Mandag d. 27. oktober 2008 – dag 70, for at være helt præcis.
6.20 Jeg vågner af umiskendelige årsager. Det er lyst i værelset, for solen har været oppe over horisonten de sidste 20 minutter. Jeg vil gerne vide hvad klokken er, for jeg har ikke sat noget vækkeur dagen før. Så meget kan jeg overraskende nok huske i en tilstand af nyvågenhed og træthed. Min telefon og dermed mit ur er langt væk. Det er ude på den anden side af myggenettet. Så jeg vender mig om og ser til min glæde at Vick, min partner, der ligger ved siden af og sover, har sin telefon ved siden af hovedpuden. Jeg sniger mig til et kig på klokken. 6.20. Ej, så kan jeg godt sove lidt endnu.
6.40 Folk begynder at rumstere i værelset og jeg vågner for alvor. Ruller rundt og sprøger Maja min danske rumbo hvad klokken er nu. ”Den er 20 i.” Så jeg står op. Jeg prøver at snige mig til et bad, men nigerianerne er i gang, og jeg har badetid mellem 6.20 og 6.40 ifølge vores morgenplan. Så det må blive truckerbad i dag. Så må jeg tage varmt bad senere i dag, det er jo også meget rarere end koldt bad, selvom det er mere besværligt.
7.00 Klokken ringer til morgenmad. Jeg skal lige have styr på det sidste, så jeg når ikke at synge med da de andre synger til bordet. Men jeg kommer kun 2 minutter for sent til morgenmaden. Jeg får havregrød, toastbrød med ananasmarmelade og milo (kan sammenlignes med varm kakao, smager dog ikke helt ens). Jeg spiser min morgenmad lidt i stilhed. For jeg er træt. Sådan er det stort set hver morgen.
7.22 Chris holder andagt. Vi beder og morgenmaden er nu officielt ovre. Nogle af de andre piger skal have vekslet penge, dem får Chris. Jeg vil også gerne lige have vekslet de sidste dollars til Naya. Jeg går til værelset, og børster tænder. Pakker min taske.
7.40 Vi skal køre nu, hvis man skal følge planen strengt.
7.48 Nu kommer den sidste løbende til bussen og vi kører.
8.00 Vi kører op til en benzinstation. Jeg burde være på skolen nu. Men jeg er ligeglad. Jeg er faktisk bare træt. Så jeg falder lige til siden og ligger lidt her på sædet og hviler mig. Der er lang kø. Og manden der står ved tanken og hælder benzin i bilerne bliver ikke hurtigere af den grund. Der er nok ikke nogen her i køen der har dybt og inderligt travlt alligevel.
8.38 Vi bliver sat af ved vejen, og går op til skolen, de sidste 400m. Så slipper bussen for at køre op af den elendige wannabevej og kan derfor hurtigere komme videre til næste arbejdsplads.
8.40 Vi er kommet frem til skolen, 40 minutter for sent – men bedre sent end aldrig. Jeg ’sign’er’ ind hvor vi skal skrive at vi er kommet, og jeg går glad mod klasselokalet. Går forbi vinduerne dertil, børnene kigger ud af vinduet og smiler til mig. Det gør mig kun endnu mere glad.
Da jeg kommer ind rejser alle børnene sig og siger ”Goodmorning Antie” (godmorgen frøken) højt i kor. De er glade for at se mig. De smiler. Klassen er lige færdig med morgen-sang og -bøn og læreren spørger om jeg er klar til at undervise i matematik. Det er jeg, og så er vi i gang med undervisningen.
10.20 Matematik er for længst overstået og lærerinden er ikke til stede. Børnene er urolige og derfor synger vi ”en lille and med vinge” og ”ramsasa”. Lærerinden kommer tilbage ind gennem døråbningen der er gabende åben, og aldrig har set skyggen af en dør. (Selvom jeg godt kunne fristes til at sige at det var tiltrængt med den larm der kan komme fra klassen overfor). Nu skal klassen slutte deres test de har påbegyndt i torsdags. De skal tegne en gryde med et bål under i ’fine art’ (billedkunst) og de skal kopiere en tekst fra tavlen i håndskriftsdelen af testen. De er blevet testet i deres andre fag i torsdags. Nu mangler de kun fransk og computerlærer, fortæller lærerinden.
10.45 Det er pausetid, for dem der nu er færdige med testen. Børnene finder deres penge frem og løber ud for at lege (slå på hinanden) eller købe mad. En af pigerne kommer ind i klassen igen med hendes små kager og 2 poser saftevand. Hun synes jeg skal komme ned til hende mens hun spiser, og jeg sætter mig ned og snakker lidt med hende. Hun er nu meget meddelsom. Hun er 6 og hedder Stephanie. Den mindste i klassen er for resten 5, den ældste 9.
11.15 Pausen er ovre. Det er tid til engelsk. Jeg stiller mig ned bagved og prøver at holde de nærmeste børn rolige.
12.10 Jeg finder ud af hvad klokken er, og går ned for at hente Nana, vi burde have været nede ved vejen hvor vi blev sat af for 10 minutter siden.
12.13 Nana og jeg tjekker ud og går mod vejen.
12.14 Bussen holder og venter. Vi sætter os ind. Jeg er efterhånden sulten, efter 2 minutter i bussen sveder jeg helt vildt. Det er varmt i dag! Måske 30 grader. Men det er kun et gæt.
12.23 Vi er ved næste arbejdsplads, Beezer home. Monday bakker ind i en mur da han prøver at vende. Det er dog kun kofangeren der får et stød, så hurtigt bakker han jo alligevel ikke.
12.45 Aisha, min gamle arbejdsplads. Pigerne kommer ud og fortæller at mange af babyerne er blevet adopteret. Der er nu kun 3 tilbage. Joseph, Jerry og Mercy. Henholdsvis handicappet, underlig og HIV-positiv. Jeg tænker at det er underligt at de næsten alle er blevet adopteret, og at jeg ikke skal se dem den dag vi skal rundt og sige farvel, men også godt. –mest godt.
13.01 Det sidste stop: Gidan Bege. Maja og Maja kommer ind i bussen. Jeg fortæller dem at børnene er blevet adopteret, og Maja J bliver nærmest helt chokeret.
13.16 Tilbage ved villaen. Som det første skal jeg lige en gang ud i køkkenet til vores herlige kok og sige hej.
13.25 Jeg siger hej til Tomour ved at tage hende op i mine arme, og spørge om hun har haft en god dag. Hun ser lidt ked ud. Det gør mig ked af det. For jeg ved godt at det er fordi hun har haft en dårlig dag i skolen. De andre børn driller hende fordi hun er en af de små.
Vi starter middagsmaden. Det er pastasalat i dag. Et festmåltid.
13.44 Slut med maden. Jeg går på værelset, finder min malariapille, tager min bikini på, mit solcreme i hånden og min bog og lægger mig ud i solen.
15.15 Der er kommet flere skyer på himlen og vi skal til næste programpunkt om et kvarter. Jeg går ind og får tøj på. Lang nederdel, T-shirt og tørklæde om håret. Så er jeg klar til Transition house. Jeg har lige 10 minutter, og prøver at ringe til Peter, men der er ikke forbindelse.
15.25 Jeg er klar til at køre om 5 min. Mens bussen kommer ind i garagen og de fleste nigerianere sover. Huset er i hvert fald stille.
15.39 Nu kører vi
16.03 Vi ankommer, og ved som sædvanlig ikke rigtigt hvad vi skal gøre af os selv. Normalt kommer nogen af de voksne og sætter os i gang, men ikke i dag, sidste gang vi er her. Så jeg går lidt rastløst rundt, og ender med at stå i vinduet til førersædet i bussen og snakke med vores chauffør. Sådan lidt om fodbold, sne og om at have flere kærester på en gang.
17.40 Hjemturen mod villaen begynder. Solen er ved at gå ned. Det begynder at blive mindre lyst.
18.05 Det første jeg gør da jeg kommer ind af døren er at smutte ud til Kelvin i køkkenet og sige hej.
18.10 Generatoren bliver tændt. Det har været bælgmørkt udenfor en 10 minutters tid. Kelvin råber ”dinnertime”.
18.29 Sangen vi synger inden maden kalder de andre til bordet. Det er yellof rice. Det bedste nigerianermad vi får. Det smager jo rent faktisk godt. Vi ender måltidet med beskeder.
18.52 Jeg ringer til Peter og ønsker tillykke med fødselsdagen for de 400 Naya (20 kr) der er tilbage på mit taletidskort – tiden løber alt for hurtigt op.
19.05 Dagbogen skal skrives. Inden jeg glemmer søndagens oplevelser, - ja, den er god nok, jeg er en dag bagud.
19.16 De andre piger deler det slik vi fik af Lucienne i 17 bunker. Jeg bruger lidt tid på at gå rundt og bytte mine lakridser til hvad jeg nu kan støve op af ikke-lakridser. Og Chris kommer ind af døren med musefælder og nye mobber.
20.30 Eunice renser mit sår på min fod og fortæller lidt om hendes kostskoleliv. Hvordan man som yngre elev, det der på gymnasiesprog kan hedde putte, blev tvunget til at gøre alverdens arbejde for de ældre elever. Hente vand for dem, vaske tøj, og så fortalte hun historien om den værste omgang ’beating’ hun har fået. Hun blev vækket en morgen klokken 4 af én af de ældre elever, sammen med resten af hendes årgang. De blev bedt om at tage deres tæpper af, dem de brugte til at dække sig med mod kulden (ja de har også kulde i Nigeria) og derefter fik de en spandfuld koldt vand ud over sig. Så fik de slag med en pisk. 55 slag pr elev. Senere på dagen, fik de besked på at knæle række hænderne op i vejret med sten til at tynge hænderne ned. ”Vores hænder rystede sådan”. Jeg går fra spiseområdet med en underlig fornemmelse i maven. Det er svært at forstå som virkelighed, når hun sidder og fortæller sådan noget. Selv med den behandling børnene får på den skole jeg arbejde har jeg ingen fantasi til at forestille mig hvor frygteligt det må have været. For resten fik de alle de pinsler tvunget ned over sig, fordi nogen havde gjort det mod den ældre elev, da hun var yngre.
21.00 Jeg begynder at skrive det her.
21.15 Mit slik er slut. Jeg havde gemt det lidt inden jeg begyndte. Men nu er min 7 stykker væk. Det var lækkert.
22.22 Strømmen kommer tilbage, jeg har kigget på billeder lidt for at finde nogen at lægge på nettet. Og jeg kommer i tanke om at jeg skal huske at skrive at det er sidste gang jeg skriver her inden jeg kommer hjem. Vi har nemlig sidste uge på arbejdspladserne denne uge. Næste uge skal vi på tur til Numan og Yan Kari. Og den sidste uge tror jeg ikke jeg har lyst til at bruge en masse tid på nettet. Vi ses i DK før jeg ved af det. Tiden går jo alt for hurtigt. - Jeg elsker at leve.
