidson motorcykel, men sådan en høj motorcykel der ligner en stor knallert. Hvem ved, måske er det faktisk en knallert? Chaufførerne af disse kører med hovedet under armen en gang i mellem. Vi har da også fået strenge ordrer på ALDRIG at sætte os bag på sådan en. Og ja, jeg tror heller ikke, jeg har lyst til at prøve. - Nogen daredevil har jeg aldrig været. Når vi er ude og køre, kan man til tider føle sig næsten omringet af choppere. Specielt hvis man lige holder stille i et kryds, for de smyger sig ind, der hvor det er muligt, og det er muligt - specielt hvis man ikke tænker så meget på sikkerhed. Det værste er næsten, at disse choppere bliver brugt som taxa'er. Derfor sidder der, i halvdelen af tilfældene, en passager bagpå (sikkert flere hvis det er muligt). Jeg så en dag en mand på vej til slagteriet, han sad bag på en chopper med tre geder på skødet. Gederne var selvfølgelig levende, de havde dog lige fået bundet benene sammen. Nu vi snakker om dyretransport. Køer, rigtige afrikanske køer som man har set på billeder og måske endda på tv. Sådan nogen med en bule i nakken og kæmpelange horn, måske 50 cm, måske endda mere. Sådan 4 køer kan man sagtens transportere på en ladvogn. Så ligger man dem ned, nærmest i en bunke, binder benene sammen og så kører man ellers bare afsted ud over de hullede veje. Så ligger køerne der og kukkelurer. Hvis de er urolige og bevæger hovedet for meget, så kan man jo altid lige binde hovedet fast til ladet også. Ja, det ser voldsomt ud, sådan en dynge køer. Jeg bliver lige rystet hver gang, der kommer sådan et læs kørende. Man kunne prædike længe om dyrevelfærd - men på den anden side så kunne man jo starte med menneskevelfærd. For tiggere er der også. Blinde mænd kommer gående med hånden på et barns skulder på vej til dagens arbejde (tænk: tiggeri), eller hvor de nu er på vej hen. Og de spedalske ligger langs vejene, der hvor bilerne er tvunget til at sætte farten ned på grund af vejens forløb (for nu lige at bruge en term fra køretime), og håber på, at nogen forbarmer sig over dem og kaster lidt penge ud af vinduet. Man får jo dårlig samvittighed over sin egen velstand, når man ser sådan nogen, men heldigvis er det ikke dem, der er mest dominerende der i vejkanten. For sælgere er der masser af. Der står jævnligt en og vifter med, hvad han (m/k) nu har at sælge. Som regel er det taletidskort, men det kan også være snackmad. F.eks. ristede majskolber eller peanuts.
Det er selvfølgelig også i byen, at der er markeder. I Jos er det store markeder, på grund af byens størrelse. Har også indtryk af at det er folk i byen der har det bedst, sådan rent velstandsmæssigt. Nok mest fordi de ikke er voldsomt afhængige af, hvordan høsten går, og hvor længe den holder. Men det er ikke noget, jeg kan underbygge med stor viden og saglige undersøgelser, ikke nogen undersøgelser jeg kender til i hvert fald.
Ellers er byen overraskende grøn for tiden. Men det skyldes nok mest af alt regntiden, der nu lakker mod enden. Varmen kommer i hvert fald snigende. Solbadningen er for alvor begyndt i Villa Papito. De skøre danskere der ligefrem ønsker en mørkere hud ligger ude ved poolen (der ikke er vand i, fordi den er i stykker) uden tøj og slikker sol. Ja, nigerianerne har ikke den store forståelse for foretagenet. Men dem om det. Det er rart med lidt solskin!
[tilføjelse: Nårh ja, så står folk og pisser alle vejne. Når man skal så skal man, og det skal man specielt i Nigeria. Og det er ikke kun mænd, men også kvinder der lige sidder på hug i græsset.]
Det der bare skal puttes i munden og det der skal nydes
Man kan jo altid fortælle om maden, når man kommer til et fremmed land. Maden her, den lugter og smager underligt. Den er brun eller gul, og nogen gange ligner den jeg ved ikke hvad (- eller jo, jeg ved det godt, men har ikke lyst til at sammenligne mad med det). Maden består mest af ris og bønner. Til risene er der som regel en sovs. Denne sovs kan være mere eller mindre slimet alt efter hvilke grønsager man lige vælger at putte i. - Den mest slimede kan trækkes op af tallerkenen på samme måde som et tyggegummi kan trækkes ud af munden. Det er svært at spise med en gaffel, og nigerianerne spiser det også med hænderne, så kan de nemmere styrer sovsen. Risene er lige klasket sammen, så det er ikke løse ris som i Danmark. Det ville godt nok også være langsommeligt at spise med hånden. Sovsen lugter ubehageligt, men i Nigeria er det faktisk uhøfligt at lugte til maden, så vi prøver at lade være.
