Hausa skole 1:
Sanu = goddag, hej eller hilsen
Sanu da zuwa = velkommen
Sanu da ayki = godt gjort/klaret (Hilsen til dit arbejde)
yaya gida = hvordan går det med huset?
yaya yo = hvordan har idag været?
yaya dabobi = hvordan går det med dine kvæg?
yaya kommi da kommi = hvordan går det med hele?
yaya gikin ki = hvordan har din krop det?
yaya ayki = hvordan er arbjdet?
Inakwana = hvordan har din nat været? (godmorgen på dansk)
Abinchi = mad
Inagin yunwa = jeg er sulten
Ting jeg lagde mærke til fredag d. 10. Oktober
- En dame med sit vasketøj på hovedet.
- En gammel, rusten hvid Bobbel [bil]
- En smuk, smuk morgenhimmel. Der var også dis til morgen. (Så blev det lige lidt bedre at hente vand)
- Min nye kjole [girafkjolen] der hænger på en bøjle på et søm og glæder sig til i morgen, hvor den skal til bryllup
- Moses’ bukser [Moses er fra Gidan Bege] er alt for store og hænger ret langt nede om hofterne
- Moses kunne heller ikke huske at sol hed ’sun’, han kaldte den ’moon’ [måne]
- Hvor er det finurligt at lægge sig til at sove, hjernen går ud, og alligevel vågner man næste morgen – indtil man ikke vågner igen
- En mand med en gammel slidt papkasse på hovedet. Han gik med den uden at støtte med hænderne. Det lignede lidt, at han svævede forbi vinduet til klasseværelset. Eller måske svømmede.
- Mama Alex [lærerinden på Gidan Bege] er godt nok fed. Spekulerer over, hver gang jeg ser hende, hvad mon hun spiser. Og konstaterer at hun nok ikke er typen der mangler mad.
- Manasseh [også fra Gidan Bege] har den halskæde på, som drengene har lavet med Maja og Maja. Den har Nigerias flags farver og et spraglet kors
- På den plakat jeg lige har hængt op, i det nye klasselokale, stod der ”Bimbo is a good girl”. Plakaten handlede om navneord.
- Overfor Gidan Bege ved mekanikeren er jorden helt sort af olie
- To duer udenfor køkkenvinduet imens vi vaskede op
- Nana [en af de nigerianske volontører] lød helt begejstret, da hun spurgte, om hun ikke nok måtte få lov til at slå musen ihjel.
- Selvom det er koldt om morgenen, betyder det ikke, at det er koldt resten af dagen.
(Tag da lige og læs ’Naiv.Super’ af Erland Loe. Se det er en god bog! Inspirationen til at udforme denne liste har jeg fået derfra.)
Sådan som jeg forestillede mig et Afrikansk bryllup
Først og fremmest foregår det udenfor. Dernæst danser man hele tiden til lyden af dejlige trommelyde. Så er der noget med en brud i farvestrålende tøj, og en brudgom der danser vildt hele dagen fordi han er så glad. I kirken skulle der nok være en højtråbende præst, og folk skulle her danse og synge gospel. Stå og danse mellem alle bænkene. Det ville være en fest. En stor fest.
Sådan som det foregik i lørdags da vi var til Nigeriansk bryllup
Eunice skulle lige have sin kjole fra sin skrædder, inden vi kunne komme af sted, og så skulle vores chauffør Monday også lige dukke op. Så vi kom (selvfølgelig) for sent til kirken (Vi tog fra villaen 10 minutter efter at ceremonien startede). Alle sammen dresset op i vores uniform. [Uniform = vi har alle sammen det samme stof, og har så fået forskellige kjoler, fordi vi har bestilt forskellige hos skrædderen. – se evt. billede, hvis jeg kan få det lagt ind. Ellers så kan i jo se på facebook om der er bid.]
Ceremonien var begyndt. Gozie (brudgommen, ham vi kender) og Anita (bruden) er vist begge katolikker, det hele foregik i hvert fald på katolsk. Vi dukkede op under 2. Læsning. Der var noget tale ved præsten. Og det hele var egentlig ikke specielt interessant for at sige det ærligt. Men måske det var pga mine ikke opfyldte forventninger om vild sang og dans. Der var for resten også et andet par der skulle giftes ved samme ceremoni. Damen var dobbelt så stor som manden, med manden havde en stor stemme af sådan en lille mand. Det var lidt komisk. Men ja.
Det gik fint. Tror det var meget engelsk inspireret (jf. Nigeria er gammel engelsk koloni og det hele mindede meget om noget jeg har set på film)
Det var en stor kirke. Men der var rigtig mange der kom for sent. (Det andet brudepar kom vist også for sent, vi kom dog senere end dem, men det var heller ikke vores bryllup?) Kirken var næsten fuld da det hele var overstået, og næsten tom da vi kom.