23.00 Vi laver ’juelkalender’, vores lille afslutningsprojekt. Og bagefter går jeg i seng. Det er for sent, jeg ved det godt. Skal jo op igen i morgen. Til en ny dag.
tirsdag den 28. oktober 2008
tirsdag den 21. oktober 2008
Nu er der under en måned til vi skal hjem igen. Vildt
En tur på shopping
Mange ting er billigt hernede i forhold til Danmark. Så vi nyder selvfølgelig at komme på marked. Her i Nigeria prutter vi om alting og nogle af sælgerne kan sjovt nok se på os at vi kommer fra vesten, og derfor er der også nogen af dem der prøver at snyde os. Som regel skal man lige have gjort op med sig selv inden man går i gang med at forhandle hvad man vil betale. Og hvis man har en nigerianer med sig til at fortælle én en realistisk pris så er det kun guld.
Man vælger sin vare, og så spørger man: ”Hvad skal du have for den her?” Sælgeren siger så en pris. Denne pris er for høj og så siger man: ”Nej, det er alt for meget.” Og så er der ellers forskellige taktikker herfra.
1) Man kan vælge den kolde taktik og bare lægge varen fra sig igen og enten kigge på andre varer i samme bod, eller også lade som om man skal til at gå. Denne taktik er god hvis man ikke brænder inderligt for at købe varen. Hvis sælgeren så ved at man ved at han har sagt en for høj pris så vil han som regel sige: ”Hvad vil du da gerne give?” Det er så her man siger en pris der er ALT for lille. Og så starter ’kampen’ hvor man giver sig lidt efter lidt og mødes et sted i midten.
2) Hvis man er meget interesseret i varen så siger man selvfølgelig bare en pris man har lyst til at betale, helst lidt under, og så ender man måske med at betale alt for meget alligevel, men helt ærligt. Så har vi jo sådan set råd til at blive snydt, selvom ’hvad der er sparet er tjent’
3) Man kan også vælge jamen-jeg-har-ikke-flere-penge-end-det-her-taktikken. Og så bare holde fast i at man altså ikke har de 200 Naja ekstra som han nu forlanger.
4) Der er også smiger-taktikken. Specielt håndværkere bliver glade når man smigrer deres arbejde.
5) Så er der vi-er-SÅ-gode-venner-taktikken hvor man i et venskabeligt toneleje siger ting som ”nu må du lige give mig en god pris” og ”det er jo ikke første gang jeg handler her” (og hvis det faktisk er første gang, så sige ting i stil med ”Du vil jo gerne have at jeg kommer og handler med dig igen?”)
6) Man kan også begynde at finde fejl ved varen, og lægge vægt på dem.
7) Når man når til et punkt hvor man står og diskuterer om de sidste 100-200 Naja, og hvis man så tilfældigvis har lige penge, tager man pengene frem, vifter lidt med dem, og siger: ”vil du have pengene eller ej, det her ER min sidste pris” og som regel så vil han gerne have pengene, og så får man sin vare.
Det vigtigste er at være stædig, ikke at give sig for tidligt, og så at spotte dem der vil snyde én. Det kan godt lyde svært, men det er det faktisk ikke. Man kan høre hvor hurtigt de går ned i pris, og så kan man faktisk også se det på dem.
Jeg har købt sådan en lille fin gå-i-byen-taske. Lige præcis den model sælger de mange af hernede, de er i hvert fald mange steder og i mange forskellige farver. Vi var alene af sted os danskere, uden nigerianere, men jeg havde heldigvis spurgt hjemmefra hvad man skulle give for sådan en, nemlig 300 N. Sælgeren startede på 800 N. - Det er sådan en situation at man godt ved at han vil prøve at snyde en. Jeg kiggede på ham og grinede anstrengt, for at udtrykke foragt og at jeg har visdom nok til at vide at det var alt for meget. Siger så til ham at jeg ikke vil betale mere end 200 N. Han siger så noget med at det er et bestemt mærke, det er originalen, og at den derfor er 800 N værd. På dette tidspunkt var jeg slet ikke i tvivl om at han stod og løj så det baskede. Jeg siger til ham at jeg nærmest ikke kunne være mere ligeglad med mærket, jeg vil ikke betale mere end 200 N og sådan var det. Her omkring går det så op for ham, at jeg nok godt ved at man normalt køber den slags taske for 300 N, så han siger at hans sidste pris er 350 N. Ja, han gik lige 450 N ned i pris mere end 50 %, og selvfølgelig kun fordi jeg var mere stædig end han. - Vi endte selvfølgelig på 300 N. Og jeg gik derfra som sejrherre, sådan føler man det nemlig lidt. Ja, hver eneste køb er en kamp, lige ned til de sidste 50 N (2,5 kr).
En lille oase
På vores sidste shoppingtur kom vi sent af sted, for vores chauffør, Monday, kom for sent på arbejde. Vi aftalte derfor med Eunice at vi ville spise i byen. Og hvilken fantastisk idé vi fik der. Nede ved det store marked i Jos er der nemlig en café ved navn ”net café”. I Danmark ville vi nok kalde det et hyggelig og ganske udmærket pizzaria. Men her er det ikke bare hyggeligt og ganske udmærket. Det var jo som at komme hjem, altså næsten. Der var flere hvide end der var sorte mennesker herinde! Og hvad kunne man købe? Man kunne få burger, pomfritter eller pizza hvis man lystede. Vi satte os ved et bord og blev betjent af en tjener. Hygiejnen var i orden, der var aircondition, jamen jeg kan slet ikke forklare hvor dejligt det var. Vi bestilte og efter 20 minutters ventetid var maden klar. Jeg fik en hamburger kaldet ”double dekker hamburger” og ja, der var to bøffer i!! Hernede svarer det til ca. 2 ugers kød. Det var simpelthen ubeskriveligt lækkert. Jeg kan slet ikke forklare hvor glad jeg var mens jeg sad der og spiste. Eller hvor mæt jeg var bagefter, for der blev virkelig spist igennem. Sådan en omgang der kan bare gøre en lykkelig indeni. Det er ret vildt, men sandt og jeg bliver glad nu bare ved tanken. Tænk sig at få lov til at føle sig lidt hjemme. Det sjove er at jeg i Danmark bare ville spise der fordi det var mad til en overkommelig pris og ikke på grund af atmosfæren. Men lige der i lørdags, hvor vi sad og spiste var det som at komme hjem til Danmark. Ja selv håndvasken på toilettet virkede. Lena og jeg udbrød et lille glædesskrig da vi opdagede det. Vi var der en time, en time i sådan en oase kan betyde så ubeskriveligt meget for ens overskud.
Når en nigerianer fortæller om Danmark
Nu vi snakker om mad så er vores kok kommet hjem fra Danmark. Vi tager selvfølgelig i mod ham med glæde i vores sind velvidende at vores arbejdsbyrde bliver lettet, og at Eunice nu ikke længere både skal være kok og værtsmor på samme tid. Jeg spurgte om han ikke ville fortælle mig om mit eget land, om det ikke var koldt, og jo, det var koldt. ”Men Danmark er bare så flot, virkelig flot, alt er pænt. Jeg savner Danmark. Så er der så meget forskelligt brød. Der var det her brune brød med en masse nødder i. Og se, jeg har stillet skraldespanden ind under vasken. Der står den i alle køkkener i Danmark.”
Den anden dag snakkede jeg med Agnes (én af de nigerianske volontører) om at komme hjem, hvor mærkeligt det bliver at skulle forklare om Nigeria til folk der ikke har været her. For det kan man ikke? Ikke så de forstår det i hvert fald. Ikke med mindre man har været her, der er nok gået op for mig allerede nu. Ikke at jeg ikke vil gøre et forsøg. Men det er bare umuligt at få alle ting med så folk forstår det. Agnes fortalte mig at hun kunne godt forstå det lidt, alt det her med at de to lande er så forskellige, for hun har hørt om Danmark fra Hauwa (en dejlig dame der også bor på vores compund). Hauwa har nemlig været i Danmark en gang. I Danmark stopper busserne jo et bestemt sted. Til en bestemt tid. Og hvis ikke man kommer til tiden, ja så kan man få lov at vente til næste bus. Måske to timer. Det er en af de ting en nigerianer syntes er vildt. Det siger måske lidt mere om deres tidsopfattelse. Og ja, Hauwa havde også beskrevet Danmark som pænt, rent og flot. - Alt er flot. Jeg kan egentlig godt forstå at de må synes det. Jeg synes jo alt er grimt i Nigeria, med undtagelse af den smukke natur. Arh, grimt og grimt? Men kønt er det ikke, men slidt og brugt kan jo også have sin charme, og man lægger egentlig ikke så meget mærke til det mere. Selvom der er plads til forskønnelser på mange punkter. Men hvad skal man også gøre hvis man ikke har pengene til at gøre det fint, og regeringen går mere op i at skrabe penge til side til medlemmerne? - Eller hvad de nu laver?
Jeg var ude og gå en laaaang tur med Faith (én anden af de nigerianske volontører) den anden eftermiddag. Vi så en flot, skinnende, rimelig stor bil. Og hun fortalte at de havde mange flotte biler i Nigeria, de var bare mest i Abuja (Hovedstaden). Jeg smilte for mig selv og tænkte at vi også har mange flotte biler i Danmark, faktisk ser alle biler sådan ud. Men jeg valgte ikke at sige noget, for man skal jo heller ikke gå og prale hele tiden, og jeg ved ikke om hun ville tro på mig hvis jeg fortalte det. I hvert fald ville hun ikke kunne forstå hvad det gør ved vejenes udseende. På den anden side, jeg tror nu ikke at min far ville udsætte sin bil for de veje hernede, ikke engang 4-hjulstrækkeren.
indlaeget her er hverken rettet eller noget, det var der ikke lige tid til, men mon ikke I godt kan forstaa det alligevel.
Jeg kan lige tilfoeje at naeste tirsdag er sidste gang jeg skal paa netcafe, hehe, hvis der er nogen der synes de skylder mig en mail?
Mange ting er billigt hernede i forhold til Danmark. Så vi nyder selvfølgelig at komme på marked. Her i Nigeria prutter vi om alting og nogle af sælgerne kan sjovt nok se på os at vi kommer fra vesten, og derfor er der også nogen af dem der prøver at snyde os. Som regel skal man lige have gjort op med sig selv inden man går i gang med at forhandle hvad man vil betale. Og hvis man har en nigerianer med sig til at fortælle én en realistisk pris så er det kun guld.
Man vælger sin vare, og så spørger man: ”Hvad skal du have for den her?” Sælgeren siger så en pris. Denne pris er for høj og så siger man: ”Nej, det er alt for meget.” Og så er der ellers forskellige taktikker herfra.
1) Man kan vælge den kolde taktik og bare lægge varen fra sig igen og enten kigge på andre varer i samme bod, eller også lade som om man skal til at gå. Denne taktik er god hvis man ikke brænder inderligt for at købe varen. Hvis sælgeren så ved at man ved at han har sagt en for høj pris så vil han som regel sige: ”Hvad vil du da gerne give?” Det er så her man siger en pris der er ALT for lille. Og så starter ’kampen’ hvor man giver sig lidt efter lidt og mødes et sted i midten.