Vi får også grønsagssuppe, eller grød eller hvad det nu skal forestille, Goté. Det er heller ikke det lækreste jeg længe har smagt, men det smager bare ikke rigtigt af noget. Til gengæld er der ben i, og dem nyder nigerianerne med største velbehag at sætte tænderne i. (Oplukker er heller ikke noget man bruger, og hvorfor skulle man det når man kan bruge tænderne). De hårde ben/knogler bliver ikke tygget, men de sidder og gnaver i det, så meget som de nu kan. Og når vi får fisk (tørfisk) spiser de fiskeben med største fornøjelse, i hvert fald nogen af dem. Troede ikke mine egne øjne da jeg så det første gang (jeg får mega kvalme, hver gang et fiskeben havner i min mund), men hvorfor også smide benene væk, når de nu kan spises? Puha.
Men selvfølgelig er det ikke al nigeriansk mad der er noget værre noget. Nogen gange får vi yellowfried-rice. Det er simpelthen lækkert at spise. Mmm. Det kan vi godt lide.
Selve kulturen omkring maden i Nigeria er meget anderledes end i Danmark. Der er mange af nigerianerne i dette hus der skal vænne sig til det at sidde omkring et bord og spise. Når man spiser i et 'normalt' nigeriansk hus, så sidder man hver for sig og spiser. Og hvis man sidder sammen og spiser, så spiser man i stilhed. Chris (vores værtsfar) fortalte at han ALDRIG i sit 36 år lange liv har spist sammen med sin far.
Vi skal også lære dem at spise med kniv og gaffel. Normalt spiser de bare med gaffel. Dette skyldes nok at der ikke er behov for kniv, for kødet er altid skåret ud i små stykker. Men når vi får dansk mad, skal vi selvfølgelig også spise den på dansk maner. Det er lidt spøjst at se en 22 år gammel pige prøve at finde fidusen i at stikke gaflen i kødet mens man skærer, så man har noget at holde ved.
Og nu skal det ikke lyde som om jeg sulter. For jeg spiser selvfølgelig det der bliver serveret, hvis det er godt nok til nigerianerne er det godt nok til mig. - og vi får dansk/internationalt mad en gang om dagen + morgenmad, så der er ikke noget at klage over. Men et godt måltid mad (læs dansk mad) gør nu meget positivt ved humøret.
(tilfoejelse 2: lige her paa internetcafeen savner jeg godt nok Danmark)
lørdag den 6. september 2008
Nyt fra Afrika
Her er det så, mit første indlæg fra Afrika landet Nigeria. Endelig kom der hul igennem, selvom det er fra en internetcafé. Håber det kan overskues at læse det hele. Ellers må man jo dele det op i små bidder.
De første indtryk
Afrika er som jeg forventede: beskidt, slidt og brunt. Og så alligevel. Afrika er bare så meget mere og så meget andet end forventet. Indtrykkene er voldsomme. Man er træt hele tiden. Sådan føles det i hvert fald. Bare den 3 timer lange køretur fra Abuja til Jos var så fuld af anderledeshed, at der nærmest ikke var noget overskud tilbage, da vi ankom til Vila Papito. Vores hus her i Nigeria. På vejen ud af Abuja kørte vi forbi markeder. Sådanne oplever jeg som meget hektiske, ikke fordi nigerianerne er fortravlede (det er da det eneste de ikke er!), men på grund af sælgerne, der står og råber op om deres varer, og det mylder af folk, der maser sig rundt imellem de tæt pakkende boder. Vi så den typiske afrikaner med nykøbte varer på hovedet. Måske en madras der er foldet sammen. Måske en lille stak appelsiner der er stablet i pyramider (hvordan de ikke vælter ud over det hele er mig en gåde?). Vi så folk der kom gående med trillebøren fuld af coca cola på vej til deres butik (læs: skur eller bod). Og folk der bar deres butik på hovedet i en stor kurv. Måske peanuts, måske levende høns der lige har fået benene bundet sammen, så de ikke løber nogen steder. Frisk kylling kan man godt få, man skal bare selv slagte sig til det.
