Hvor jeg lever og hvad jeg lever af

Jos - Byen hvor jeg bor
En by lige midt i Nigeria. Og en stor en af slagsen. En halv million indbyggere, det var i hvert fald, hvad der stod på nettet - men har ikke indtryk af, at der er nogen, der har talt? Mange mennesker, det er her i hvert fald. Det kan jeg se, når vi kører rundt til de forskellige arbejdespladser om morgenen.
Vejene vi kører på hullede og slet ikke samme kvalitet som i Danmark, men det ville også være undelrigt, hvis noget hernede var af samme kvalitet som hjemme. Men det er dog langt fra så slemt, som jeg havde forestillet mig. Måske skyldes detm, at alle folk på forberedelseskurset snakkede om det. - De dårlige veje. Hvad der er værre er alt det skrald, der ligger og flyder alle vejne. Og det er virkelig ikke små mængder. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal beskrive det, men jeg kan da starte med at fortælle, at den Nigerianske regering prøver at løse problemet ved at ansætte damer til at gå rundt i orange veste og feje? Disse fejedamer kan vel ikke gøre noget imod de lokale, små lossepladser. Nogle steder ligger der bare kæmpe dynger med affald. En gang har der måske været en grøn plet, (eller det er nok mere korrekt at sige en brun plet, for græs har jeg ikke set meget af,) men nu er der bare skrald. Bunker af skrald. Og i naturområder i Jos (vi var en dag ude at gå tur her) ligger skraldet langs de små floder, fordi vandet har båret det fra byen ud i naturen. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det klamt? Men det er grimt, og det gør bare alting mere beskidt at se på. Det er dog ikke kun skraldet, der efter min mening er grimt.
Der ligger selvfølgelig også huse langs med vejene. Grundene hernede er som regel omringet af en mur, så det er egentlig kun mure, vi ser, når vi kører på veje, der ligger ud til i bolig-områder. På nogen af murene står "Not for sale" (ikke til salg) med grimme spraymalingsbogstaver. Forklaringen på dette er, at folk render rundt og sælger huse de ikke ejer, eller har noget med at gøre, for at få hurtige penge. Så bare for at hjælpe de potentielle købere har ejerne af husene skrevet "ikke til salg" på deres mure, så man ikke kan være i tvivl. Men synderligt kønt er det ikke! Husene er generelt ikke særlit kønne. Mange af dem kunne godt bruge en ordenlig omgang maling, eller det der var mere ekstremt.
Der er mange biler på vejene, dog ikke at sammenligne med danske eller amerikanske forhold, og der er rigtig mange motercykel-taxaer (her kaldet en chopper). Selvfølgelig ikke sådan en rigtig harley-davidson motorcykel, men sådan en høj motorcykel der ligner en stor knallert. Hvem ved, måske er det faktisk en knallert? Chaufførerne af disse kører med hovedet under armen en gang i mellem. Vi har da også fået strenge ordrer på ALDRIG at sætte os bag på sådan en. Og ja, jeg tror heller ikke, jeg har lyst til at prøve. - Nogen daredevil har jeg aldrig været. Når vi er ude og køre, kan man til tider føle sig næsten omringet af choppere. Specielt hvis man lige holder stille i et kryds, for de smyger sig ind, der hvor det er muligt, og det er muligt - specielt hvis man ikke tænker så meget på sikkerhed. Det værste er næsten, at disse choppere bliver brugt som taxa'er. Derfor sidder der, i halvdelen af tilfældene, en passager bagpå (sikkert flere hvis det er muligt). Jeg så en dag en mand på vej til slagteriet, han sad bag på en chopper med tre geder på skødet. Gederne var selvfølgelig levende, de havde dog lige fået bundet benene sammen. Nu vi snakker om dyretransport. Køer, rigtige afrikanske køer som man har set på billeder og måske endda på tv. Sådan nogen med en bule i nakken og kæmpelange horn, måske 50 cm, måske endda mere. Sådan 4 køer kan man sagtens transportere på en ladvogn. Så ligger man dem ned, nærmest i en bunke, binder benene sammen og så kører man ellers bare afsted ud over de hullede veje. Så ligger køerne der og kukkelurer. Hvis de er urolige og bevæger hovedet for meget, så kan man jo altid lige binde hovedet fast til ladet også. Ja, det ser voldsomt ud, sådan en dynge køer. Jeg bliver lige rystet hver gang, der kommer sådan et læs kørende. Man kunne prædike længe om dyrevelfærd - men på den anden side så kunne man jo starte med menneskevelfærd. For tiggere er der også. Blinde mænd kommer gående med hånden på et barns skulder på vej til dagens arbejde (tænk: tiggeri), eller hvor de nu er på vej hen. Og de spedalske ligger langs vejene, der hvor bilerne er tvunget til at sætte farten ned på grund af vejens forløb (for nu lige at bruge en term fra køretime), og håber på, at nogen forbarmer sig over dem og kaster lidt penge ud af vinduet. Man får jo dårlig samvittighed over sin egen velstand, når man ser sådan nogen, men heldigvis er det ikke dem, der er mest dominerende der i vejkanten. For sælgere er der masser af. Der står jævnligt en og vifter med, hvad han (m/k) nu har at sælge. Som regel er det taletidskort, men det kan også være snackmad. F.eks. ristede majskolber eller peanuts.
Det er selvfølgelig også i byen, at der er markeder. I Jos er det store markeder, på grund af byens størrelse. Har også indtryk af at det er folk i byen der har det bedst, sådan rent velstandsmæssigt. Nok mest fordi de ikke er voldsomt afhængige af, hvordan høsten går, og hvor længe den holder. Men det er ikke noget, jeg kan underbygge med stor viden og saglige undersøgelser, ikke nogen undersøgelser jeg kender til i hvert fald.
Ellers er byen overraskende grøn for tiden. Men det skyldes nok mest af alt regntiden, der nu lakker mod enden. Varmen kommer i hvert fald snigende. Solbadningen er for alvor begyndt i Villa Papito. De skøre danskere der ligefrem ønsker en mørkere hud ligger ude ved poolen (der ikke er vand i, fordi den er i stykker) uden tøj og slikker sol. Ja, nigerianerne har ikke den store forståelse for foretagenet. Men dem om det. Det er rart med lidt solskin!
[tilføjelse: Nårh ja, så står folk og pisser alle vejne. Når man skal så skal man, og det skal man specielt i Nigeria. Og det er ikke kun mænd, men også kvinder der lige sidder på hug i græsset.]