2) Hvis man er meget interesseret i varen så siger man selvfølgelig bare en pris man har lyst til at betale, helst lidt under, og så ender man måske med at betale alt for meget alligevel, men helt ærligt. Så har vi jo sådan set råd til at blive snydt, selvom ’hvad der er sparet er tjent’
3) Man kan også vælge jamen-jeg-har-ikke-flere-penge-end-det-her-taktikken. Og så bare holde fast i at man altså ikke har de 200 Naja ekstra som han nu forlanger.
4) Der er også smiger-taktikken. Specielt håndværkere bliver glade når man smigrer deres arbejde.
5) Så er der vi-er-SÅ-gode-venner-taktikken hvor man i et venskabeligt toneleje siger ting som ”nu må du lige give mig en god pris” og ”det er jo ikke første gang jeg handler her” (og hvis det faktisk er første gang, så sige ting i stil med ”Du vil jo gerne have at jeg kommer og handler med dig igen?”)
6) Man kan også begynde at finde fejl ved varen, og lægge vægt på dem.
7) Når man når til et punkt hvor man står og diskuterer om de sidste 100-200 Naja, og hvis man så tilfældigvis har lige penge, tager man pengene frem, vifter lidt med dem, og siger: ”vil du have pengene eller ej, det her ER min sidste pris” og som regel så vil han gerne have pengene, og så får man sin vare.
Det vigtigste er at være stædig, ikke at give sig for tidligt, og så at spotte dem der vil snyde én. Det kan godt lyde svært, men det er det faktisk ikke. Man kan høre hvor hurtigt de går ned i pris, og så kan man faktisk også se det på dem.
Jeg har købt sådan en lille fin gå-i-byen-taske. Lige præcis den model sælger de mange af hernede, de er i hvert fald mange steder og i mange forskellige farver. Vi var alene af sted os danskere, uden nigerianere, men jeg havde heldigvis spurgt hjemmefra hvad man skulle give for sådan en, nemlig 300 N. Sælgeren startede på 800 N. - Det er sådan en situation at man godt ved at han vil prøve at snyde en. Jeg kiggede på ham og grinede anstrengt, for at udtrykke foragt og at jeg har visdom nok til at vide at det var alt for meget. Siger så til ham at jeg ikke vil betale mere end 200 N. Han siger så noget med at det er et bestemt mærke, det er originalen, og at den derfor er 800 N værd. På dette tidspunkt var jeg slet ikke i tvivl om at han stod og løj så det baskede. Jeg siger til ham at jeg nærmest ikke kunne være mere ligeglad med mærket, jeg vil ikke betale mere end 200 N og sådan var det. Her omkring går det så op for ham, at jeg nok godt ved at man normalt køber den slags taske for 300 N, så han siger at hans sidste pris er 350 N. Ja, han gik lige 450 N ned i pris mere end 50 %, og selvfølgelig kun fordi jeg var mere stædig end han. - Vi endte selvfølgelig på 300 N. Og jeg gik derfra som sejrherre, sådan føler man det nemlig lidt. Ja, hver eneste køb er en kamp, lige ned til de sidste 50 N (2,5 kr).
En lille oase
På vores sidste shoppingtur kom vi sent af sted, for vores chauffør, Monday, kom for sent på arbejde. Vi aftalte derfor med Eunice at vi ville spise i byen. Og hvilken fantastisk idé vi fik der. Nede ved det store marked i Jos er der nemlig en café ved navn ”net café”. I Danmark ville vi nok kalde det et hyggelig og ganske udmærket pizzaria. Men her er det ikke bare hyggeligt og ganske udmærket. Det var jo som at komme hjem, altså næsten. Der var flere hvide end der var sorte mennesker herinde! Og hvad kunne man købe? Man kunne få burger, pomfritter eller pizza hvis man lystede. Vi satte os ved et bord og blev betjent af en tjener. Hygiejnen var i orden, der var aircondition, jamen jeg kan slet ikke forklare hvor dejligt det var. Vi bestilte og efter 20 minutters ventetid var maden klar. Jeg fik en hamburger kaldet ”double dekker hamburger” og ja, der var to bøffer i!! Hernede svarer det til ca. 2 ugers kød. Det var simpelthen ubeskriveligt lækkert. Jeg kan slet ikke forklare hvor glad jeg var mens jeg sad der og spiste. Eller hvor mæt jeg var bagefter, for der blev virkelig spist igennem. Sådan en omgang der kan bare gøre en lykkelig indeni. Det er ret vildt, men sandt og jeg bliver glad nu bare ved tanken. Tænk sig at få lov til at føle sig lidt hjemme. Det sjove er at jeg i Danmark bare ville spise der fordi det var mad til en overkommelig pris og ikke på grund af atmosfæren. Men lige der i lørdags, hvor vi sad og spiste var det som at komme hjem til Danmark. Ja selv håndvasken på toilettet virkede. Lena og jeg udbrød et lille glædesskrig da vi opdagede det. Vi var der en time, en time i sådan en oase kan betyde så ubeskriveligt meget for ens overskud.
Når en nigerianer fortæller om Danmark
Nu vi snakker om mad så er vores kok kommet hjem fra Danmark. Vi tager selvfølgelig i mod ham med glæde i vores sind velvidende at vores arbejdsbyrde bliver lettet, og at Eunice nu ikke længere både skal være kok og værtsmor på samme tid. Jeg spurgte om han ikke ville fortælle mig om mit eget land, om det ikke var koldt, og jo, det var koldt. ”Men Danmark er bare så flot, virkelig flot, alt er pænt. Jeg savner Danmark. Så er der så meget forskelligt brød. Der var det her brune brød med en masse nødder i. Og se, jeg har stillet skraldespanden ind under vasken. Der står den i alle køkkener i Danmark.”
Den anden dag snakkede jeg med Agnes (én af de nigerianske volontører) om at komme hjem, hvor mærkeligt det bliver at skulle forklare om Nigeria til folk der ikke har været her. For det kan man ikke? Ikke så de forstår det i hvert fald. Ikke med mindre man har været her, der er nok gået op for mig allerede nu. Ikke at jeg ikke vil gøre et forsøg. Men det er bare umuligt at få alle ting med så folk forstår det. Agnes fortalte mig at hun kunne godt forstå det lidt, alt det her med at de to lande er så forskellige, for hun har hørt om Danmark fra Hauwa (en dejlig dame der også bor på vores compund). Hauwa har nemlig været i Danmark en gang. I Danmark stopper busserne jo et bestemt sted. Til en bestemt tid. Og hvis ikke man kommer til tiden, ja så kan man få lov at vente til næste bus. Måske to timer. Det er en af de ting en nigerianer syntes er vildt. Det siger måske lidt mere om deres tidsopfattelse. Og ja, Hauwa havde også beskrevet Danmark som pænt, rent og flot. - Alt er flot. Jeg kan egentlig godt forstå at de må synes det. Jeg synes jo alt er grimt i Nigeria, med undtagelse af den smukke natur. Arh, grimt og grimt? Men kønt er det ikke, men slidt og brugt kan jo også have sin charme, og man lægger egentlig ikke så meget mærke til det mere. Selvom der er plads til forskønnelser på mange punkter. Men hvad skal man også gøre hvis man ikke har pengene til at gøre det fint, og regeringen går mere op i at skrabe penge til side til medlemmerne? - Eller hvad de nu laver?
Jeg var ude og gå en laaaang tur med Faith (én anden af de nigerianske volontører) den anden eftermiddag. Vi så en flot, skinnende, rimelig stor bil. Og hun fortalte at de havde mange flotte biler i Nigeria, de var bare mest i Abuja (Hovedstaden). Jeg smilte for mig selv og tænkte at vi også har mange flotte biler i Danmark, faktisk ser alle biler sådan ud. Men jeg valgte ikke at sige noget, for man skal jo heller ikke gå og prale hele tiden, og jeg ved ikke om hun ville tro på mig hvis jeg fortalte det. I hvert fald ville hun ikke kunne forstå hvad det gør ved vejenes udseende. På den anden side, jeg tror nu ikke at min far ville udsætte sin bil for de veje hernede, ikke engang 4-hjulstrækkeren.
indlaeget her er hverken rettet eller noget, det var der ikke lige tid til, men mon ikke I godt kan forstaa det alligevel.
Jeg kan lige tilfoeje at naeste tirsdag er sidste gang jeg skal paa netcafe, hehe, hvis der er nogen der synes de skylder mig en mail?
tirsdag den 14. oktober 2008
Jeg har lige fået brev fra mig selv. Dejligt!
Hausa skole 1:
Sanu = goddag, hej eller hilsen
Sanu da zuwa = velkommen
Sanu da ayki = godt gjort/klaret (Hilsen til dit arbejde)
yaya gida = hvordan går det med huset?
yaya yo = hvordan har idag været?
yaya dabobi = hvordan går det med dine kvæg?
yaya kommi da kommi = hvordan går det med hele?
yaya gikin ki = hvordan har din krop det?
yaya ayki = hvordan er arbjdet?
Inakwana = hvordan har din nat været? (godmorgen på dansk)
Abinchi = mad
Inagin yunwa = jeg er sulten
Ting jeg lagde mærke til fredag d. 10. Oktober
- En dame med sit vasketøj på hovedet.
- En gammel, rusten hvid Bobbel [bil]
- En smuk, smuk morgenhimmel. Der var også dis til morgen. (Så blev det lige lidt bedre at hente vand)
- Min nye kjole [girafkjolen] der hænger på en bøjle på et søm og glæder sig til i morgen, hvor den skal til bryllup
- Moses’ bukser [Moses er fra Gidan Bege] er alt for store og hænger ret langt nede om hofterne
- Moses kunne heller ikke huske at sol hed ’sun’, han kaldte den ’moon’ [måne]
- Hvor er det finurligt at lægge sig til at sove, hjernen går ud, og alligevel vågner man næste morgen – indtil man ikke vågner igen
- En mand med en gammel slidt papkasse på hovedet. Han gik med den uden at støtte med hænderne. Det lignede lidt, at han svævede forbi vinduet til klasseværelset. Eller måske svømmede.
- Mama Alex [lærerinden på Gidan Bege] er godt nok fed. Spekulerer over, hver gang jeg ser hende, hvad mon hun spiser. Og konstaterer at hun nok ikke er typen der mangler mad.
- Manasseh [også fra Gidan Bege] har den halskæde på, som drengene har lavet med Maja og Maja. Den har Nigerias flags farver og et spraglet kors
- På den plakat jeg lige har hængt op, i det nye klasselokale, stod der ”Bimbo is a good girl”. Plakaten handlede om navneord.
- Overfor Gidan Bege ved mekanikeren er jorden helt sort af olie
- To duer udenfor køkkenvinduet imens vi vaskede op
- Nana [en af de nigerianske volontører] lød helt begejstret, da hun spurgte, om hun ikke nok måtte få lov til at slå musen ihjel.
- Selvom det er koldt om morgenen, betyder det ikke, at det er koldt resten af dagen.
(Tag da lige og læs ’Naiv.Super’ af Erland Loe. Se det er en god bog! Inspirationen til at udforme denne liste har jeg fået derfra.)
Sådan som jeg forestillede mig et Afrikansk bryllup
Først og fremmest foregår det udenfor. Dernæst danser man hele tiden til lyden af dejlige trommelyde. Så er der noget med en brud i farvestrålende tøj, og en brudgom der danser vildt hele dagen fordi han er så glad. I kirken skulle der nok være en højtråbende præst, og folk skulle her danse og synge gospel. Stå og danse mellem alle bænkene. Det ville være en fest. En stor fest.