Da vi kom udenfor Abuja, og dermed udenfor storbyen, var sagerne straks anderledes. Folks tøj ændrede sig fra en blanding af vestligt tøj og farvestrålende afrikanske kjoler til ’bonde-tøj’. Slidt og beskidt fra dagens arbejde. Ikke farvestrålende og ikke prangende. Vi så de runde lerhytter, og folk der var ude for at passe deres mad (marker og kvæg). Og herude så vi også folk med vandspande på hovedet.
Som vi nærmede os Jos, steg spændingen. Hvem var disse mennesker, vi skulle bo sammen med? Og hvordan var villaen egentlig?
Vi steg ud af den overfyldte bus og blev ’overfaldet’ med kram af alle Nigerianerne. (Bonusinfo: bussen er på størrelse med en lille ti-mandsbus. I denne er der plads til ca. 20 mennesker + chauffør en baby og en pige på 3 (der er 15 sæder i alt). Eller 8 danskere med hver 50 kg bagage og 3 voksne nigerianere.) Jeg kan slet ikke beskrive, hvor velkommen man føler sig her, og jeg tror, at Nigerianere altid er sådan. Det var rart. Specielt fordi vi stod et fremmed sted i et fremmed land.
Villaen er stor. Men vi bor selvfølgelig også 14 mennesker herinde. Der er ikke noget vand i hanen. Vi henter det i en brønd udenfor compounden (grunden villaen ligger på) 10 meter fra porten, så det er jo luksus. Drikkevandet køber vi, men ellers bliver vandet fra brønden både brugt til at bade i og til at hælde i cisternen på toilettet, så man kan få lov at skylle ud. Bare et toiletbesøg er ekstra besværligt hernede. Badene er selvfølgelig kolde. Jeg har ikke tålmodighed til at vente på, at vandet bliver varmet - enten på grillen (læs: halv olietønde med kul i) eller ved hjælp af et varmelegeme (alla indmaden af en elkedel). Og varmelegemet kan kun bruges, de dage der er strøm. Strømmen kommer 2 ud af 3 dage, og det er NÆSTEN til at regne med de dage, det er her. Dagene uden strøm må man klare sig med grill og gasblus til madlavning, og ellers bare håbe på, at der er strøm nok på telefonen. Det er nok ikke noget, man altid har lige nemt ved at affinde sig med som dansker. Specielt når det er efter solnedgang (kl. 19.00), for alt er bare mørkt, når det er nat. Selvom et stearinlys gør underværker, så er det alligevel mørkt som i en kulkælder. Det gælder virkelig om ikke at være mørkeræd hernede. (Hvis I forstår sådan en lille lurendrejer – Morten og Lasse) Pandelampen er virkelig guld værd.
Koldt er det også. Det er jo regntid. Lige da vi kom, lavede vi ikke andet end at kigge bekymret mod himlen. Hele den første dag i Villa Papito skinnede solen slet ikke. Ja, vi gik rundt og frøs alle sammen. Nigerianere som danskere. Selvom vi danskere er forholdsvis vandt til vejr under 20 grader, så var der ingen af os, der i vores levende fantasi havde forestillet os, at vi skulle herned og fryse. Så lur mig om ikke vi alle sammen har vores sommertøj med - og ladet de tykke trøjer blive hjemme. Nu hvor vi har været her i 3 uger, kan jeg mærke, at der bliver længere mellem regnbygerne, og at solen får større og større magt. – Glæder mig helt vildt, til at solen vinder den sidste kamp, på samme måde som jeg glæder mig til sommer i Danmark, når den nærmer sig.
1. Weekend – På tur til Lars Tyndskids mark (aka Landsby) for at se koncert
Toilettet var et hul i jorden med et skur omkring. Så var det bare med at sætte sig på hug, og så håbe at man ramte hullet. Det var lidt grænseoverskridende. Men for nigerianerne var det meget normalt. Der er jo på sin vis også noget praktisk i at slippe for at hente vand til at skylle ud med. Men rart det var det alligevel ikke. Vi sov i en ikke-helt-færdigt-lade-agtig-ting. Gulv var der ikke rigtigt, så vi sov på den nøgne jord. Det var lidt vildt at komme ud i sådan noget, før man overhovedet havde vænnet sig til forholdene i villaen. Men vi blev ikke våde, til trods for de tunge mørkegrå skyer, taget var alligevel i orden. Og så har vi jo myggenettene til at beskytte os mod diverse småkravl, kryb og mus. Set i bakspejlet var det meget hyggeligt egentligt, men midt i det var det bare noget, der skulle overståes.
