Halvvejsstatus, og nyt arbejde.

Halvvejs-status
Nu sidder jeg her (fredag), det er dag nummer 46 i følge min dagbog, og det vil sige at vi er halvvejs. Og ja, tiden er fløjet afsted. Hold fast hvor går det stærkt. Og det mest utrolige er, at jeg stadigvæk får nye oplevelser hver dag. Det er noget andet end at gå i skole, hvor hver uge ligner hinanden til forveksling. Jeg sad i bussen på vej hjem fra arbejde den anden dag, og tænkte over, at nu lagde jeg ikke helt så meget mærke til afrikanerne, og alle de ting der er så utrolig meget forskelligt fra Danmark. Eksempel: Nu sidder jeg mest og kigger nysgerrigt på varerne i boderne (med mit shoppegen i fuld gang) i stedet for at kigge på sælgeren. Jeg er nok ikke så overrasket over, at det er blevet sådan, det er nok bare en konstatering af, at alt ikke virker så nyt mere.
Men det skal sandelig ikke betyde, at man ikke bliver overrasket hele tiden alligevel. Den anden dag så vi f.eks en chopper, hvor passageren sad med en kæmpe (og jeg mener kæmpe, måske snakker vi 2 meter i højden) glasrude på skødet. Chris sagde at lastbilen, der skulle køre den, nok ikke kunne komme op af bakken, og derfor kørte de så rundt på en motorcykel med ruden på låret. Løsninger er der nok af, man skal nok bare lige lede lidt længere som dansker før sådan noget springer op i hovedet som en idé. Og så har vi også set en hestetransport. En stor lastbil (nej, ikke som en dansk lastbil, nærmere som et lad med træsider (dog ikke hele vejen op) og tag. Og i denne stod hestene så med siden til bagenden (altså sådan at de kørte i sidelæns-retning). Jeg kunne lige skimte en hest fra de andre. Den var ikke som jeg er vandt til at se heste. Den var nemlig frygtelig tynd, med ribbene tydeligt fremtonende i siden, og det skulle ikke undre mig, om de alle var underernærede som den (også på mange af hundene hernede kan man tydeligt se ribbene). Men det underligste var, at ovenpå lastbilen, ovenpå taget lå æsler. Tæt pakket. Lyslevende. Så lå de der og kiggede. Sikke et syn. Ja, man kan ikke andet end at ryste på hovedet over det. Hvor ser det dog groteskt ud. Men pointen var, at sådan noget lægger jeg stadig mærke til!

Livet i villaen går ganske godt. Det er jo spændende at lære en ny kultur og kende, men hvor kan man dog også blive dybt irriteret, når tiden ikke er noget, man lader sig kontrollere af, og når der kommer 2 ekstra nigerianere om morgenen på værelset for at gå i bad, fordi de ikke lige kan finde ud af at organisere sig på de andre værelser.
På vores værelse går vi alle 4 i bad hver morgen, så vi har lavet en plan for hvordan det skal foregå. På de andre værelser er det som regel kun negerianerne der går i bad om morgenen og det betyder at det ikke bliver planlagt. Hvilket betyder at der f.eks. en morgen var 6 i bad hos os, 2 i bad ovenpå og 1 i bad inde ved siden af. - Der er noget der der ikke helt går op. Men sådan er det jo, og selvfølgelig skal alle have lov til at komme i bad.
Skal jeg sige det sådan: Det går godt, og selvom vi bor 14 piger i et hus, har der endnu ikke rigtigt været seriøs bitch-fight endnu. Det er dejligt. Heller ikke nogen malaria endnu. Jeg satser på at klare de næste 6 uger med samme glans, og lader helt være med at lægge mig. Men nu må vi se. Det skulle være et lille mirakel hvis vi allesammen gik fri.

Ting der savnes
1: Marabou - lys mælkechokolade
2: Marabou - lys mælkechokolade med hele nødder
3: Marabou - lys mælkechokolade mad hakkede nødder
4: At gå et smut i biffen, få en pose m&ms og et glas sweppers og nyde en god film
5: At sidde bag rattet i en bil på vej til Burger King
6: Mine ansigtsmasker - hvorfor i al verden lod jeg dem blive hjemme?
7: Mine kjoler og mine dejlige sko og at tage dem på for at gøre mig fin til en fest
8: Desperate Housewives i TV mens man har triplechocolateis i hånden
9: Internet (der er i orden) når jeg har lyst til at læse på gossip, og sidde på messenger og stene lidt, mens man lige sidder og nyder en rugbrødsmad med varm leverpostej
10: At putte under dynen i min egen seng (uden myggenet i hovedet) en kold søndag morgen med noget tegnefilm
(lagde du mærke til hvor mange der var mad med i? - hmm)