Sådan som det foregik i lørdags da vi var til Nigeriansk bryllup
Eunice skulle lige have sin kjole fra sin skrædder, inden vi kunne komme af sted, og så skulle vores chauffør Monday også lige dukke op. Så vi kom (selvfølgelig) for sent til kirken (Vi tog fra villaen 10 minutter efter at ceremonien startede). Alle sammen dresset op i vores uniform. [Uniform = vi har alle sammen det samme stof, og har så fået forskellige kjoler, fordi vi har bestilt forskellige hos skrædderen. – se evt. billede, hvis jeg kan få det lagt ind. Ellers så kan i jo se på facebook om der er bid.]
Ceremonien var begyndt. Gozie (brudgommen, ham vi kender) og Anita (bruden) er vist begge katolikker, det hele foregik i hvert fald på katolsk. Vi dukkede op under 2. Læsning. Der var noget tale ved præsten. Og det hele var egentlig ikke specielt interessant for at sige det ærligt. Men måske det var pga mine ikke opfyldte forventninger om vild sang og dans. Der var for resten også et andet par der skulle giftes ved samme ceremoni. Damen var dobbelt så stor som manden, med manden havde en stor stemme af sådan en lille mand. Det var lidt komisk. Men ja.
Det gik fint. Tror det var meget engelsk inspireret (jf. Nigeria er gammel engelsk koloni og det hele mindede meget om noget jeg har set på film)
Det var en stor kirke. Men der var rigtig mange der kom for sent. (Det andet brudepar kom vist også for sent, vi kom dog senere end dem, men det var heller ikke vores bryllup?) Kirken var næsten fuld da det hele var overstået, og næsten tom da vi kom.
Under selve vielsen giver man hinanden ring på ved at sige noget med ’faderen, sønnen og helligånden’ ved henholdsvis tommel-, pege- og langefinger når så man når til ringefingeren siger man ’amen’ og placerer ringen. Gozie var vist lidt nervøs, så han startede med lillefingeren. Så det var jo meget sjovt. Ellers skete der ikke det store. Udgangen fra kirken skete ved et optog, hvor vi fulgte efter bruden og brudgommen, selvfølgelig dansende til den dejlige musik.
Kjolen var forresten hvid, ikke just figursyet og fuld af blonder. Hun havde hvide handsker på. Det havde han også, det var blondestof. Han var i nålestribet cremefarvet jakkesæt. Skjorten var sort med hvide striber og slipset var gult med gule striber.
Receptionen foregik i en stor sal. Det lignede lidt et kæmpe forsamlingshus, med en scene i den ene ende og så stod stolene ellers bare på rækker med front mod scenen. Ja, som om man skulle se teater oppe på scenen. Oppe på scenen var der også stole. Det var her æresgæsterne skulle sidde. Der ved højbordet. Det må da også inkludere brud og brudgom? Men nej. De sad sådan helt ude til venstre på deres egne troner. Æresgæsterne blev kaldt op på scenen. Det var forældre, og sådan nogen som Maria og Jeanette der er kommet fra AIT for at komme til brylluppet.
Brud og brudgom kom også ind til receptionen med optog. Denne gang gik vi foran. Alle os fra AYPAD i vores giraf-kjoler eller -skjorter. Det er tradition her at man smider penge foran brud og brudgom når de går rundt eller danser. Ja, der blev danset lidt men ikke meget, og hver gang fløj det omkring med 20 Naira- sedler (1 kr). Pengene er selvfølgelig gaver til brudeparret. Vores gruppe syntes lige vi skulle danse specielt med dem. Så stod vi der og dansede oppe foran rundt om brudeparret. Jo jo, der er gang i den. De store taler var der ikke mange af. Der var lidt kommentarer omkring bryllupskagen og så var der en der holdte en lille tale i starten, men ellers var det meget med Gud og at sige tak til selvsamme.
Jeg snakkede i telefon med mor søndag, og hun spurgte sådan lidt til den store festmiddag, så jeg kan jo lige fortælle at festmiddagen bestod af ris. Sådan nogen ris vi får i villaen hele tiden. (De smager godt i villaen i hvert fald.) Hertil var et lille stykke kød. Ja, jeg må hellere sige lille bitte for at det kan forstås i Danmark hvad jeg mener. Herligheden var serveret i flamingo-kasser og med en plastikske til. Brud og brudgom fik for resten ikke noget, og der var ikke rigtigt sat tid af til at spise, det gjorde man bare sådan som man bedst havde tid.
Det er nok lidt svært at forholde sig til, og det er jo ikke just hvad man forventer af en bryllupsfest, men når ret skal være ret så har de jo helt andre madkulturer her, end vi har i Danmark. Vi tog derfra 17.15, der var receptionen slut, og dem der havde lyst til at blive og danse kunne gøre det. Det havde jeg, men sådan går det jo ikke når man er i en gruppe og gruppen har bestemt at den vil hjem.
Navne man kan have i Nigeria når man er en pige
- Blessing (Velsignelse)
- Mercy (Nåde)
- Divine Favour (Guddommelig velvilje)
- Patience (Tålmodighed)
Navne man kan have i Nigeria når man er en dreng
- Lucky (Held)
- Monday, Tuesday, Wednesday, Thursday, Friday, Saty, Sunday (Mandag, Tirsdag …)
- Thankgod (Takgud)
- Vision (Åbenbaring)
- Melody (Melodi)
Oversvømmelse på værelse 2
Der var vand i hanen. Så kunne vi jo lige bruge bruseren til at fylde den store ”drum” med vand.
Maja vågnede midt om natten, for hun skulle på toilet. Og så fik hun meget våde fødder. For der var jo vand over hele badeværelsesgulvet. Man skal altså lade være med at gå i seng mens vandet løber. Ved badekarret stod 5 cm vand. Men det var ikke kun på badeværelset der var vand. For mens Maja soppede rundt i vandet ude på badeværelset spredte vandet sig, grundet de nylige bevægelser, til selv værelset, og løb i en fin lille å ud under min seng. Ja. Hun fik slukket for vandfaldet. Og vi brugte hele morgenen på at skovle vand sammen. Og op i spande, og badekar. Ja, man kan undre sig lidt over at ingen har overvejet at lave en afløbsrist i gulvet på sådan et flot badeværelse. Men nu er gulvet blevet grundigt vasket på værelset. Også under sengene. Vi skulle jo lige have løftet madrassen inden vi kunne få vandet væk. Skaden er gjort god igen, gulvet er tørt, og de penge der var gemt under en lille kommode er også blevet tørre igen. Men hvor tog det dog lang tid at få alt det vand op. Det havde været hurtigere at fylde den stor ”drum” to gange med en spand hver og en brønd. For resten er brønden nu løbet tør for vand. Men der er en anden en lidt længere væk. Så vi løber ikke tør endnu. Og så kan vi jo altid be til at det vil regne om natten.
Sanu = goddag, hej eller hilsen
Sanu da zuwa = velkommen
Sanu da ayki = godt gjort/klaret (Hilsen til dit arbejde)
yaya gida = hvordan går det med huset?
yaya yo = hvordan har idag været?
yaya dabobi = hvordan går det med dine kvæg?
yaya kommi da kommi = hvordan går det med hele?
yaya gikin ki = hvordan har din krop det?
yaya ayki = hvordan er arbjdet?
Inakwana = hvordan har din nat været? (godmorgen på dansk)
Abinchi = mad
Inagin yunwa = jeg er sulten
Ting jeg lagde mærke til fredag d. 10. Oktober
- En dame med sit vasketøj på hovedet.
- En gammel, rusten hvid Bobbel [bil]
- En smuk, smuk morgenhimmel. Der var også dis til morgen. (Så blev det lige lidt bedre at hente vand)
- Min nye kjole [girafkjolen] der hænger på en bøjle på et søm og glæder sig til i morgen, hvor den skal til bryllup
- Moses’ bukser [Moses er fra Gidan Bege] er alt for store og hænger ret langt nede om hofterne
- Moses kunne heller ikke huske at sol hed ’sun’, han kaldte den ’moon’ [måne]
- Hvor er det finurligt at lægge sig til at sove, hjernen går ud, og alligevel vågner man næste morgen – indtil man ikke vågner igen
- En mand med en gammel slidt papkasse på hovedet. Han gik med den uden at støtte med hænderne. Det lignede lidt, at han svævede forbi vinduet til klasseværelset. Eller måske svømmede.
- Mama Alex [lærerinden på Gidan Bege] er godt nok fed. Spekulerer over, hver gang jeg ser hende, hvad mon hun spiser. Og konstaterer at hun nok ikke er typen der mangler mad.
- Manasseh [også fra Gidan Bege] har den halskæde på, som drengene har lavet med Maja og Maja. Den har Nigerias flags farver og et spraglet kors
- På den plakat jeg lige har hængt op, i det nye klasselokale, stod der ”Bimbo is a good girl”. Plakaten handlede om navneord.
- Overfor Gidan Bege ved mekanikeren er jorden helt sort af olie
- To duer udenfor køkkenvinduet imens vi vaskede op
- Nana [en af de nigerianske volontører] lød helt begejstret, da hun spurgte, om hun ikke nok måtte få lov til at slå musen ihjel.
- Selvom det er koldt om morgenen, betyder det ikke, at det er koldt resten af dagen.
(Tag da lige og læs ’Naiv.Super’ af Erland Loe. Se det er en god bog! Inspirationen til at udforme denne liste har jeg fået derfra.)
Sådan som jeg forestillede mig et Afrikansk bryllup
Først og fremmest foregår det udenfor. Dernæst danser man hele tiden til lyden af dejlige trommelyde. Så er der noget med en brud i farvestrålende tøj, og en brudgom der danser vildt hele dagen fordi han er så glad. I kirken skulle der nok være en højtråbende præst, og folk skulle her danse og synge gospel. Stå og danse mellem alle bænkene. Det ville være en fest. En stor fest.
Sådan som det foregik i lørdags da vi var til Nigeriansk bryllup
Eunice skulle lige have sin kjole fra sin skrædder, inden vi kunne komme af sted, og så skulle vores chauffør Monday også lige dukke op. Så vi kom (selvfølgelig) for sent til kirken (Vi tog fra villaen 10 minutter efter at ceremonien startede). Alle sammen dresset op i vores uniform. [Uniform = vi har alle sammen det samme stof, og har så fået forskellige kjoler, fordi vi har bestilt forskellige hos skrædderen. – se evt. billede, hvis jeg kan få det lagt ind. Ellers så kan i jo se på facebook om der er bid.]
Ceremonien var begyndt. Gozie (brudgommen, ham vi kender) og Anita (bruden) er vist begge katolikker, det hele foregik i hvert fald på katolsk. Vi dukkede op under 2. Læsning. Der var noget tale ved præsten. Og det hele var egentlig ikke specielt interessant for at sige det ærligt. Men måske det var pga mine ikke opfyldte forventninger om vild sang og dans. Der var for resten også et andet par der skulle giftes ved samme ceremoni. Damen var dobbelt så stor som manden, med manden havde en stor stemme af sådan en lille mand. Det var lidt komisk. Men ja.