Dagbogscitat:”22. AugustDagen med Safran-koncert.
Jeg sidder på jorden (gulvet) i en murstens hytte/hal. Eller på en madras der ligger på jorden (gulvet). Det er sådan et sted her, man skider i et hul, når man går på toilettet. Det er dog ikke prøvet endnu! Vi kørte i to timer (efter at have ventet 1 time i bilen inden alt var klar til at køre), og nu er vi her i Shoo [Sjo] – En landsby. Vi blev modtaget med dans 500 m fra stedet med koncerten. 12-14 mænd i grønne shorts, hvide undertrøjer og røde stof-hulla-hulla-skørter udenpå. Rasleting om anklerne og fløjter i munden. Én fløjte til hver tone, og så var det bare med at puste på de rigtige tidspunkter for ikke at ødelægge melodien. Vi fulgte (halvt dansende) efter dem til toppen af bjerget hvor dansen fortsatte rundt i en kreds. Så ventede vi, måske 2 timer, og så blev det for koldt, så vi kørte med bussen ned igen til der, hvor vi sover. Her spiste aftensmad. Jeg så mine første virkeligt usle og små, meget muligt underernærede, - i hvert fald fejlernærede børn. Tynde ansigter med slunkne kinder uden smil. Ingen smil, bare et sultent blik i øjnene. Deres tøj var beskidt. Det var ubehageligt. … ”
Koncerten var nu ok. Men det bedste var dansen. Der blev danset fra første sang til sidste, og der var 4-5 forskellige bands på scenen. Rigtig afrikansk dans. Her danser man ikke for at se godt ud, her danser man bare, hvad rytmen lige fortæller én man skal. Og så er det jo til rigtig afrikansk musik med masser af rytme. Alt for fedt.Udsigten der på toppen af bjerget var helt vild flot. Det smukke ved regntiden er at ALT er grønt og frodigt. Og at stå der på toppen af bjerget og kigge rundt på ’vild’ natur, med en landsby her og der var bare helt ubeskriveligt smukt.
Kirkegang og den skrigende Mama
Så blev det søndag og vi kom hjem fra landsbyen for at skynde os videre i kirke. Gudstjenesten varede 4 stive timer. Men vi kom 1 time for sent (meget typisk nu vi taler om Nigeria), så det var kun 3 timers kirke. Først var der lovsang (og dans). Derefter prædiken ved Mama Gloria Mokungah. Nogen vil måske kalde hende engageret - hun råbte meget højt til tider. Til sidst offergang, dette foregår igen under sang og dans. Det er absolut ikke en lov i Nigeria, at kirkegang skal være kedeligt. Men 3 timer er alligevel lige lidt for lang tid, specielt fordi den skrigende dames engagement førte til en bankende hovedpine.
Alle børnene
Jeg er også startet på mine to arbejdspladser. Aisha og Gidan Bege. Man arbejde mellem morgenmad og middagsmad så mellem 9 og 13
Aisha er et spædbørnehjem med 8-10 børn. Her arbejder jeg mandag og tirsdag sammen med 5 andre RO’ere. Eftersom det er spædbørn, man har med at gøre, er der en masse gylp, der skal tørres væk, og bleer der skal skiftes. Men det er nu også meget hyggeligt bare at stå med en baby i armene og lulle den i søvn. Arbejdet er heller ikke noget, der kræver den store forberedelse, og på den måde er det ikke så krævende. Men sidst på dagen har jeg som regel fået nok af gylp og gråd, og kedsomheden kommer så småt snigende, når man har gået der i 3 timers tid. Det dejlige ved Aisha er at man virkelig kan mærke at det gør en forskel, at man kommer. De damer der arbejder der er så taknemmelige over vores hjælp. Og mon ikke også sådan nogle spædbørn har godt af, at der kommer nogen og holder af dem en gang i mellem. Nogen der har tid til at tage dem med ud i solen og tålmodighed til at lære dem at gå.