Ting jeg ikke savner
1: At det ikke er solskin det meste af dagen
2: At man ikke kan gå i sandaler
3: Overraskende nok så savner jeg ikke vaskemaskinen, selvom det selvfølgelig ville gøre rengøringsdagen lidt lettere, men det er nu også meget hyggeligt at stå 4-5 og snakke mens man vasker tøj (og bliver brun)
4: At blive vinterdeprimeret fordi solen bliver bag skyerne
5: At det er fesne 10 grader - hvad skal man bruge det til, andet end at tage fine støvler på?
6: At stå (for sent) op klokken 7, for så at skynde mig for at nå et bad og sluge noget mad, med andre ord, fortravlede morgener.
7: Og efter den fortravlede morgen, så at kravle op på cyklen og cykle 6 km i modvind (seriøs modvind = øv) og selvfølgelig komme 10 minutter for sent
8: At man aldrig bliver brun (når man er modstander af solarie, og ikke er hudtypen der bliver brun med det samme man kigger ud af vinduet en forårssolskinsdag)
9: At høre kommentaren: "Hvor er du dog bleg" (hernede er verden mere sort/hvid på det punkt, og det er ikke skidt at være bleg (yes!), det er bare specielt, og lidt på den gode måde)
10: Stanken fra køleskabet når far har fået ny ost (her stinker det bare af dårligt når de laver rigtig slimy - det er tilgengæld også 100 gange værre end klam ostelugt)

Tilbage til fremtiden
(-et par timer en søndag eftermiddag)
Tilbage til Danmark, sådan føltes det i eftermiddags, da vi var på besøg hos to missionærpar, der bor her i Jos. De bor på samme compound men i to huse. "The blue compound" hedder den, for det ene hus er lyseblå som himlen. Og selvom vi ikke rigtigt kender dem, så var det alligevel som at komme hjem til et familiemedlem man havde kendt hele livet. For de forstod én fra første øjeblik. De forstod alt, hvad man fortalte om hvordan det er at være i Nigeria. De kunne også fortælle om at komme hjem igen (for deres vedkomne på ferie).
Men ikke nok med det. For vi følte os hjemme, inden vi begyndte at snakke, lige da vi trådte ind af døren i huset. Det var jo som et dansk hus. Der lugtede rent! Der var ikke klam støv over det hele. Der var billeder på væggen, der var glas-glas (i Villa Papito drikker vi af plastikkrus), der var hyggeligt at være, fordi der var hyggeligt. Ikke kun pga menneskerne. Der var en hund, der ikke var blevet opdraget af folk, der er bange for hunde. Der var en have! Der var græsplæne! Og der var en lille hvid dreng, der legede med sin træhytte i haven. Jamen, det var (næsten) som et dansk hjem en varm sommerdag. - Bortset fra appelsintræet og kaktusserne i hjørnet af haven.
Det bedste var hyggen. De havde bagt boller og kage. Og småkager! Og der var kolde sodavand og varm kaffe, til dem der lystede det. Vi fyldte vores tallerken og satte os ud i haven under et træ for at spise. Og her sad vi så og snakkede om Nigeria, Danmark, fremtidsplaner og livet i villaen. Lidt af hvert. Rigtig hygge. Ja, det er måske svært at forstå det, men hygge det forstår nigerianere ikke. Og hvis de et kort sekund har det, så har de ikke et ord, der beskriver det.
Jeg har været lidt ærgelig over, at nigerianerne ikke rigtigt har spillet med os om aftenen. Indtil det gik op for mig, at grunden til at jeg var lidt træt af det og følte de meldte sig ud af fællesskabet ved at gøre det, var at det er gennem hygge, jeg får nye venner. Det er gennem hygge, at jeg som dansker lærer et nyt menneske (bedre) at kende. Og for dem at se er det at spille spil måske bare tidsfordriv, mens det for mig er meget mere. Det er altså underligt at man ikke har det begreb hernede. Men måske de når at lære, hvad ordet hygge betyder inden vi tager hjem. De er ved at forstå, at det tit har noget at gøre med mad, og at hvis man har stearinlys tændt så hjælper det også. Men når vi tænder stearinlys mens der er strøm og derfor lys i lamperne, så synes de simpelthen, at det er for underligt.