Det gik fint. Tror det var meget engelsk inspireret (jf. Nigeria er gammel engelsk koloni og det hele mindede meget om noget jeg har set på film)
Det var en stor kirke. Men der var rigtig mange der kom for sent. (Det andet brudepar kom vist også for sent, vi kom dog senere end dem, men det var heller ikke vores bryllup?) Kirken var næsten fuld da det hele var overstået, og næsten tom da vi kom.
Under selve vielsen giver man hinanden ring på ved at sige noget med ’faderen, sønnen og helligånden’ ved henholdsvis tommel-, pege- og langefinger når så man når til ringefingeren siger man ’amen’ og placerer ringen. Gozie var vist lidt nervøs, så han startede med lillefingeren. Så det var jo meget sjovt. Ellers skete der ikke det store. Udgangen fra kirken skete ved et optog, hvor vi fulgte efter bruden og brudgommen, selvfølgelig dansende til den dejlige musik.
Kjolen var forresten hvid, ikke just figursyet og fuld af blonder. Hun havde hvide handsker på. Det havde han også, det var blondestof. Han var i nålestribet cremefarvet jakkesæt. Skjorten var sort med hvide striber og slipset var gult med gule striber.
Receptionen foregik i en stor sal. Det lignede lidt et kæmpe forsamlingshus, med en scene i den ene ende og så stod stolene ellers bare på rækker med front mod scenen. Ja, som om man skulle se teater oppe på scenen. Oppe på scenen var der også stole. Det var her æresgæsterne skulle sidde. Der ved højbordet. Det må da også inkludere brud og brudgom? Men nej. De sad sådan helt ude til venstre på deres egne troner. Æresgæsterne blev kaldt op på scenen. Det var forældre, og sådan nogen som Maria og Jeanette der er kommet fra AIT for at komme til brylluppet.
Brud og brudgom kom også ind til receptionen med optog. Denne gang gik vi foran. Alle os fra AYPAD i vores giraf-kjoler eller -skjorter. Det er tradition her at man smider penge foran brud og brudgom når de går rundt eller danser. Ja, der blev danset lidt men ikke meget, og hver gang fløj det omkring med 20 Naira- sedler (1 kr). Pengene er selvfølgelig gaver til brudeparret. Vores gruppe syntes lige vi skulle danse specielt med dem. Så stod vi der og dansede oppe foran rundt om brudeparret. Jo jo, der er gang i den. De store taler var der ikke mange af. Der var lidt kommentarer omkring bryllupskagen og så var der en der holdte en lille tale i starten, men ellers var det meget med Gud og at sige tak til selvsamme.
Jeg snakkede i telefon med mor søndag, og hun spurgte sådan lidt til den store festmiddag, så jeg kan jo lige fortælle at festmiddagen bestod af ris. Sådan nogen ris vi får i villaen hele tiden. (De smager godt i villaen i hvert fald.) Hertil var et lille stykke kød. Ja, jeg må hellere sige lille bitte for at det kan forstås i Danmark hvad jeg mener. Herligheden var serveret i flamingo-kasser og med en plastikske til. Brud og brudgom fik for resten ikke noget, og der var ikke rigtigt sat tid af til at spise, det gjorde man bare sådan som man bedst havde tid.
Det er nok lidt svært at forholde sig til, og det er jo ikke just hvad man forventer af en bryllupsfest, men når ret skal være ret så har de jo helt andre madkulturer her, end vi har i Danmark. Vi tog derfra 17.15, der var receptionen slut, og dem der havde lyst til at blive og danse kunne gøre det. Det havde jeg, men sådan går det jo ikke når man er i en gruppe og gruppen har bestemt at den vil hjem.
Navne man kan have i Nigeria når man er en pige
- Blessing (Velsignelse)
- Mercy (Nåde)
- Divine Favour (Guddommelig velvilje)
- Patience (Tålmodighed)
Navne man kan have i Nigeria når man er en dreng
- Lucky (Held)
- Monday, Tuesday, Wednesday, Thursday, Friday, Saty, Sunday (Mandag, Tirsdag …)
- Thankgod (Takgud)
- Vision (Åbenbaring)
- Melody (Melodi)
Oversvømmelse på værelse 2
Der var vand i hanen. Så kunne vi jo lige bruge bruseren til at fylde den store ”drum” med vand.
Maja vågnede midt om natten, for hun skulle på toilet. Og så fik hun meget våde fødder. For der var jo vand over hele badeværelsesgulvet. Man skal altså lade være med at gå i seng mens vandet løber. Ved badekarret stod 5 cm vand. Men det var ikke kun på badeværelset der var vand. For mens Maja soppede rundt i vandet ude på badeværelset spredte vandet sig, grundet de nylige bevægelser, til selv værelset, og løb i en fin lille å ud under min seng. Ja. Hun fik slukket for vandfaldet. Og vi brugte hele morgenen på at skovle vand sammen. Og op i spande, og badekar. Ja, man kan undre sig lidt over at ingen har overvejet at lave en afløbsrist i gulvet på sådan et flot badeværelse. Men nu er gulvet blevet grundigt vasket på værelset. Også under sengene. Vi skulle jo lige have løftet madrassen inden vi kunne få vandet væk. Skaden er gjort god igen, gulvet er tørt, og de penge der var gemt under en lille kommode er også blevet tørre igen. Men hvor tog det dog lang tid at få alt det vand op. Det havde været hurtigere at fylde den stor ”drum” to gange med en spand hver og en brønd. For resten er brønden nu løbet tør for vand. Men der er en anden en lidt længere væk. Så vi løber ikke tør endnu. Og så kan vi jo altid be til at det vil regne om natten.
tirsdag den 7. oktober 2008
Halvvejsstatus, og nyt arbejde.
Halvvejs-status
Nu sidder jeg her (fredag), det er dag nummer 46 i følge min dagbog, og det vil sige at vi er halvvejs. Og ja, tiden er fløjet afsted. Hold fast hvor går det stærkt. Og det mest utrolige er, at jeg stadigvæk får nye oplevelser hver dag. Det er noget andet end at gå i skole, hvor hver uge ligner hinanden til forveksling. Jeg sad i bussen på vej hjem fra arbejde den anden dag, og tænkte over, at nu lagde jeg ikke helt så meget mærke til afrikanerne, og alle de ting der er så utrolig meget forskelligt fra Danmark. Eksempel: Nu sidder jeg mest og kigger nysgerrigt på varerne i boderne (med mit shoppegen i fuld gang) i stedet for at kigge på sælgeren. Jeg er nok ikke så overrasket over, at det er blevet sådan, det er nok bare en konstatering af, at alt ikke virker så nyt mere.
Men det skal sandelig ikke betyde, at man ikke bliver overrasket hele tiden alligevel. Den anden dag så vi f.eks en chopper, hvor passageren sad med en kæmpe (og jeg mener kæmpe, måske snakker vi 2 meter i højden) glasrude på skødet. Chris sagde at lastbilen, der skulle køre den, nok ikke kunne komme op af bakken, og derfor kørte de så rundt på en motorcykel med ruden på låret. Løsninger er der nok af, man skal nok bare lige lede lidt længere som dansker før sådan noget springer op i hovedet som en idé. Og så har vi også set en hestetransport. En stor lastbil (nej, ikke som en dansk lastbil, nærmere som et lad med træsider (dog ikke hele vejen op) og tag. Og i denne stod hestene så med siden til bagenden (altså sådan at de kørte i sidelæns-retning). Jeg kunne lige skimte en hest fra de andre. Den var ikke som jeg er vandt til at se heste. Den var nemlig frygtelig tynd, med ribbene tydeligt fremtonende i siden, og det skulle ikke undre mig, om de alle var underernærede som den (også på mange af hundene hernede kan man tydeligt se ribbene). Men det underligste var, at ovenpå lastbilen, ovenpå taget lå æsler. Tæt pakket. Lyslevende. Så lå de der og kiggede. Sikke et syn. Ja, man kan ikke andet end at ryste på hovedet over det. Hvor ser det dog groteskt ud. Men pointen var, at sådan noget lægger jeg stadig mærke til!
Livet i villaen går ganske godt. Det er jo spændende at lære en ny kultur og kende, men hvor kan man dog også blive dybt irriteret, når tiden ikke er noget, man lader sig kontrollere af, og når der kommer 2 ekstra nigerianere om morgenen på værelset for at gå i bad, fordi de ikke lige kan finde ud af at organisere sig på de andre værelser.
På vores værelse går vi alle 4 i bad hver morgen, så vi har lavet en plan for hvordan det skal foregå. På de andre værelser er det som regel kun negerianerne der går i bad om morgenen og det betyder at det ikke bliver planlagt. Hvilket betyder at der f.eks. en morgen var 6 i bad hos os, 2 i bad ovenpå og 1 i bad inde ved siden af. - Der er noget der der ikke helt går op. Men sådan er det jo, og selvfølgelig skal alle have lov til at komme i bad.
Skal jeg sige det sådan: Det går godt, og selvom vi bor 14 piger i et hus, har der endnu ikke rigtigt været seriøs bitch-fight endnu. Det er dejligt. Heller ikke nogen malaria endnu. Jeg satser på at klare de næste 6 uger med samme glans, og lader helt være med at lægge mig. Men nu må vi se. Det skulle være et lille mirakel hvis vi allesammen gik fri.
Ting der savnes
1: Marabou - lys mælkechokolade
2: Marabou - lys mælkechokolade med hele nødder
3: Marabou - lys mælkechokolade mad hakkede nødder
4: At gå et smut i biffen, få en pose m&ms og et glas sweppers og nyde en god film
5: At sidde bag rattet i en bil på vej til Burger King
6: Mine ansigtsmasker - hvorfor i al verden lod jeg dem blive hjemme?
7: Mine kjoler og mine dejlige sko og at tage dem på for at gøre mig fin til en fest
8: Desperate Housewives i TV mens man har triplechocolateis i hånden
9: Internet (der er i orden) når jeg har lyst til at læse på gossip, og sidde på messenger og stene lidt, mens man lige sidder og nyder en rugbrødsmad med varm leverpostej
10: At putte under dynen i min egen seng (uden myggenet i hovedet) en kold søndag morgen med noget tegnefilm
(lagde du mærke til hvor mange der var mad med i? - hmm)
Ting jeg ikke savner
1: At det ikke er solskin det meste af dagen
2: At man ikke kan gå i sandaler
3: Overraskende nok så savner jeg ikke vaskemaskinen, selvom det selvfølgelig ville gøre rengøringsdagen lidt lettere, men det er nu også meget hyggeligt at stå 4-5 og snakke mens man vasker tøj (og bliver brun)
4: At blive vinterdeprimeret fordi solen bliver bag skyerne
5: At det er fesne 10 grader - hvad skal man bruge det til, andet end at tage fine støvler på?
6: At stå (for sent) op klokken 7, for så at skynde mig for at nå et bad og sluge noget mad, med andre ord, fortravlede morgener.