Onsdag og fredag er det så Gidan Bege. Et hjem for gadedrenge. Her kommer de lige fra gaden. Den første indslusning i systemet. De lærer at respektere autoriteter,og hvordan man bor sammen. Derudover får de ’før-skole’ undervisning, så de kan komme i rigtig skole en dag. Når de så er blevet en smule resocialiseret, kommer de videre til andre hjem. (f.eks. Transition House hvor vi er hver mandag eftermiddag.) Jeg er bare så ufatteligt glad for at arbejde på Gidan Bege. Alle 12 drenge er bare så søde og fantastiske. Her får jeg også lov til at undervise, lege lege og spille fodbold. Det er alt for sjovt.
Onsdag eftermiddag står den på lidt forskelligt. Onsdag d. 27. stod den på medical outreach. Ikke fordi vi skal noget som helst, der har med medicin at gøre. Vi er mest af alt med for at lege med alle de børn, der kommer for at kigge, så læge og medhjælpere ikke bliver forstyrret af dem. Medical Outreach foregår ude i de muslimske slumkvarterer. Vi var inde ved nogen af husene. Eller ikke huse, nærmere rum. Små rum der lå i små gange. Her boede folk så med et stykke stof som dør. Jeg havde det nærmest som om, at jeg var i zoologisk have. Havde bare så svært ved at forstå, at folk rent faktisk kunne bo sådan. Meget surrealistisk.Børnene de ville gerne lege. Meget gerne, og der var måske 30 børn. Så snart der ikke lige var en leg i gang, havde man 3 til hver hånd. De ville alle sammen holde i hånd, og røre ved vores hvide hud. De små børn synes virkelig min hud er sjov.
På Gidan Bege har de forskellige programmer, ud over børnene der bor der og enkerne som kommer for at sy. Et af disse programmer er ’womens day’ – kvindedag. Her kommer tiggerkvinder og får sig et varmt måltid mad og en bibeltime. Sundt for både sjæl og krop. En onsdag jeg var der, havde to af kvinderne deres små piger med. Begge to muslimer og ikke i stand til at kommunikere på engelsk. Én af nigerianerne oversatte når de sagde noget på hausa. Jeg gjorde ellers mit forsøg, med noget af det hausa jeg havde lært: ”Sunana Kathrine, naso dega Denmark” (Ja rigtigt gættet - det betyder ”Jeg hedder Kathrine, jeg kommer fra Danmark” ). Det var som om, de ikke rigtigt forstod mig. De ville til gengæld supergerne holde mig i hånden. Igen det der med den hvide hud. Nå, men klappelege det kunne vi da lege, så sang den ene til og så gjorde jeg ellers mit for at klappe i hendes hænder på de rigtige tidspunkter. Hun synes, det var sjovt, og hun synes, at jeg var usædvanlig god. - Det var i hvert fald det, jeg blev fortalt. Efter diverse berøringer ved mine hænder af de små beskidte pigefingrer, følte jeg ikke just, at mine hænder var rene. Så jeg hev ’desi’ (desinficerende gelé magen til den i festivaltoiletter, den der lufttørrer uden vand) op af tasken og smurte lidt på. De små piger så det straks og rakte hænderne frem. De fik lidt og smurte det rundt som jeg gjorde, og pludselig smurte de det også i hovedet og på tøjet. Meget underligt. Jeg troede, de troede at det var parfume, for det har jo en speciel lugt sådan noget desi. Til min store forskrækkelse fortalte nigerianerne mig bagefter, at de troede at den underlige creme ville gøre deres hud hvid. Det er altså noget underligt noget at stå midt i.
Det var lidt herfra. Håber I har det godt alle sammen. Jeg skal gøre, hvad jeg kan for at holde mere opdateret. Jeg håber nettet snart kommer til villaen. Men alt foregår bare mindre effektivt hernede. Vi venter lidt endnu.