Ole Bole gik i skole
I dag, mandag, startede vi på nye arbejdspladser. Jeg har flyttet fra Aisha til en skole. Victory School. Det er jo altid lidt træls at skulle skifte arbejde, for når man starter et nyt sted, er der en masse nye ting at sætte sig ind i, men det gik nu ok.
[Der løb lige en mus ind under min seng, og ja, den er god nok, jeg kravlede op på stolen, jeg sad på og stod der i 5 minutter, inden jeg turde gå ned på gulvet for at skynde mig ud i dagligstuen med min computer. Min musefobi er endnu ikke kureret, og jeg har ikke planer om selv at gå på musejagt!! Nej, derimod er jeg lidt bange for, at jeg ikke kan falde i søvn i aften, med mindre nogen fanger den og slår den godt og grundigt ihjel. - Tilbage til skolen]
Nana (én af de nigerianske volontører) og jeg ankom og fik tildelt en klasse, efter hvilket niveau vi gerne ville undervise. Jeg kom i Primary 2, der vel svarer til 1.-2. klasse i Danmark. Nigerianerne starter når de er 3 (hvis deres forældre synes) i Nursery School, der er 3 niveauer, og efter Nursery School skulle de gerne være i stand til at skrive lette ord og deres eget navn, altså sætte bogstaver sammen. I Primary 2 (her er de 7-8 år) er de lige nu ved at lære om ulige/lige tal, i engelsk læste de lidt om Sekina og hendes magikse frø. - Al undervisning hernede foregår på engelsk, for der er jo 250+ forskellige sprog i Nigeria, så engelsk er det officielle sprog. Det lyder jo alt sammen meget tilforladeligt. Men det er bare overhovedet ikke som dansk skole. For i Nigeria slår man børn. Ikke bare i skolen, men også derhjemme vel og mærke. Børn i Nigeria får slag, eller trusler om slag, og hvis forældrene ikke gør det, synes andre at de er dårlige forældre. Det er jo deres pligt at opdrage børnene. Ja, de får slag i skolen. Hver eneste gang de var urolige fik de lige slag med sådan et langt stykke gummi. Jeg vidste det godt på forhånd, vi har fået det at vide, men det var altså hårdt at se det i virkeligheden. De sad 49 børn inde i klassen. 49 børn i et klasseværelse på ½ størrelse af et dansk klasselokale. Her sad de mast sammen på bænke med 3-4 børn på hver. (Jeg skyder på at bænkene er omkring 1,3 meter lange.) Så selvfølgelig er børnene urolige. Som I nok kan forestille jer, er det jo nemt at drille hinanden, med 50 børn i samme lokale, og så når de sidder så tæt, så er der jo ikke engang plads til, at de allesammen kan ligge deres skrivehæfte på bordet og skrive allesammen på én gang.
Lærinden var meget sød (overfor mig). Hun bød mig pænt velkommen og gav udtryk for, at hun var glad for, at jeg var der. Og hun og jeg aftalte at jeg skal undervise i matematik i morgen (tirsdag). Måske jeg også lige skal nævne, at det ikke er en lærer til hvert fag, som i Danmark, men en lærer til hver klasse. Så starter hun om morgenen med et fag, og når hun er færdig med det, hun har planlagt, så tager hun det næste. Igen kommer den nigerianske tidsfornemmelsen ind i billedet. Det er nigerianeren der kontrollerer tiden, ikke tiden der kontrollerer nigerianeren. Hun skulle undervise i, hvad de forskellige kropsdele på en hane hedder, og hun forklarede det så fint, rigtig pædagoisk. Men andre af hendes undervisningsmetoder var måske knap så pædagogiske.
I engelsk skulle de lave nogle skriveopgaver. De skulle kopiere en sætning fra deres bog over i hæftet og så udfylde det ord, der manglede, hvor der var en linie. Hun forklarede dem lige, hvordan de skulle gøre det, og så gik de ellers igang. Når så de var færdige med de 4 sætninger, kom de op til lærinden med deres hæfte, så hun kan rette. Jeg fik også lov til at hjælpe med at rette, og gjorde selvøflgelig meget ud af at forklare hvert enkelt barn, hvad fejlen var og hvordan de skulle gøre det rigtigt. Mens nogle af dem kunne læse flot og nærmest flydende, kunne andre ikke finde ud af at kopiere ordene fra bogen over i hæftet på den rigtige måde. Og når de så gik op til lærinden for at få tjekket, så sagde hun ikke "du har altså ikke skrevet rigtigt, se du skal skrive det her, og sådan her skal du gøre", nej det var mere "ALTSÅ hvor dum er du, at du ikke engang kan finde ud af at skrive af efter bogen, tag dig nu sammen, gå tilbage til din plads og visk ud og skriv det rigtige, nu bliver du nødt til at få rettet igen". Det er tydeligvis ikke lærerindens skyld, hvis barnet ikke kan finde ud af det, ikke engang hvis størstedelen af børnene ikke kan gøre opgaverne rigtigt, det er derimod barnets egen skyld. Det skal jo bare tage sig sammen og høre efter, koncentrere sig og lade være med at være urolig. - Hvordan kan man tro at 50 børn, stuvet sammen i et klasselokale, kan have en chance for at koncentrere sig.
Ja, jeg sidder tilbage med en underlig fornemmelse, for hun er rar, hun virker virkelig som en god lærer (efter nigerianske standarder), men hun var jo også bare så ond ved børnene en gang i mellem. Og selvom det kan lyde hårdt, så ved jeg jo godt, at sådan er det hernede. Børn bliver bare behandlet anderledes. Selvfølgelig er det ikke noget, man som dansker har nemt ved acceptere, men jeg ved det jo godt, at jeg ikke kan ændre på det for alvor. Og jeg har måske vænnet mig så meget til tanken, inden jeg kom, at jeg ikke er dybt dybt chokeret over dagens oplevelser. Jeg har hørt dem true deres børn, og andres børn med slag, men det var første gang jeg så dem slå på børnene på med mine egne øjne.
Er også lidt bange for i morgen, når jeg skal til at undervise. Jeg skal jo fange 50 børns opmærksomhed, så de kan lære det, jeg skal lære dem. Og hvis det ikke lykkedes, hvis de sidder og er urolige, så får de jo slag. - Og ja, jeg vil godt nok sidde tilbage med en klam fornemmelse i maven af, at det er min skyld hvis det sker. Men jeg må jo bare gøre mit bedste, og be til at børnene kan blive fanget af det skønne ved matematik.
Dagen endte med en bragende hovedpine til mig. Ikke på grund af bekymringer, men på grund af larmen. De lærer jo ved at sige ting i kor hernede. 50 børn der råber noget i kor, det lyder meget højt! Men jeg kan da også godt forstå, at de ikke kan dele klasserne op i mindre klasser. Så skal der jo dobbelt så mange lærere til, og det betyder jo at de penge, det koster at gå i skole, bliver fordoblet, og de har jo slet ikke klasselokaler nok til at kunne rumme det. De skal jo betale for skolen hernede, de skal betale for bøger og for deres egen uniform. Tænk hvis nu skole-pengene blev fordoblet. Så var der nok flere, der ikke kom i skole. Det er det der med balancegangen.
- Hvor er vi dog heldige i Danmark. Tænk sig, vi skal ikke betale (direkte) for at gå i skole, og alligevel er der ikke mere end 28 i hver klasse. Bøgerne får vi, og vi skal heller ikke bekymre os om penge til uniform.

(Tomour (hun er 3½ og en af mine yndlingsnigerianere, den lille darling, hun går forresten i nursery 2) sidder lige ved siden af og fortæller om hendes dag i skolen og at hendes lærinde var sød ved hende i dag, for hun slog hende ikke. "Vi startede med at bede. Jeg bøjede bare hovedet, så slår hun mig ikke, så længe jeg bøjer hovedet. Men hun slog nogen af mine venner." (Jo de er kun 3-4 år i hendes klasse!) ... "Jeg kom op til tavlen, og min lærinde gav mig en lineal, så jeg kunne nå og pege på bogstaverne. Så jeg kunne sige "stort A ... lille a" [osv] så skulle mine klassekammerater sige efter mig. Og alle skulle kigge på tavlen, der var én der ikke gjorde det, og så slog hun ham." "Alle kan godt lide at slå på min skole."- No wonder hun ikke kan lide at skulle i skole. Hun sidder forresten lige og fortæller hvad alle bogstaverne, jeg har skrevet er for nogen. Dem kan hun lige i en alder af 3½, og tallene fra 1-20 kan hun også. Ja, de starter tidligt i skole hernede!)
[- og musen blev ikke fanget eller fundet. Så nu skal jeg have sat musenettet (myggenettet) rigtig godt fast under madrassen, inden jeg går i seng. Håber ikke jeg vågner op en nat med en mus på min mave, for så ved jeg da slet ikke hvordan jeg vil reagere (det lyder måske sjovt, men det er det ikke!) Må man få lidt medfølelse tak!]

Det var vist romanen for denne gang. Ja, hvis det er for meget at læse er jeg meget ked af det, men der er så meget jeg gerne vil fortælle, som jeg gerne vil prøve at beskrive, så I måske forstår det lidt?