7: Og efter den fortravlede morgen, så at kravle op på cyklen og cykle 6 km i modvind (seriøs modvind = øv) og selvfølgelig komme 10 minutter for sent
8: At man aldrig bliver brun (når man er modstander af solarie, og ikke er hudtypen der bliver brun med det samme man kigger ud af vinduet en forårssolskinsdag)
9: At høre kommentaren: "Hvor er du dog bleg" (hernede er verden mere sort/hvid på det punkt, og det er ikke skidt at være bleg (yes!), det er bare specielt, og lidt på den gode måde)
10: Stanken fra køleskabet når far har fået ny ost (her stinker det bare af dårligt når de laver rigtig slimy - det er tilgengæld også 100 gange værre end klam ostelugt)
Tilbage til fremtiden
(-et par timer en søndag eftermiddag)
Tilbage til Danmark, sådan føltes det i eftermiddags, da vi var på besøg hos to missionærpar, der bor her i Jos. De bor på samme compound men i to huse. "The blue compound" hedder den, for det ene hus er lyseblå som himlen. Og selvom vi ikke rigtigt kender dem, så var det alligevel som at komme hjem til et familiemedlem man havde kendt hele livet. For de forstod én fra første øjeblik. De forstod alt, hvad man fortalte om hvordan det er at være i Nigeria. De kunne også fortælle om at komme hjem igen (for deres vedkomne på ferie).
Men ikke nok med det. For vi følte os hjemme, inden vi begyndte at snakke, lige da vi trådte ind af døren i huset. Det var jo som et dansk hus. Der lugtede rent! Der var ikke klam støv over det hele. Der var billeder på væggen, der var glas-glas (i Villa Papito drikker vi af plastikkrus), der var hyggeligt at være, fordi der var hyggeligt. Ikke kun pga menneskerne. Der var en hund, der ikke var blevet opdraget af folk, der er bange for hunde. Der var en have! Der var græsplæne! Og der var en lille hvid dreng, der legede med sin træhytte i haven. Jamen, det var (næsten) som et dansk hjem en varm sommerdag. - Bortset fra appelsintræet og kaktusserne i hjørnet af haven.
Det bedste var hyggen. De havde bagt boller og kage. Og småkager! Og der var kolde sodavand og varm kaffe, til dem der lystede det. Vi fyldte vores tallerken og satte os ud i haven under et træ for at spise. Og her sad vi så og snakkede om Nigeria, Danmark, fremtidsplaner og livet i villaen. Lidt af hvert. Rigtig hygge. Ja, det er måske svært at forstå det, men hygge det forstår nigerianere ikke. Og hvis de et kort sekund har det, så har de ikke et ord, der beskriver det.
Jeg har været lidt ærgelig over, at nigerianerne ikke rigtigt har spillet med os om aftenen. Indtil det gik op for mig, at grunden til at jeg var lidt træt af det og følte de meldte sig ud af fællesskabet ved at gøre det, var at det er gennem hygge, jeg får nye venner. Det er gennem hygge, at jeg som dansker lærer et nyt menneske (bedre) at kende. Og for dem at se er det at spille spil måske bare tidsfordriv, mens det for mig er meget mere. Det er altså underligt at man ikke har det begreb hernede. Men måske de når at lære, hvad ordet hygge betyder inden vi tager hjem. De er ved at forstå, at det tit har noget at gøre med mad, og at hvis man har stearinlys tændt så hjælper det også. Men når vi tænder stearinlys mens der er strøm og derfor lys i lamperne, så synes de simpelthen, at det er for underligt.
Ole Bole gik i skole
I dag, mandag, startede vi på nye arbejdspladser. Jeg har flyttet fra Aisha til en skole. Victory School. Det er jo altid lidt træls at skulle skifte arbejde, for når man starter et nyt sted, er der en masse nye ting at sætte sig ind i, men det gik nu ok.
[Der løb lige en mus ind under min seng, og ja, den er god nok, jeg kravlede op på stolen, jeg sad på og stod der i 5 minutter, inden jeg turde gå ned på gulvet for at skynde mig ud i dagligstuen med min computer. Min musefobi er endnu ikke kureret, og jeg har ikke planer om selv at gå på musejagt!! Nej, derimod er jeg lidt bange for, at jeg ikke kan falde i søvn i aften, med mindre nogen fanger den og slår den godt og grundigt ihjel. - Tilbage til skolen]
Nana (én af de nigerianske volontører) og jeg ankom og fik tildelt en klasse, efter hvilket niveau vi gerne ville undervise. Jeg kom i Primary 2, der vel svarer til 1.-2. klasse i Danmark. Nigerianerne starter når de er 3 (hvis deres forældre synes) i Nursery School, der er 3 niveauer, og efter Nursery School skulle de gerne være i stand til at skrive lette ord og deres eget navn, altså sætte bogstaver sammen. I Primary 2 (her er de 7-8 år) er de lige nu ved at lære om ulige/lige tal, i engelsk læste de lidt om Sekina og hendes magikse frø. - Al undervisning hernede foregår på engelsk, for der er jo 250+ forskellige sprog i Nigeria, så engelsk er det officielle sprog. Det lyder jo alt sammen meget tilforladeligt. Men det er bare overhovedet ikke som dansk skole. For i Nigeria slår man børn. Ikke bare i skolen, men også derhjemme vel og mærke. Børn i Nigeria får slag, eller trusler om slag, og hvis forældrene ikke gør det, synes andre at de er dårlige forældre. Det er jo deres pligt at opdrage børnene. Ja, de får slag i skolen. Hver eneste gang de var urolige fik de lige slag med sådan et langt stykke gummi. Jeg vidste det godt på forhånd, vi har fået det at vide, men det var altså hårdt at se det i virkeligheden. De sad 49 børn inde i klassen. 49 børn i et klasseværelse på ½ størrelse af et dansk klasselokale. Her sad de mast sammen på bænke med 3-4 børn på hver. (Jeg skyder på at bænkene er omkring 1,3 meter lange.) Så selvfølgelig er børnene urolige. Som I nok kan forestille jer, er det jo nemt at drille hinanden, med 50 børn i samme lokale, og så når de sidder så tæt, så er der jo ikke engang plads til, at de allesammen kan ligge deres skrivehæfte på bordet og skrive allesammen på én gang.
Lærinden var meget sød (overfor mig). Hun bød mig pænt velkommen og gav udtryk for, at hun var glad for, at jeg var der. Og hun og jeg aftalte at jeg skal undervise i matematik i morgen (tirsdag). Måske jeg også lige skal nævne, at det ikke er en lærer til hvert fag, som i Danmark, men en lærer til hver klasse. Så starter hun om morgenen med et fag, og når hun er færdig med det, hun har planlagt, så tager hun det næste. Igen kommer den nigerianske tidsfornemmelsen ind i billedet. Det er nigerianeren der kontrollerer tiden, ikke tiden der kontrollerer nigerianeren. Hun skulle undervise i, hvad de forskellige kropsdele på en hane hedder, og hun forklarede det så fint, rigtig pædagoisk. Men andre af hendes undervisningsmetoder var måske knap så pædagogiske.
I engelsk skulle de lave nogle skriveopgaver. De skulle kopiere en sætning fra deres bog over i hæftet og så udfylde det ord, der manglede, hvor der var en linie. Hun forklarede dem lige, hvordan de skulle gøre det, og så gik de ellers igang. Når så de var færdige med de 4 sætninger, kom de op til lærinden med deres hæfte, så hun kan rette. Jeg fik også lov til at hjælpe med at rette, og gjorde selvøflgelig meget ud af at forklare hvert enkelt barn, hvad fejlen var og hvordan de skulle gøre det rigtigt. Mens nogle af dem kunne læse flot og nærmest flydende, kunne andre ikke finde ud af at kopiere ordene fra bogen over i hæftet på den rigtige måde. Og når de så gik op til lærinden for at få tjekket, så sagde hun ikke "du har altså ikke skrevet rigtigt, se du skal skrive det her, og sådan her skal du gøre", nej det var mere "ALTSÅ hvor dum er du, at du ikke engang kan finde ud af at skrive af efter bogen, tag dig nu sammen, gå tilbage til din plads og visk ud og skriv det rigtige, nu bliver du nødt til at få rettet igen". Det er tydeligvis ikke lærerindens skyld, hvis barnet ikke kan finde ud af det, ikke engang hvis størstedelen af børnene ikke kan gøre opgaverne rigtigt, det er derimod barnets egen skyld. Det skal jo bare tage sig sammen og høre efter, koncentrere sig og lade være med at være urolig. - Hvordan kan man tro at 50 børn, stuvet sammen i et klasselokale, kan have en chance for at koncentrere sig.
Ja, jeg sidder tilbage med en underlig fornemmelse, for hun er rar, hun virker virkelig som en god lærer (efter nigerianske standarder), men hun var jo også bare så ond ved børnene en gang i mellem. Og selvom det kan lyde hårdt, så ved jeg jo godt, at sådan er det hernede. Børn bliver bare behandlet anderledes. Selvfølgelig er det ikke noget, man som dansker har nemt ved acceptere, men jeg ved det jo godt, at jeg ikke kan ændre på det for alvor. Og jeg har måske vænnet mig så meget til tanken, inden jeg kom, at jeg ikke er dybt dybt chokeret over dagens oplevelser. Jeg har hørt dem true deres børn, og andres børn med slag, men det var første gang jeg så dem slå på børnene på med mine egne øjne.
Er også lidt bange for i morgen, når jeg skal til at undervise. Jeg skal jo fange 50 børns opmærksomhed, så de kan lære det, jeg skal lære dem. Og hvis det ikke lykkedes, hvis de sidder og er urolige, så får de jo slag. - Og ja, jeg vil godt nok sidde tilbage med en klam fornemmelse i maven af, at det er min skyld hvis det sker. Men jeg må jo bare gøre mit bedste, og be til at børnene kan blive fanget af det skønne ved matematik.
Dagen endte med en bragende hovedpine til mig. Ikke på grund af bekymringer, men på grund af larmen. De lærer jo ved at sige ting i kor hernede. 50 børn der råber noget i kor, det lyder meget højt! Men jeg kan da også godt forstå, at de ikke kan dele klasserne op i mindre klasser. Så skal der jo dobbelt så mange lærere til, og det betyder jo at de penge, det koster at gå i skole, bliver fordoblet, og de har jo slet ikke klasselokaler nok til at kunne rumme det. De skal jo betale for skolen hernede, de skal betale for bøger og for deres egen uniform. Tænk hvis nu skole-pengene blev fordoblet. Så var der nok flere, der ikke kom i skole. Det er det der med balancegangen.
- Hvor er vi dog heldige i Danmark. Tænk sig, vi skal ikke betale (direkte) for at gå i skole, og alligevel er der ikke mere end 28 i hver klasse. Bøgerne får vi, og vi skal heller ikke bekymre os om penge til uniform.
