Fantastiske mandag - en mandag i mit liv hernede.

Mandag d. 27. oktober 2008 – dag 70, for at være helt præcis.
6.20 Jeg vågner af umiskendelige årsager. Det er lyst i værelset, for solen har været oppe over horisonten de sidste 20 minutter. Jeg vil gerne vide hvad klokken er, for jeg har ikke sat noget vækkeur dagen før. Så meget kan jeg overraskende nok huske i en tilstand af nyvågenhed og træthed. Min telefon og dermed mit ur er langt væk. Det er ude på den anden side af myggenettet. Så jeg vender mig om og ser til min glæde at Vick, min partner, der ligger ved siden af og sover, har sin telefon ved siden af hovedpuden. Jeg sniger mig til et kig på klokken. 6.20. Ej, så kan jeg godt sove lidt endnu.
6.40 Folk begynder at rumstere i værelset og jeg vågner for alvor. Ruller rundt og sprøger Maja min danske rumbo hvad klokken er nu. ”Den er 20 i.” Så jeg står op. Jeg prøver at snige mig til et bad, men nigerianerne er i gang, og jeg har badetid mellem 6.20 og 6.40 ifølge vores morgenplan. Så det må blive truckerbad i dag. Så må jeg tage varmt bad senere i dag, det er jo også meget rarere end koldt bad, selvom det er mere besværligt.
7.00 Klokken ringer til morgenmad. Jeg skal lige have styr på det sidste, så jeg når ikke at synge med da de andre synger til bordet. Men jeg kommer kun 2 minutter for sent til morgenmaden. Jeg får havregrød, toastbrød med ananasmarmelade og milo (kan sammenlignes med varm kakao, smager dog ikke helt ens). Jeg spiser min morgenmad lidt i stilhed. For jeg er træt. Sådan er det stort set hver morgen.
7.22 Chris holder andagt. Vi beder og morgenmaden er nu officielt ovre. Nogle af de andre piger skal have vekslet penge, dem får Chris. Jeg vil også gerne lige have vekslet de sidste dollars til Naya. Jeg går til værelset, og børster tænder. Pakker min taske.
7.40 Vi skal køre nu, hvis man skal følge planen strengt.
7.48 Nu kommer den sidste løbende til bussen og vi kører.
8.00 Vi kører op til en benzinstation. Jeg burde være på skolen nu. Men jeg er ligeglad. Jeg er faktisk bare træt. Så jeg falder lige til siden og ligger lidt her på sædet og hviler mig. Der er lang kø. Og manden der står ved tanken og hælder benzin i bilerne bliver ikke hurtigere af den grund. Der er nok ikke nogen her i køen der har dybt og inderligt travlt alligevel.

8.38 Vi bliver sat af ved vejen, og går op til skolen, de sidste 400m. Så slipper bussen for at køre op af den elendige wannabevej og kan derfor hurtigere komme videre til næste arbejdsplads.

8.40 Vi er kommet frem til skolen, 40 minutter for sent – men bedre sent end aldrig. Jeg ’sign’er’ ind hvor vi skal skrive at vi er kommet, og jeg går glad mod klasselokalet. Går forbi vinduerne dertil, børnene kigger ud af vinduet og smiler til mig. Det gør mig kun endnu mere glad.
Da jeg kommer ind rejser alle børnene sig og siger ”Goodmorning Antie” (godmorgen frøken) højt i kor. De er glade for at se mig. De smiler. Klassen er lige færdig med morgen-sang og -bøn og læreren spørger om jeg er klar til at undervise i matematik. Det er jeg, og så er vi i gang med undervisningen.
10.20 Matematik er for længst overstået og lærerinden er ikke til stede. Børnene er urolige og derfor synger vi ”en lille and med vinge” og ”ramsasa”. Lærerinden kommer tilbage ind gennem døråbningen der er gabende åben, og aldrig har set skyggen af en dør. (Selvom jeg godt kunne fristes til at sige at det var tiltrængt med den larm der kan komme fra klassen overfor). Nu skal klassen slutte deres test de har påbegyndt i torsdags. De skal tegne en gryde med et bål under i ’fine art’ (billedkunst) og de skal kopiere en tekst fra tavlen i håndskriftsdelen af testen. De er blevet testet i deres andre fag i torsdags. Nu mangler de kun fransk og computerlærer, fortæller lærerinden.
10.45 Det er pausetid, for dem der nu er færdige med testen. Børnene finder deres penge frem og løber ud for at lege (slå på hinanden) eller købe mad. En af pigerne kommer ind i klassen igen med hendes små kager og 2 poser saftevand. Hun synes jeg skal komme ned til hende mens hun spiser, og jeg sætter mig ned og snakker lidt med hende. Hun er nu meget meddelsom. Hun er 6 og hedder Stephanie. Den mindste i klassen er for resten 5, den ældste 9.
11.15 Pausen er ovre. Det er tid til engelsk. Jeg stiller mig ned bagved og prøver at holde de nærmeste børn rolige.
12.10 Jeg finder ud af hvad klokken er, og går ned for at hente Nana, vi burde have været nede ved vejen hvor vi blev sat af for 10 minutter siden.
12.13 Nana og jeg tjekker ud og går mod vejen.
12.14 Bussen holder og venter. Vi sætter os ind. Jeg er efterhånden sulten, efter 2 minutter i bussen sveder jeg helt vildt. Det er varmt i dag! Måske 30 grader. Men det er kun et gæt.
12.23 Vi er ved næste arbejdsplads, Beezer home. Monday bakker ind i en mur da han prøver at vende. Det er dog kun kofangeren der får et stød, så hurtigt bakker han jo alligevel ikke.
12.45 Aisha, min gamle arbejdsplads. Pigerne kommer ud og fortæller at mange af babyerne er blevet adopteret. Der er nu kun 3 tilbage. Joseph, Jerry og Mercy. Henholdsvis handicappet, underlig og HIV-positiv. Jeg tænker at det er underligt at de næsten alle er blevet adopteret, og at jeg ikke skal se dem den dag vi skal rundt og sige farvel, men også godt. –mest godt.
13.01 Det sidste stop: Gidan Bege. Maja og Maja kommer ind i bussen. Jeg fortæller dem at børnene er blevet adopteret, og Maja J bliver nærmest helt chokeret.
13.16 Tilbage ved villaen. Som det første skal jeg lige en gang ud i køkkenet til vores herlige kok og sige hej.
13.25 Jeg siger hej til Tomour ved at tage hende op i mine arme, og spørge om hun har haft en god dag. Hun ser lidt ked ud. Det gør mig ked af det. For jeg ved godt at det er fordi hun har haft en dårlig dag i skolen. De andre børn driller hende fordi hun er en af de små.
Vi starter middagsmaden. Det er pastasalat i dag. Et festmåltid.
13.44 Slut med maden. Jeg går på værelset, finder min malariapille, tager min bikini på, mit solcreme i hånden og min bog og lægger mig ud i solen.