Det der bare skal puttes i munden og det der skal nydes
Man kan jo altid fortælle om maden, når man kommer til et fremmed land. Maden her, den lugter og smager underligt. Den er brun eller gul, og nogen gange ligner den jeg ved ikke hvad (- eller jo, jeg ved det godt, men har ikke lyst til at sammenligne mad med det). Maden består mest af ris og bønner. Til risene er der som regel en sovs. Denne sovs kan være mere eller mindre slimet alt efter hvilke grønsager man lige vælger at putte i. - Den mest slimede kan trækkes op af tallerkenen på samme måde som et tyggegummi kan trækkes ud af munden. Det er svært at spise med en gaffel, og nigerianerne spiser det også med hænderne, så kan de nemmere styrer sovsen. Risene er lige klasket sammen, så det er ikke løse ris som i Danmark. Det ville godt nok også være langsommeligt at spise med hånden. Sovsen lugter ubehageligt, men i Nigeria er det faktisk uhøfligt at lugte til maden, så vi prøver at lade være.
Vi får også grønsagssuppe, eller grød eller hvad det nu skal forestille, Goté. Det er heller ikke det lækreste jeg længe har smagt, men det smager bare ikke rigtigt af noget. Til gengæld er der ben i, og dem nyder nigerianerne med største velbehag at sætte tænderne i. (Oplukker er heller ikke noget man bruger, og hvorfor skulle man det når man kan bruge tænderne). De hårde ben/knogler bliver ikke tygget, men de sidder og gnaver i det, så meget som de nu kan. Og når vi får fisk (tørfisk) spiser de fiskeben med største fornøjelse, i hvert fald nogen af dem. Troede ikke mine egne øjne da jeg så det første gang (jeg får mega kvalme, hver gang et fiskeben havner i min mund), men hvorfor også smide benene væk, når de nu kan spises? Puha.
Men selvfølgelig er det ikke al nigeriansk mad der er noget værre noget. Nogen gange får vi yellowfried-rice. Det er simpelthen lækkert at spise. Mmm. Det kan vi godt lide.
Selve kulturen omkring maden i Nigeria er meget anderledes end i Danmark. Der er mange af nigerianerne i dette hus der skal vænne sig til det at sidde omkring et bord og spise. Når man spiser i et 'normalt' nigeriansk hus, så sidder man hver for sig og spiser. Og hvis man sidder sammen og spiser, så spiser man i stilhed. Chris (vores værtsfar) fortalte at han ALDRIG i sit 36 år lange liv har spist sammen med sin far.
Vi skal også lære dem at spise med kniv og gaffel. Normalt spiser de bare med gaffel. Dette skyldes nok at der ikke er behov for kniv, for kødet er altid skåret ud i små stykker. Men når vi får dansk mad, skal vi selvfølgelig også spise den på dansk maner. Det er lidt spøjst at se en 22 år gammel pige prøve at finde fidusen i at stikke gaflen i kødet mens man skærer, så man har noget at holde ved.
Og nu skal det ikke lyde som om jeg sulter. For jeg spiser selvfølgelig det der bliver serveret, hvis det er godt nok til nigerianerne er det godt nok til mig. - og vi får dansk/internationalt mad en gang om dagen + morgenmad, så der er ikke noget at klage over. Men et godt måltid mad (læs dansk mad) gør nu meget positivt ved humøret.

(tilfoejelse 2: lige her paa internetcafeen savner jeg godt nok Danmark)