(Tomour (hun er 3½ og en af mine yndlingsnigerianere, den lille darling, hun går forresten i nursery 2) sidder lige ved siden af og fortæller om hendes dag i skolen og at hendes lærinde var sød ved hende i dag, for hun slog hende ikke. "Vi startede med at bede. Jeg bøjede bare hovedet, så slår hun mig ikke, så længe jeg bøjer hovedet. Men hun slog nogen af mine venner." (Jo de er kun 3-4 år i hendes klasse!) ... "Jeg kom op til tavlen, og min lærinde gav mig en lineal, så jeg kunne nå og pege på bogstaverne. Så jeg kunne sige "stort A ... lille a" [osv] så skulle mine klassekammerater sige efter mig. Og alle skulle kigge på tavlen, der var én der ikke gjorde det, og så slog hun ham." "Alle kan godt lide at slå på min skole."- No wonder hun ikke kan lide at skulle i skole. Hun sidder forresten lige og fortæller hvad alle bogstaverne, jeg har skrevet er for nogen. Dem kan hun lige i en alder af 3½, og tallene fra 1-20 kan hun også. Ja, de starter tidligt i skole hernede!)
[- og musen blev ikke fanget eller fundet. Så nu skal jeg have sat musenettet (myggenettet) rigtig godt fast under madrassen, inden jeg går i seng. Håber ikke jeg vågner op en nat med en mus på min mave, for så ved jeg da slet ikke hvordan jeg vil reagere (det lyder måske sjovt, men det er det ikke!) Må man få lidt medfølelse tak!]
Det var vist romanen for denne gang. Ja, hvis det er for meget at læse er jeg meget ked af det, men der er så meget jeg gerne vil fortælle, som jeg gerne vil prøve at beskrive, så I måske forstår det lidt?
Nu sidder jeg her (fredag), det er dag nummer 46 i følge min dagbog, og det vil sige at vi er halvvejs. Og ja, tiden er fløjet afsted. Hold fast hvor går det stærkt. Og det mest utrolige er, at jeg stadigvæk får nye oplevelser hver dag. Det er noget andet end at gå i skole, hvor hver uge ligner hinanden til forveksling. Jeg sad i bussen på vej hjem fra arbejde den anden dag, og tænkte over, at nu lagde jeg ikke helt så meget mærke til afrikanerne, og alle de ting der er så utrolig meget forskelligt fra Danmark. Eksempel: Nu sidder jeg mest og kigger nysgerrigt på varerne i boderne (med mit shoppegen i fuld gang) i stedet for at kigge på sælgeren. Jeg er nok ikke så overrasket over, at det er blevet sådan, det er nok bare en konstatering af, at alt ikke virker så nyt mere.
Men det skal sandelig ikke betyde, at man ikke bliver overrasket hele tiden alligevel. Den anden dag så vi f.eks en chopper, hvor passageren sad med en kæmpe (og jeg mener kæmpe, måske snakker vi 2 meter i højden) glasrude på skødet. Chris sagde at lastbilen, der skulle køre den, nok ikke kunne komme op af bakken, og derfor kørte de så rundt på en motorcykel med ruden på låret. Løsninger er der nok af, man skal nok bare lige lede lidt længere som dansker før sådan noget springer op i hovedet som en idé. Og så har vi også set en hestetransport. En stor lastbil (nej, ikke som en dansk lastbil, nærmere som et lad med træsider (dog ikke hele vejen op) og tag. Og i denne stod hestene så med siden til bagenden (altså sådan at de kørte i sidelæns-retning). Jeg kunne lige skimte en hest fra de andre. Den var ikke som jeg er vandt til at se heste. Den var nemlig frygtelig tynd, med ribbene tydeligt fremtonende i siden, og det skulle ikke undre mig, om de alle var underernærede som den (også på mange af hundene hernede kan man tydeligt se ribbene). Men det underligste var, at ovenpå lastbilen, ovenpå taget lå æsler. Tæt pakket. Lyslevende. Så lå de der og kiggede. Sikke et syn. Ja, man kan ikke andet end at ryste på hovedet over det. Hvor ser det dog groteskt ud. Men pointen var, at sådan noget lægger jeg stadig mærke til!
Livet i villaen går ganske godt. Det er jo spændende at lære en ny kultur og kende, men hvor kan man dog også blive dybt irriteret, når tiden ikke er noget, man lader sig kontrollere af, og når der kommer 2 ekstra nigerianere om morgenen på værelset for at gå i bad, fordi de ikke lige kan finde ud af at organisere sig på de andre værelser.
På vores værelse går vi alle 4 i bad hver morgen, så vi har lavet en plan for hvordan det skal foregå. På de andre værelser er det som regel kun negerianerne der går i bad om morgenen og det betyder at det ikke bliver planlagt. Hvilket betyder at der f.eks. en morgen var 6 i bad hos os, 2 i bad ovenpå og 1 i bad inde ved siden af. - Der er noget der der ikke helt går op. Men sådan er det jo, og selvfølgelig skal alle have lov til at komme i bad.
Skal jeg sige det sådan: Det går godt, og selvom vi bor 14 piger i et hus, har der endnu ikke rigtigt været seriøs bitch-fight endnu. Det er dejligt. Heller ikke nogen malaria endnu. Jeg satser på at klare de næste 6 uger med samme glans, og lader helt være med at lægge mig. Men nu må vi se. Det skulle være et lille mirakel hvis vi allesammen gik fri.
Ting der savnes
1: Marabou - lys mælkechokolade
2: Marabou - lys mælkechokolade med hele nødder
3: Marabou - lys mælkechokolade mad hakkede nødder
4: At gå et smut i biffen, få en pose m&ms og et glas sweppers og nyde en god film
5: At sidde bag rattet i en bil på vej til Burger King
6: Mine ansigtsmasker - hvorfor i al verden lod jeg dem blive hjemme?
7: Mine kjoler og mine dejlige sko og at tage dem på for at gøre mig fin til en fest
8: Desperate Housewives i TV mens man har triplechocolateis i hånden
9: Internet (der er i orden) når jeg har lyst til at læse på gossip, og sidde på messenger og stene lidt, mens man lige sidder og nyder en rugbrødsmad med varm leverpostej
10: At putte under dynen i min egen seng (uden myggenet i hovedet) en kold søndag morgen med noget tegnefilm
(lagde du mærke til hvor mange der var mad med i? - hmm)
Ting jeg ikke savner
1: At det ikke er solskin det meste af dagen
2: At man ikke kan gå i sandaler
3: Overraskende nok så savner jeg ikke vaskemaskinen, selvom det selvfølgelig ville gøre rengøringsdagen lidt lettere, men det er nu også meget hyggeligt at stå 4-5 og snakke mens man vasker tøj (og bliver brun)
4: At blive vinterdeprimeret fordi solen bliver bag skyerne
5: At det er fesne 10 grader - hvad skal man bruge det til, andet end at tage fine støvler på?
6: At stå (for sent) op klokken 7, for så at skynde mig for at nå et bad og sluge noget mad, med andre ord, fortravlede morgener.
7: Og efter den fortravlede morgen, så at kravle op på cyklen og cykle 6 km i modvind (seriøs modvind = øv) og selvfølgelig komme 10 minutter for sent
8: At man aldrig bliver brun (når man er modstander af solarie, og ikke er hudtypen der bliver brun med det samme man kigger ud af vinduet en forårssolskinsdag)
9: At høre kommentaren: "Hvor er du dog bleg" (hernede er verden mere sort/hvid på det punkt, og det er ikke skidt at være bleg (yes!), det er bare specielt, og lidt på den gode måde)
10: Stanken fra køleskabet når far har fået ny ost (her stinker det bare af dårligt når de laver rigtig slimy - det er tilgengæld også 100 gange værre end klam ostelugt)
Tilbage til fremtiden
(-et par timer en søndag eftermiddag)
Tilbage til Danmark, sådan føltes det i eftermiddags, da vi var på besøg hos to missionærpar, der bor her i Jos. De bor på samme compound men i to huse. "The blue compound" hedder den, for det ene hus er lyseblå som himlen. Og selvom vi ikke rigtigt kender dem, så var det alligevel som at komme hjem til et familiemedlem man havde kendt hele livet. For de forstod én fra første øjeblik. De forstod alt, hvad man fortalte om hvordan det er at være i Nigeria. De kunne også fortælle om at komme hjem igen (for deres vedkomne på ferie).
Men ikke nok med det. For vi følte os hjemme, inden vi begyndte at snakke, lige da vi trådte ind af døren i huset. Det var jo som et dansk hus. Der lugtede rent! Der var ikke klam støv over det hele. Der var billeder på væggen, der var glas-glas (i Villa Papito drikker vi af plastikkrus), der var hyggeligt at være, fordi der var hyggeligt. Ikke kun pga menneskerne. Der var en hund, der ikke var blevet opdraget af folk, der er bange for hunde. Der var en have! Der var græsplæne! Og der var en lille hvid dreng, der legede med sin træhytte i haven. Jamen, det var (næsten) som et dansk hjem en varm sommerdag. - Bortset fra appelsintræet og kaktusserne i hjørnet af haven.
Det bedste var hyggen. De havde bagt boller og kage. Og småkager! Og der var kolde sodavand og varm kaffe, til dem der lystede det. Vi fyldte vores tallerken og satte os ud i haven under et træ for at spise. Og her sad vi så og snakkede om Nigeria, Danmark, fremtidsplaner og livet i villaen. Lidt af hvert. Rigtig hygge. Ja, det er måske svært at forstå det, men hygge det forstår nigerianere ikke. Og hvis de et kort sekund har det, så har de ikke et ord, der beskriver det.
Jeg har været lidt ærgelig over, at nigerianerne ikke rigtigt har spillet med os om aftenen. Indtil det gik op for mig, at grunden til at jeg var lidt træt af det og følte de meldte sig ud af fællesskabet ved at gøre det, var at det er gennem hygge, jeg får nye venner. Det er gennem hygge, at jeg som dansker lærer et nyt menneske (bedre) at kende. Og for dem at se er det at spille spil måske bare tidsfordriv, mens det for mig er meget mere. Det er altså underligt at man ikke har det begreb hernede. Men måske de når at lære, hvad ordet hygge betyder inden vi tager hjem. De er ved at forstå, at det tit har noget at gøre med mad, og at hvis man har stearinlys tændt så hjælper det også. Men når vi tænder stearinlys mens der er strøm og derfor lys i lamperne, så synes de simpelthen, at det er for underligt.
Ole Bole gik i skole
I dag, mandag, startede vi på nye arbejdspladser. Jeg har flyttet fra Aisha til en skole. Victory School. Det er jo altid lidt træls at skulle skifte arbejde, for når man starter et nyt sted, er der en masse nye ting at sætte sig ind i, men det gik nu ok.