15.15 Der er kommet flere skyer på himlen og vi skal til næste programpunkt om et kvarter. Jeg går ind og får tøj på. Lang nederdel, T-shirt og tørklæde om håret. Så er jeg klar til Transition house. Jeg har lige 10 minutter, og prøver at ringe til Peter, men der er ikke forbindelse.
15.25 Jeg er klar til at køre om 5 min. Mens bussen kommer ind i garagen og de fleste nigerianere sover. Huset er i hvert fald stille.
15.39 Nu kører vi
16.03 Vi ankommer, og ved som sædvanlig ikke rigtigt hvad vi skal gøre af os selv. Normalt kommer nogen af de voksne og sætter os i gang, men ikke i dag, sidste gang vi er her. Så jeg går lidt rastløst rundt, og ender med at stå i vinduet til førersædet i bussen og snakke med vores chauffør. Sådan lidt om fodbold, sne og om at have flere kærester på en gang.
17.40 Hjemturen mod villaen begynder. Solen er ved at gå ned. Det begynder at blive mindre lyst.
18.05 Det første jeg gør da jeg kommer ind af døren er at smutte ud til Kelvin i køkkenet og sige hej.
18.10 Generatoren bliver tændt. Det har været bælgmørkt udenfor en 10 minutters tid. Kelvin råber ”dinnertime”.
18.29 Sangen vi synger inden maden kalder de andre til bordet. Det er yellof rice. Det bedste nigerianermad vi får. Det smager jo rent faktisk godt. Vi ender måltidet med beskeder.
18.52 Jeg ringer til Peter og ønsker tillykke med fødselsdagen for de 400 Naya (20 kr) der er tilbage på mit taletidskort – tiden løber alt for hurtigt op.
19.05 Dagbogen skal skrives. Inden jeg glemmer søndagens oplevelser, - ja, den er god nok, jeg er en dag bagud.
19.16 De andre piger deler det slik vi fik af Lucienne i 17 bunker. Jeg bruger lidt tid på at gå rundt og bytte mine lakridser til hvad jeg nu kan støve op af ikke-lakridser. Og Chris kommer ind af døren med musefælder og nye mobber.
20.30 Eunice renser mit sår på min fod og fortæller lidt om hendes kostskoleliv. Hvordan man som yngre elev, det der på gymnasiesprog kan hedde putte, blev tvunget til at gøre alverdens arbejde for de ældre elever. Hente vand for dem, vaske tøj, og så fortalte hun historien om den værste omgang ’beating’ hun har fået. Hun blev vækket en morgen klokken 4 af én af de ældre elever, sammen med resten af hendes årgang. De blev bedt om at tage deres tæpper af, dem de brugte til at dække sig med mod kulden (ja de har også kulde i Nigeria) og derefter fik de en spandfuld koldt vand ud over sig. Så fik de slag med en pisk. 55 slag pr elev. Senere på dagen, fik de besked på at knæle række hænderne op i vejret med sten til at tynge hænderne ned. ”Vores hænder rystede sådan”. Jeg går fra spiseområdet med en underlig fornemmelse i maven. Det er svært at forstå som virkelighed, når hun sidder og fortæller sådan noget. Selv med den behandling børnene får på den skole jeg arbejde har jeg ingen fantasi til at forestille mig hvor frygteligt det må have været. For resten fik de alle de pinsler tvunget ned over sig, fordi nogen havde gjort det mod den ældre elev, da hun var yngre.
21.00 Jeg begynder at skrive det her.
21.15 Mit slik er slut. Jeg havde gemt det lidt inden jeg begyndte. Men nu er min 7 stykker væk. Det var lækkert.
22.22 Strømmen kommer tilbage, jeg har kigget på billeder lidt for at finde nogen at lægge på nettet. Og jeg kommer i tanke om at jeg skal huske at skrive at det er sidste gang jeg skriver her inden jeg kommer hjem. Vi har nemlig sidste uge på arbejdspladserne denne uge. Næste uge skal vi på tur til Numan og Yan Kari. Og den sidste uge tror jeg ikke jeg har lyst til at bruge en masse tid på nettet. Vi ses i DK før jeg ved af det. Tiden går jo alt for hurtigt. - Jeg elsker at leve.
23.00 Vi laver ’juelkalender’, vores lille afslutningsprojekt. Og bagefter går jeg i seng. Det er for sent, jeg ved det godt. Skal jo op igen i morgen. Til en ny dag.