De første indtryk
Afrika er som jeg forventede: beskidt, slidt og brunt. Og så alligevel. Afrika er bare så meget mere og så meget andet end forventet. Indtrykkene er voldsomme. Man er træt hele tiden. Sådan føles det i hvert fald. Bare den 3 timer lange køretur fra Abuja til Jos var så fuld af anderledeshed, at der nærmest ikke var noget overskud tilbage, da vi ankom til Vila Papito. Vores hus her i Nigeria. På vejen ud af Abuja kørte vi forbi markeder. Sådanne oplever jeg som meget hektiske, ikke fordi nigerianerne er fortravlede (det er da det eneste de ikke er!), men på grund af sælgerne, der står og råber op om deres varer, og det mylder af folk, der maser sig rundt imellem de tæt pakkende boder. Vi så den typiske afrikaner med nykøbte varer på hovedet. Måske en madras der er foldet sammen. Måske en lille stak appelsiner der er stablet i pyramider (hvordan de ikke vælter ud over det hele er mig en gåde?). Vi så folk der kom gående med trillebøren fuld af coca cola på vej til deres butik (læs: skur eller bod). Og folk der bar deres butik på hovedet i en stor kurv. Måske peanuts, måske levende høns der lige har fået benene bundet sammen, så de ikke løber nogen steder. Frisk kylling kan man godt få, man skal bare selv slagte sig til det.
Da vi kom udenfor Abuja, og dermed udenfor storbyen, var sagerne straks anderledes. Folks tøj ændrede sig fra en blanding af vestligt tøj og farvestrålende afrikanske kjoler til ’bonde-tøj’. Slidt og beskidt fra dagens arbejde. Ikke farvestrålende og ikke prangende. Vi så de runde lerhytter, og folk der var ude for at passe deres mad (marker og kvæg). Og herude så vi også folk med vandspande på hovedet.
Som vi nærmede os Jos, steg spændingen. Hvem var disse mennesker, vi skulle bo sammen med? Og hvordan var villaen egentlig?
Vi steg ud af den overfyldte bus og blev ’overfaldet’ med kram af alle Nigerianerne. (Bonusinfo: bussen er på størrelse med en lille ti-mandsbus. I denne er der plads til ca. 20 mennesker + chauffør en baby og en pige på 3 (der er 15 sæder i alt). Eller 8 danskere med hver 50 kg bagage og 3 voksne nigerianere.) Jeg kan slet ikke beskrive, hvor velkommen man føler sig her, og jeg tror, at Nigerianere altid er sådan. Det var rart. Specielt fordi vi stod et fremmed sted i et fremmed land.
Villaen er stor. Men vi bor selvfølgelig også 14 mennesker herinde. Der er ikke noget vand i hanen. Vi henter det i en brønd udenfor compounden (grunden villaen ligger på) 10 meter fra porten, så det er jo luksus. Drikkevandet køber vi, men ellers bliver vandet fra brønden både brugt til at bade i og til at hælde i cisternen på toilettet, så man kan få lov at skylle ud. Bare et toiletbesøg er ekstra besværligt hernede. Badene er selvfølgelig kolde. Jeg har ikke tålmodighed til at vente på, at vandet bliver varmet - enten på grillen (læs: halv olietønde med kul i) eller ved hjælp af et varmelegeme (alla indmaden af en elkedel). Og varmelegemet kan kun bruges, de dage der er strøm. Strømmen kommer 2 ud af 3 dage, og det er NÆSTEN til at regne med de dage, det er her. Dagene uden strøm må man klare sig med grill og gasblus til madlavning, og ellers bare håbe på, at der er strøm nok på telefonen. Det er nok ikke noget, man altid har lige nemt ved at affinde sig med som dansker. Specielt når det er efter solnedgang (kl. 19.00), for alt er bare mørkt, når det er nat. Selvom et stearinlys gør underværker, så er det alligevel mørkt som i en kulkælder. Det gælder virkelig om ikke at være mørkeræd hernede. (Hvis I forstår sådan en lille lurendrejer – Morten og Lasse) Pandelampen er virkelig guld værd.
Koldt er det også. Det er jo regntid. Lige da vi kom, lavede vi ikke andet end at kigge bekymret mod himlen. Hele den første dag i Villa Papito skinnede solen slet ikke. Ja, vi gik rundt og frøs alle sammen. Nigerianere som danskere. Selvom vi danskere er forholdsvis vandt til vejr under 20 grader, så var der ingen af os, der i vores levende fantasi havde forestillet os, at vi skulle herned og fryse. Så lur mig om ikke vi alle sammen har vores sommertøj med - og ladet de tykke trøjer blive hjemme. Nu hvor vi har været her i 3 uger, kan jeg mærke, at der bliver længere mellem regnbygerne, og at solen får større og større magt. – Glæder mig helt vildt, til at solen vinder den sidste kamp, på samme måde som jeg glæder mig til sommer i Danmark, når den nærmer sig.