Under selve vielsen giver man hinanden ring på ved at sige noget med ’faderen, sønnen og helligånden’ ved henholdsvis tommel-, pege- og langefinger når så man når til ringefingeren siger man ’amen’ og placerer ringen. Gozie var vist lidt nervøs, så han startede med lillefingeren. Så det var jo meget sjovt. Ellers skete der ikke det store. Udgangen fra kirken skete ved et optog, hvor vi fulgte efter bruden og brudgommen, selvfølgelig dansende til den dejlige musik.
Kjolen var forresten hvid, ikke just figursyet og fuld af blonder. Hun havde hvide handsker på. Det havde han også, det var blondestof. Han var i nålestribet cremefarvet jakkesæt. Skjorten var sort med hvide striber og slipset var gult med gule striber.
Receptionen foregik i en stor sal. Det lignede lidt et kæmpe forsamlingshus, med en scene i den ene ende og så stod stolene ellers bare på rækker med front mod scenen. Ja, som om man skulle se teater oppe på scenen. Oppe på scenen var der også stole. Det var her æresgæsterne skulle sidde. Der ved højbordet. Det må da også inkludere brud og brudgom? Men nej. De sad sådan helt ude til venstre på deres egne troner. Æresgæsterne blev kaldt op på scenen. Det var forældre, og sådan nogen som Maria og Jeanette der er kommet fra AIT for at komme til brylluppet.
Brud og brudgom kom også ind til receptionen med optog. Denne gang gik vi foran. Alle os fra AYPAD i vores giraf-kjoler eller -skjorter. Det er tradition her at man smider penge foran brud og brudgom når de går rundt eller danser. Ja, der blev danset lidt men ikke meget, og hver gang fløj det omkring med 20 Naira- sedler (1 kr). Pengene er selvfølgelig gaver til brudeparret. Vores gruppe syntes lige vi skulle danse specielt med dem. Så stod vi der og dansede oppe foran rundt om brudeparret. Jo jo, der er gang i den. De store taler var der ikke mange af. Der var lidt kommentarer omkring bryllupskagen og så var der en der holdte en lille tale i starten, men ellers var det meget med Gud og at sige tak til selvsamme.
Jeg snakkede i telefon med mor søndag, og hun spurgte sådan lidt til den store festmiddag, så jeg kan jo lige fortælle at festmiddagen bestod af ris. Sådan nogen ris vi får i villaen hele tiden. (De smager godt i villaen i hvert fald.) Hertil var et lille stykke kød. Ja, jeg må hellere sige lille bitte for at det kan forstås i Danmark hvad jeg mener. Herligheden var serveret i flamingo-kasser og med en plastikske til. Brud og brudgom fik for resten ikke noget, og der var ikke rigtigt sat tid af til at spise, det gjorde man bare sådan som man bedst havde tid.
Det er nok lidt svært at forholde sig til, og det er jo ikke just hvad man forventer af en bryllupsfest, men når ret skal være ret så har de jo helt andre madkulturer her, end vi har i Danmark. Vi tog derfra 17.15, der var receptionen slut, og dem der havde lyst til at blive og danse kunne gøre det. Det havde jeg, men sådan går det jo ikke når man er i en gruppe og gruppen har bestemt at den vil hjem.
Navne man kan have i Nigeria når man er en pige
- Blessing (Velsignelse)
- Mercy (Nåde)
- Divine Favour (Guddommelig velvilje)
- Patience (Tålmodighed)
Navne man kan have i Nigeria når man er en dreng
- Lucky (Held)
- Monday, Tuesday, Wednesday, Thursday, Friday, Saty, Sunday (Mandag, Tirsdag …)
- Thankgod (Takgud)
- Vision (Åbenbaring)
- Melody (Melodi)
Oversvømmelse på værelse 2
Der var vand i hanen. Så kunne vi jo lige bruge bruseren til at fylde den store ”drum” med vand.
Maja vågnede midt om natten, for hun skulle på toilet. Og så fik hun meget våde fødder. For der var jo vand over hele badeværelsesgulvet. Man skal altså lade være med at gå i seng mens vandet løber. Ved badekarret stod 5 cm vand. Men det var ikke kun på badeværelset der var vand. For mens Maja soppede rundt i vandet ude på badeværelset spredte vandet sig, grundet de nylige bevægelser, til selv værelset, og løb i en fin lille å ud under min seng. Ja. Hun fik slukket for vandfaldet. Og vi brugte hele morgenen på at skovle vand sammen. Og op i spande, og badekar. Ja, man kan undre sig lidt over at ingen har overvejet at lave en afløbsrist i gulvet på sådan et flot badeværelse. Men nu er gulvet blevet grundigt vasket på værelset. Også under sengene. Vi skulle jo lige have løftet madrassen inden vi kunne få vandet væk. Skaden er gjort god igen, gulvet er tørt, og de penge der var gemt under en lille kommode er også blevet tørre igen. Men hvor tog det dog lang tid at få alt det vand op. Det havde været hurtigere at fylde den stor ”drum” to gange med en spand hver og en brønd. For resten er brønden nu løbet tør for vand. Men der er en anden en lidt længere væk. Så vi løber ikke tør endnu. Og så kan vi jo altid be til at det vil regne om natten.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar