Nu er der under en måned til vi skal hjem igen. Vildt

En tur på shopping
Mange ting er billigt hernede i forhold til Danmark. Så vi nyder selvfølgelig at komme på marked. Her i Nigeria prutter vi om alting og nogle af sælgerne kan sjovt nok se på os at vi kommer fra vesten, og derfor er der også nogen af dem der prøver at snyde os. Som regel skal man lige have gjort op med sig selv inden man går i gang med at forhandle hvad man vil betale. Og hvis man har en nigerianer med sig til at fortælle én en realistisk pris så er det kun guld.

Man vælger sin vare, og så spørger man: ”Hvad skal du have for den her?” Sælgeren siger så en pris. Denne pris er for høj og så siger man: ”Nej, det er alt for meget.” Og så er der ellers forskellige taktikker herfra.
1) Man kan vælge den kolde taktik og bare lægge varen fra sig igen og enten kigge på andre varer i samme bod, eller også lade som om man skal til at gå. Denne taktik er god hvis man ikke brænder inderligt for at købe varen. Hvis sælgeren så ved at man ved at han har sagt en for høj pris så vil han som regel sige: ”Hvad vil du da gerne give?” Det er så her man siger en pris der er ALT for lille. Og så starter ’kampen’ hvor man giver sig lidt efter lidt og mødes et sted i midten.
2) Hvis man er meget interesseret i varen så siger man selvfølgelig bare en pris man har lyst til at betale, helst lidt under, og så ender man måske med at betale alt for meget alligevel, men helt ærligt. Så har vi jo sådan set råd til at blive snydt, selvom ’hvad der er sparet er tjent’
3) Man kan også vælge jamen-jeg-har-ikke-flere-penge-end-det-her-taktikken. Og så bare holde fast i at man altså ikke har de 200 Naja ekstra som han nu forlanger.
4) Der er også smiger-taktikken. Specielt håndværkere bliver glade når man smigrer deres arbejde.
5) Så er der vi-er-SÅ-gode-venner-taktikken hvor man i et venskabeligt toneleje siger ting som ”nu må du lige give mig en god pris” og ”det er jo ikke første gang jeg handler her” (og hvis det faktisk er første gang, så sige ting i stil med ”Du vil jo gerne have at jeg kommer og handler med dig igen?”)
6) Man kan også begynde at finde fejl ved varen, og lægge vægt på dem.
7) Når man når til et punkt hvor man står og diskuterer om de sidste 100-200 Naja, og hvis man så tilfældigvis har lige penge, tager man pengene frem, vifter lidt med dem, og siger: ”vil du have pengene eller ej, det her ER min sidste pris” og som regel så vil han gerne have pengene, og så får man sin vare.
Det vigtigste er at være stædig, ikke at give sig for tidligt, og så at spotte dem der vil snyde én. Det kan godt lyde svært, men det er det faktisk ikke. Man kan høre hvor hurtigt de går ned i pris, og så kan man faktisk også se det på dem.
Jeg har købt sådan en lille fin gå-i-byen-taske. Lige præcis den model sælger de mange af hernede, de er i hvert fald mange steder og i mange forskellige farver. Vi var alene af sted os danskere, uden nigerianere, men jeg havde heldigvis spurgt hjemmefra hvad man skulle give for sådan en, nemlig 300 N. Sælgeren startede på 800 N. - Det er sådan en situation at man godt ved at han vil prøve at snyde en. Jeg kiggede på ham og grinede anstrengt, for at udtrykke foragt og at jeg har visdom nok til at vide at det var alt for meget. Siger så til ham at jeg ikke vil betale mere end 200 N. Han siger så noget med at det er et bestemt mærke, det er originalen, og at den derfor er 800 N værd. På dette tidspunkt var jeg slet ikke i tvivl om at han stod og løj så det baskede. Jeg siger til ham at jeg nærmest ikke kunne være mere ligeglad med mærket, jeg vil ikke betale mere end 200 N og sådan var det. Her omkring går det så op for ham, at jeg nok godt ved at man normalt køber den slags taske for 300 N, så han siger at hans sidste pris er 350 N. Ja, han gik lige 450 N ned i pris mere end 50 %, og selvfølgelig kun fordi jeg var mere stædig end han. - Vi endte selvfølgelig på 300 N. Og jeg gik derfra som sejrherre, sådan føler man det nemlig lidt. Ja, hver eneste køb er en kamp, lige ned til de sidste 50 N (2,5 kr).
En lille oase
På vores sidste shoppingtur kom vi sent af sted, for vores chauffør, Monday, kom for sent på arbejde. Vi aftalte derfor med Eunice at vi ville spise i byen. Og hvilken fantastisk idé vi fik der. Nede ved det store marked i Jos er der nemlig en café ved navn ”net café”. I Danmark ville vi nok kalde det et hyggelig og ganske udmærket pizzaria. Men her er det ikke bare hyggeligt og ganske udmærket. Det var jo som at komme hjem, altså næsten. Der var flere hvide end der var sorte mennesker herinde! Og hvad kunne man købe? Man kunne få burger, pomfritter eller pizza hvis man lystede. Vi satte os ved et bord og blev betjent af en tjener. Hygiejnen var i orden, der var aircondition, jamen jeg kan slet ikke forklare hvor dejligt det var. Vi bestilte og efter 20 minutters ventetid var maden klar. Jeg fik en hamburger kaldet ”double dekker hamburger” og ja, der var to bøffer i!! Hernede svarer det til ca. 2 ugers kød. Det var simpelthen ubeskriveligt lækkert. Jeg kan slet ikke forklare hvor glad jeg var mens jeg sad der og spiste. Eller hvor mæt jeg var bagefter, for der blev virkelig spist igennem. Sådan en omgang der kan bare gøre en lykkelig indeni. Det er ret vildt, men sandt og jeg bliver glad nu bare ved tanken. Tænk sig at få lov til at føle sig lidt hjemme. Det sjove er at jeg i Danmark bare ville spise der fordi det var mad til en overkommelig pris og ikke på grund af atmosfæren. Men lige der i lørdags, hvor vi sad og spiste var det som at komme hjem til Danmark. Ja selv håndvasken på toilettet virkede. Lena og jeg udbrød et lille glædesskrig da vi opdagede det. Vi var der en time, en time i sådan en oase kan betyde så ubeskriveligt meget for ens overskud.
Når en nigerianer fortæller om Danmark
Nu vi snakker om mad så er vores kok kommet hjem fra Danmark. Vi tager selvfølgelig i mod ham med glæde i vores sind velvidende at vores arbejdsbyrde bliver lettet, og at Eunice nu ikke længere både skal være kok og værtsmor på samme tid. Jeg spurgte om han ikke ville fortælle mig om mit eget land, om det ikke var koldt, og jo, det var koldt. ”Men Danmark er bare så flot, virkelig flot, alt er pænt. Jeg savner Danmark. Så er der så meget forskelligt brød. Der var det her brune brød med en masse nødder i. Og se, jeg har stillet skraldespanden ind under vasken. Der står den i alle køkkener i Danmark.”
Den anden dag snakkede jeg med Agnes (én af de nigerianske volontører) om at komme hjem, hvor mærkeligt det bliver at skulle forklare om Nigeria til folk der ikke har været her. For det kan man ikke? Ikke så de forstår det i hvert fald. Ikke med mindre man har været her, der er nok gået op for mig allerede nu. Ikke at jeg ikke vil gøre et forsøg. Men det er bare umuligt at få alle ting med så folk forstår det. Agnes fortalte mig at hun kunne godt forstå det lidt, alt det her med at de to lande er så forskellige, for hun har hørt om Danmark fra Hauwa (en dejlig dame der også bor på vores compund). Hauwa har nemlig været i Danmark en gang. I Danmark stopper busserne jo et bestemt sted. Til en bestemt tid. Og hvis ikke man kommer til tiden, ja så kan man få lov at vente til næste bus. Måske to timer. Det er en af de ting en nigerianer syntes er vildt. Det siger måske lidt mere om deres tidsopfattelse. Og ja, Hauwa havde også beskrevet Danmark som pænt, rent og flot. - Alt er flot. Jeg kan egentlig godt forstå at de må synes det. Jeg synes jo alt er grimt i Nigeria, med undtagelse af den smukke natur. Arh, grimt og grimt? Men kønt er det ikke, men slidt og brugt kan jo også have sin charme, og man lægger egentlig ikke så meget mærke til det mere. Selvom der er plads til forskønnelser på mange punkter. Men hvad skal man også gøre hvis man ikke har pengene til at gøre det fint, og regeringen går mere op i at skrabe penge til side til medlemmerne? - Eller hvad de nu laver?
Jeg var ude og gå en laaaang tur med Faith (én anden af de nigerianske volontører) den anden eftermiddag. Vi så en flot, skinnende, rimelig stor bil. Og hun fortalte at de havde mange flotte biler i Nigeria, de var bare mest i Abuja (Hovedstaden). Jeg smilte for mig selv og tænkte at vi også har mange flotte biler i Danmark, faktisk ser alle biler sådan ud. Men jeg valgte ikke at sige noget, for man skal jo heller ikke gå og prale hele tiden, og jeg ved ikke om hun ville tro på mig hvis jeg fortalte det. I hvert fald ville hun ikke kunne forstå hvad det gør ved vejenes udseende. På den anden side, jeg tror nu ikke at min far ville udsætte sin bil for de veje hernede, ikke engang 4-hjulstrækkeren.


indlaeget her er hverken rettet eller noget, det var der ikke lige tid til, men mon ikke I godt kan forstaa det alligevel.
Jeg kan lige tilfoeje at naeste tirsdag er sidste gang jeg skal paa netcafe, hehe, hvis der er nogen der synes de skylder mig en mail?