[Der løb lige en mus ind under min seng, og ja, den er god nok, jeg kravlede op på stolen, jeg sad på og stod der i 5 minutter, inden jeg turde gå ned på gulvet for at skynde mig ud i dagligstuen med min computer. Min musefobi er endnu ikke kureret, og jeg har ikke planer om selv at gå på musejagt!! Nej, derimod er jeg lidt bange for, at jeg ikke kan falde i søvn i aften, med mindre nogen fanger den og slår den godt og grundigt ihjel. - Tilbage til skolen]
Nana (én af de nigerianske volontører) og jeg ankom og fik tildelt en klasse, efter hvilket niveau vi gerne ville undervise. Jeg kom i Primary 2, der vel svarer til 1.-2. klasse i Danmark. Nigerianerne starter når de er 3 (hvis deres forældre synes) i Nursery School, der er 3 niveauer, og efter Nursery School skulle de gerne være i stand til at skrive lette ord og deres eget navn, altså sætte bogstaver sammen. I Primary 2 (her er de 7-8 år) er de lige nu ved at lære om ulige/lige tal, i engelsk læste de lidt om Sekina og hendes magikse frø. - Al undervisning hernede foregår på engelsk, for der er jo 250+ forskellige sprog i Nigeria, så engelsk er det officielle sprog. Det lyder jo alt sammen meget tilforladeligt. Men det er bare overhovedet ikke som dansk skole. For i Nigeria slår man børn. Ikke bare i skolen, men også derhjemme vel og mærke. Børn i Nigeria får slag, eller trusler om slag, og hvis forældrene ikke gør det, synes andre at de er dårlige forældre. Det er jo deres pligt at opdrage børnene. Ja, de får slag i skolen. Hver eneste gang de var urolige fik de lige slag med sådan et langt stykke gummi. Jeg vidste det godt på forhånd, vi har fået det at vide, men det var altså hårdt at se det i virkeligheden. De sad 49 børn inde i klassen. 49 børn i et klasseværelse på ½ størrelse af et dansk klasselokale. Her sad de mast sammen på bænke med 3-4 børn på hver. (Jeg skyder på at bænkene er omkring 1,3 meter lange.) Så selvfølgelig er børnene urolige. Som I nok kan forestille jer, er det jo nemt at drille hinanden, med 50 børn i samme lokale, og så når de sidder så tæt, så er der jo ikke engang plads til, at de allesammen kan ligge deres skrivehæfte på bordet og skrive allesammen på én gang.
Lærinden var meget sød (overfor mig). Hun bød mig pænt velkommen og gav udtryk for, at hun var glad for, at jeg var der. Og hun og jeg aftalte at jeg skal undervise i matematik i morgen (tirsdag). Måske jeg også lige skal nævne, at det ikke er en lærer til hvert fag, som i Danmark, men en lærer til hver klasse. Så starter hun om morgenen med et fag, og når hun er færdig med det, hun har planlagt, så tager hun det næste. Igen kommer den nigerianske tidsfornemmelsen ind i billedet. Det er nigerianeren der kontrollerer tiden, ikke tiden der kontrollerer nigerianeren. Hun skulle undervise i, hvad de forskellige kropsdele på en hane hedder, og hun forklarede det så fint, rigtig pædagoisk. Men andre af hendes undervisningsmetoder var måske knap så pædagogiske.
I engelsk skulle de lave nogle skriveopgaver. De skulle kopiere en sætning fra deres bog over i hæftet og så udfylde det ord, der manglede, hvor der var en linie. Hun forklarede dem lige, hvordan de skulle gøre det, og så gik de ellers igang. Når så de var færdige med de 4 sætninger, kom de op til lærinden med deres hæfte, så hun kan rette. Jeg fik også lov til at hjælpe med at rette, og gjorde selvøflgelig meget ud af at forklare hvert enkelt barn, hvad fejlen var og hvordan de skulle gøre det rigtigt. Mens nogle af dem kunne læse flot og nærmest flydende, kunne andre ikke finde ud af at kopiere ordene fra bogen over i hæftet på den rigtige måde. Og når de så gik op til lærinden for at få tjekket, så sagde hun ikke "du har altså ikke skrevet rigtigt, se du skal skrive det her, og sådan her skal du gøre", nej det var mere "ALTSÅ hvor dum er du, at du ikke engang kan finde ud af at skrive af efter bogen, tag dig nu sammen, gå tilbage til din plads og visk ud og skriv det rigtige, nu bliver du nødt til at få rettet igen". Det er tydeligvis ikke lærerindens skyld, hvis barnet ikke kan finde ud af det, ikke engang hvis størstedelen af børnene ikke kan gøre opgaverne rigtigt, det er derimod barnets egen skyld. Det skal jo bare tage sig sammen og høre efter, koncentrere sig og lade være med at være urolig. - Hvordan kan man tro at 50 børn, stuvet sammen i et klasselokale, kan have en chance for at koncentrere sig.
Ja, jeg sidder tilbage med en underlig fornemmelse, for hun er rar, hun virker virkelig som en god lærer (efter nigerianske standarder), men hun var jo også bare så ond ved børnene en gang i mellem. Og selvom det kan lyde hårdt, så ved jeg jo godt, at sådan er det hernede. Børn bliver bare behandlet anderledes. Selvfølgelig er det ikke noget, man som dansker har nemt ved acceptere, men jeg ved det jo godt, at jeg ikke kan ændre på det for alvor. Og jeg har måske vænnet mig så meget til tanken, inden jeg kom, at jeg ikke er dybt dybt chokeret over dagens oplevelser. Jeg har hørt dem true deres børn, og andres børn med slag, men det var første gang jeg så dem slå på børnene på med mine egne øjne.
Er også lidt bange for i morgen, når jeg skal til at undervise. Jeg skal jo fange 50 børns opmærksomhed, så de kan lære det, jeg skal lære dem. Og hvis det ikke lykkedes, hvis de sidder og er urolige, så får de jo slag. - Og ja, jeg vil godt nok sidde tilbage med en klam fornemmelse i maven af, at det er min skyld hvis det sker. Men jeg må jo bare gøre mit bedste, og be til at børnene kan blive fanget af det skønne ved matematik.
Dagen endte med en bragende hovedpine til mig. Ikke på grund af bekymringer, men på grund af larmen. De lærer jo ved at sige ting i kor hernede. 50 børn der råber noget i kor, det lyder meget højt! Men jeg kan da også godt forstå, at de ikke kan dele klasserne op i mindre klasser. Så skal der jo dobbelt så mange lærere til, og det betyder jo at de penge, det koster at gå i skole, bliver fordoblet, og de har jo slet ikke klasselokaler nok til at kunne rumme det. De skal jo betale for skolen hernede, de skal betale for bøger og for deres egen uniform. Tænk hvis nu skole-pengene blev fordoblet. Så var der nok flere, der ikke kom i skole. Det er det der med balancegangen.
- Hvor er vi dog heldige i Danmark. Tænk sig, vi skal ikke betale (direkte) for at gå i skole, og alligevel er der ikke mere end 28 i hver klasse. Bøgerne får vi, og vi skal heller ikke bekymre os om penge til uniform.
(Tomour (hun er 3½ og en af mine yndlingsnigerianere, den lille darling, hun går forresten i nursery 2) sidder lige ved siden af og fortæller om hendes dag i skolen og at hendes lærinde var sød ved hende i dag, for hun slog hende ikke. "Vi startede med at bede. Jeg bøjede bare hovedet, så slår hun mig ikke, så længe jeg bøjer hovedet. Men hun slog nogen af mine venner." (Jo de er kun 3-4 år i hendes klasse!) ... "Jeg kom op til tavlen, og min lærinde gav mig en lineal, så jeg kunne nå og pege på bogstaverne. Så jeg kunne sige "stort A ... lille a" [osv] så skulle mine klassekammerater sige efter mig. Og alle skulle kigge på tavlen, der var én der ikke gjorde det, og så slog hun ham." "Alle kan godt lide at slå på min skole."- No wonder hun ikke kan lide at skulle i skole. Hun sidder forresten lige og fortæller hvad alle bogstaverne, jeg har skrevet er for nogen. Dem kan hun lige i en alder af 3½, og tallene fra 1-20 kan hun også. Ja, de starter tidligt i skole hernede!)
[- og musen blev ikke fanget eller fundet. Så nu skal jeg have sat musenettet (myggenettet) rigtig godt fast under madrassen, inden jeg går i seng. Håber ikke jeg vågner op en nat med en mus på min mave, for så ved jeg da slet ikke hvordan jeg vil reagere (det lyder måske sjovt, men det er det ikke!) Må man få lidt medfølelse tak!]
Det var vist romanen for denne gang. Ja, hvis det er for meget at læse er jeg meget ked af det, men der er så meget jeg gerne vil fortælle, som jeg gerne vil prøve at beskrive, så I måske forstår det lidt?
onsdag den 1. oktober 2008
Bonusindlaeg om slangen i broenden
Internettet er saa dejligt hurtigt, at jeg lige har tid til at tilfoeje lidt mere.
Jeg har set en slange!
En vaskeaegte levende, fri og vild slange.
Ja, det lyder noget vildt, og det kunne det ogsaa nemt have blevet.
Det var en tidlig morgen, nok en torsdag. Maja J, min danske roommate, og jeg var paa vej til broenden efter vand. Vi fiskede vand op, og pludselig siger Maja: Der er en slange i broenden! Og det var der sandelig. En lille sort slange der laa der og svoemmede rundt. Den var maaske 40 cm lang og ellers ret fesen. Maja fyldte min spand, soergede selvfoelgelig for at fiske udenom den, og saa gik jeg ind til vagten med nyheden.
Ind paa badevarelset med spanden, og saa ud igen efter mere vand. Da jeg kom derud igen, kom vagten gaende med Majas spand, og saa kunne jeg lige kigge ned til den meget levende og vridende slange. Maja fortalte, at han lige havde vaeret nede i broenden efter den. Jo, han kravlede ned i broenden for at hente den op!
Slangen er doed nu. Den fik et gok i hovedet, af selvsamme supermand der kravlede ned i broenden. Alligevel rart at han er saa modig, ham der passer paa os. Han fortalte mig bagefter, at slangen var utrolig giftig. Den lille sorte slange. Hvis den havde bidt os, havde vi maaske ikke naaet paa hospitalet, inden vores liv var ovre. Saa vi siger tak til slangen, for at den ikke hoppede op i vand-henteren, og tak til Ham den store foroven for at passe paa os.
Jeg har set en slange!
En vaskeaegte levende, fri og vild slange.
Ja, det lyder noget vildt, og det kunne det ogsaa nemt have blevet.
Det var en tidlig morgen, nok en torsdag. Maja J, min danske roommate, og jeg var paa vej til broenden efter vand. Vi fiskede vand op, og pludselig siger Maja: Der er en slange i broenden! Og det var der sandelig. En lille sort slange der laa der og svoemmede rundt. Den var maaske 40 cm lang og ellers ret fesen. Maja fyldte min spand, soergede selvfoelgelig for at fiske udenom den, og saa gik jeg ind til vagten med nyheden.
Ind paa badevarelset med spanden, og saa ud igen efter mere vand. Da jeg kom derud igen, kom vagten gaende med Majas spand, og saa kunne jeg lige kigge ned til den meget levende og vridende slange. Maja fortalte, at han lige havde vaeret nede i broenden efter den. Jo, han kravlede ned i broenden for at hente den op!
Slangen er doed nu. Den fik et gok i hovedet, af selvsamme supermand der kravlede ned i broenden. Alligevel rart at han er saa modig, ham der passer paa os. Han fortalte mig bagefter, at slangen var utrolig giftig. Den lille sorte slange. Hvis den havde bidt os, havde vi maaske ikke naaet paa hospitalet, inden vores liv var ovre. Saa vi siger tak til slangen, for at den ikke hoppede op i vand-henteren, og tak til Ham den store foroven for at passe paa os.
Abonner på:
Opslag (Atom)