1. Weekend – På tur til Lars Tyndskids mark (aka Landsby) for at se koncert
Toilettet var et hul i jorden med et skur omkring. Så var det bare med at sætte sig på hug, og så håbe at man ramte hullet. Det var lidt grænseoverskridende. Men for nigerianerne var det meget normalt. Der er jo på sin vis også noget praktisk i at slippe for at hente vand til at skylle ud med. Men rart det var det alligevel ikke. Vi sov i en ikke-helt-færdigt-lade-agtig-ting. Gulv var der ikke rigtigt, så vi sov på den nøgne jord. Det var lidt vildt at komme ud i sådan noget, før man overhovedet havde vænnet sig til forholdene i villaen. Men vi blev ikke våde, til trods for de tunge mørkegrå skyer, taget var alligevel i orden. Og så har vi jo myggenettene til at beskytte os mod diverse småkravl, kryb og mus. Set i bakspejlet var det meget hyggeligt egentligt, men midt i det var det bare noget, der skulle overståes.
Dagbogscitat:”22. AugustDagen med Safran-koncert.
Jeg sidder på jorden (gulvet) i en murstens hytte/hal. Eller på en madras der ligger på jorden (gulvet). Det er sådan et sted her, man skider i et hul, når man går på toilettet. Det er dog ikke prøvet endnu! Vi kørte i to timer (efter at have ventet 1 time i bilen inden alt var klar til at køre), og nu er vi her i Shoo [Sjo] – En landsby. Vi blev modtaget med dans 500 m fra stedet med koncerten. 12-14 mænd i grønne shorts, hvide undertrøjer og røde stof-hulla-hulla-skørter udenpå. Rasleting om anklerne og fløjter i munden. Én fløjte til hver tone, og så var det bare med at puste på de rigtige tidspunkter for ikke at ødelægge melodien. Vi fulgte (halvt dansende) efter dem til toppen af bjerget hvor dansen fortsatte rundt i en kreds. Så ventede vi, måske 2 timer, og så blev det for koldt, så vi kørte med bussen ned igen til der, hvor vi sover. Her spiste aftensmad. Jeg så mine første virkeligt usle og små, meget muligt underernærede, - i hvert fald fejlernærede børn. Tynde ansigter med slunkne kinder uden smil. Ingen smil, bare et sultent blik i øjnene. Deres tøj var beskidt. Det var ubehageligt. … ”
Koncerten var nu ok. Men det bedste var dansen. Der blev danset fra første sang til sidste, og der var 4-5 forskellige bands på scenen. Rigtig afrikansk dans. Her danser man ikke for at se godt ud, her danser man bare, hvad rytmen lige fortæller én man skal. Og så er det jo til rigtig afrikansk musik med masser af rytme. Alt for fedt.Udsigten der på toppen af bjerget var helt vild flot. Det smukke ved regntiden er at ALT er grønt og frodigt. Og at stå der på toppen af bjerget og kigge rundt på ’vild’ natur, med en landsby her og der var bare helt ubeskriveligt smukt.
Kirkegang og den skrigende Mama
Så blev det søndag og vi kom hjem fra landsbyen for at skynde os videre i kirke. Gudstjenesten varede 4 stive timer. Men vi kom 1 time for sent (meget typisk nu vi taler om Nigeria), så det var kun 3 timers kirke. Først var der lovsang (og dans). Derefter prædiken ved Mama Gloria Mokungah. Nogen vil måske kalde hende engageret - hun råbte meget højt til tider. Til sidst offergang, dette foregår igen under sang og dans. Det er absolut ikke en lov i Nigeria, at kirkegang skal være kedeligt. Men 3 timer er alligevel lige lidt for lang tid, specielt fordi den skrigende dames engagement førte til en bankende hovedpine.
Alle børnene
Jeg er også startet på mine to arbejdspladser. Aisha og Gidan Bege. Man arbejde mellem morgenmad og middagsmad så mellem 9 og 13
Aisha er et spædbørnehjem med 8-10 børn. Her arbejder jeg mandag og tirsdag sammen med 5 andre RO’ere. Eftersom det er spædbørn, man har med at gøre, er der en masse gylp, der skal tørres væk, og bleer der skal skiftes. Men det er nu også meget hyggeligt bare at stå med en baby i armene og lulle den i søvn. Arbejdet er heller ikke noget, der kræver den store forberedelse, og på den måde er det ikke så krævende. Men sidst på dagen har jeg som regel fået nok af gylp og gråd, og kedsomheden kommer så småt snigende, når man har gået der i 3 timers tid. Det dejlige ved Aisha er at man virkelig kan mærke at det gør en forskel, at man kommer. De damer der arbejder der er så taknemmelige over vores hjælp. Og mon ikke også sådan nogle spædbørn har godt af, at der kommer nogen og holder af dem en gang i mellem. Nogen der har tid til at tage dem med ud i solen og tålmodighed til at lære dem at gå.
Onsdag og fredag er det så Gidan Bege. Et hjem for gadedrenge. Her kommer de lige fra gaden. Den første indslusning i systemet. De lærer at respektere autoriteter,og hvordan man bor sammen. Derudover får de ’før-skole’ undervisning, så de kan komme i rigtig skole en dag. Når de så er blevet en smule resocialiseret, kommer de videre til andre hjem. (f.eks. Transition House hvor vi er hver mandag eftermiddag.) Jeg er bare så ufatteligt glad for at arbejde på Gidan Bege. Alle 12 drenge er bare så søde og fantastiske. Her får jeg også lov til at undervise, lege lege og spille fodbold. Det er alt for sjovt.
Onsdag eftermiddag står den på lidt forskelligt. Onsdag d. 27. stod den på medical outreach. Ikke fordi vi skal noget som helst, der har med medicin at gøre. Vi er mest af alt med for at lege med alle de børn, der kommer for at kigge, så læge og medhjælpere ikke bliver forstyrret af dem. Medical Outreach foregår ude i de muslimske slumkvarterer. Vi var inde ved nogen af husene. Eller ikke huse, nærmere rum. Små rum der lå i små gange. Her boede folk så med et stykke stof som dør. Jeg havde det nærmest som om, at jeg var i zoologisk have. Havde bare så svært ved at forstå, at folk rent faktisk kunne bo sådan. Meget surrealistisk.Børnene de ville gerne lege. Meget gerne, og der var måske 30 børn. Så snart der ikke lige var en leg i gang, havde man 3 til hver hånd. De ville alle sammen holde i hånd, og røre ved vores hvide hud. De små børn synes virkelig min hud er sjov.
På Gidan Bege har de forskellige programmer, ud over børnene der bor der og enkerne som kommer for at sy. Et af disse programmer er ’womens day’ – kvindedag. Her kommer tiggerkvinder og får sig et varmt måltid mad og en bibeltime. Sundt for både sjæl og krop. En onsdag jeg var der, havde to af kvinderne deres små piger med. Begge to muslimer og ikke i stand til at kommunikere på engelsk. Én af nigerianerne oversatte når de sagde noget på hausa. Jeg gjorde ellers mit forsøg, med noget af det hausa jeg havde lært: ”Sunana Kathrine, naso dega Denmark” (Ja rigtigt gættet - det betyder ”Jeg hedder Kathrine, jeg kommer fra Danmark” ). Det var som om, de ikke rigtigt forstod mig. De ville til gengæld supergerne holde mig i hånden. Igen det der med den hvide hud. Nå, men klappelege det kunne vi da lege, så sang den ene til og så gjorde jeg ellers mit for at klappe i hendes hænder på de rigtige tidspunkter. Hun synes, det var sjovt, og hun synes, at jeg var usædvanlig god. - Det var i hvert fald det, jeg blev fortalt. Efter diverse berøringer ved mine hænder af de små beskidte pigefingrer, følte jeg ikke just, at mine hænder var rene. Så jeg hev ’desi’ (desinficerende gelé magen til den i festivaltoiletter, den der lufttørrer uden vand) op af tasken og smurte lidt på. De små piger så det straks og rakte hænderne frem. De fik lidt og smurte det rundt som jeg gjorde, og pludselig smurte de det også i hovedet og på tøjet. Meget underligt. Jeg troede, de troede at det var parfume, for det har jo en speciel lugt sådan noget desi. Til min store forskrækkelse fortalte nigerianerne mig bagefter, at de troede at den underlige creme ville gøre deres hud hvid. Det er altså noget underligt noget at stå midt i.
Det var lidt herfra. Håber I har det godt alle sammen. Jeg skal gøre, hvad jeg kan for at holde mere opdateret. Jeg håber nettet snart kommer til villaen. Men alt foregår bare mindre effektivt hernede. Vi venter lidt endnu.
Abonner på:
Opslag (Atom)