Nu er det mere varmt end det er regnvejr :)

Historien om at få internet i Villa Papito
Først og fremmest er alting forsinket i Nigeria. Hvis man kommer 2 timer for sent, kommer man stadig til tiden. (Har dog hørt noget om at man ikke kommer for sent på arbejde. Jeg ved ikke helt, om jeg tror på det?) Vi havde møde en dag, omkring fællesgave og fælles "uniform" til det bryllup vi skal til. Og mødet var sat til klokken 17.00, men mødet startede ikke før klokken 18.15. Og den sidste deltager mødte først op, lige da mødet var slut.
[Bonusfirkant: I Nigeria køber man ikke festtøj færdiglavet. Man køber et stykke stof, og så går man til en skrædder og fortæller ham, hvordan man vil have kjolen, og hvor stort ens hoved-tørklæde skal være. (Det lyder måske dyrt, og det er det vel også for en nigerianer. Men jeg har købt stof og fået syet min første kjole for 80 kr. - heraf 35 kr til skrædder). Når der så bliver snakket om uniform, er det fordi, man køber det samme stof, alle dem der vil følges som en grupppe. Så får man syet sin egen kjole med sin egen "style" (stil), men alle har samme stof.]
Nå men alting er forsinket, det var der, vi kom fra. Og ham, der skulle bestille internet, havde bestilt til en uge før vi ankom, med længst acceptabel forsinkelse til dagen før vi var i villaen. Da vi ankom, var der stadig intet internet. Det skyldtes at den regning, som skulle betales, før internettet kom strømmende gennem ledningerne, var ALT for stor, muligvis 3 gange for meget. Og det var noget rod. Så de ringede og fandt ud af, at der var kludder med adresserne. Så skulle adressen rettes, og den nye regning skulle komme. Og denne regning er vist stadig ikke kommet? Efter sigende fordi mændene, der skal ordne kludderet, er nogle meget forvirrede mænd, der glemmer at gøre det de lover. Næste gang man ringer, er det så en ny mand, og han lover og lover men holder intet. PT er der vist 3 mennesker, der arbejder på sagen. Vores værtsfar, Shino (adminstrator i AYPAD) og vores egen koordinator Lucienne fra DK. Men lige lidt hjælper det. Den midlertidige løsning med internetcafé hver tirsdag bliver måske til noget permanent. Det lød i hvert fald på Chris som om, at han var ved at give op. Hvor er det synd for ham, at han bor i Nigeria, og at folk ikke fatter noget.

Gidan Bege - Håbets hus
Efter en meget træls morgen sidste onsdag mødte jeg op på Gidan Bege, sur og træt. [Bonusinfo: den trælse morgen skyldtes nigerianeres åbenlyse mangel på evne for planlægning, og den frustration der kan komme ud af det.] Efter undervisningen sad Ayuba (én af drengene) på gulvet og tegnede. "Antie (tante) Kathrine, er du træt i dag? Har du lyst til at sove?". "Nej, jeg er lidt ked af det, jeg savner mine venner derhjemme i Danmark, og jeg savner min familie." Ja, det er sådan, man føler det de tidspunkter, hvor nigerianerne ikke kan forstå os, og vi ikke kan forstå dem. Man længes hjem til Danmark og til de vandte omgivelser. Lige dér i de øjeblikke er savnet størst. Men den 12-årige dreng kiggede op fra sin tegning, og sagde med den mest trøstende stemme, jeg længe har hørt. "Hvorfor, du skal jo hjem til Danmark igen?". Det lyder måske ikke som den største eller mest intelligente trøst. Men det var det! Lige der hvor jeg sad og følte mismodets nagende fornemmelser i maven. Lige der var det alt jeg havde brug for at høre. Og sådan er alle de dejlige drenge på Gidan. Jeg kommer virkelig til at savne dem, når jeg kommer tilbage til Danmark. Man kan se på dem, de har haft et hårdt liv. Man kan se det på deres ar og på måden de interagerer. Men allesammen, hver og én, har et hjerte af guld. Og selvom de fleste har prøvet at bo på gaden, leve af de penge de har kunnet stjæle, eller tigget sig til og set ting jeg aldrig kommer til. Så formår de stadig at elske og at være børn. Det er vildt på den gode måde. Jeg har prøvet at spørge nogen af dem ind til deres historie. Det er ikke noget, de kan lide at snakke om, og det kan jeg egentlig godt forstå. Tror mest af alt at de helst vil glemme det. Hvor er det bare dejligt, at der findes steder som Gidan Bege, hvor voksne ansvarlige mennesker gør noget for gadebørn.

Aisha, Aisha - passing me by (kan høre outlandish synge i mit hoved)
Ja, så kan det være anderledes frustrerende at komme til Aisha. Her er der ikke bleer nok, på grund af regntiden. Hva?! tænker du sikkert, det hænger jo ikke sammen. Bleer kommer jo ikke fra solskin? Men her har man ikke råd til at købe en ny ble, hver gang der bliver skidt. Så her bruger man stofbleer. Og ja, det kan være noget værre gris. Det klammeste, jeg har oplevet hernede indtil videre, er godt nok at vaske sådan nogen lortebleer. (Bare hvis det er glemt, så vasker man jo i hånden hernede!) Havde godt nok engangshandsker på, men at stå og gnuppe på sådan en omgang babylort, mens den uudholdelige kvalmende stank bare omgiver en, det er simpelthen ulækkert. Men det skal jo gøres. Og hvis vi skal have lov til at skifte dem, når vi kommer, så skal vi også selv vaske. Der er 2 bleer til hvert barn, tror jeg? Så når det er regnvejr, er der ingen tørre bleer, hvilket betyder, at babyerne ligger med en tung, tung stofble, (nogen gange fyldt op med lort) og stinker.
Til trods for det er jeg dog kommet til at holde af arbejdet derude. Sådan nogle små babyer er jo bare nuser. Og små sorte babyer er nu bare lige lidt dejligere at kigge på. Den ene dreng, Gabriel, er så gammel at han ikke bare går men også løber rundt. Han er simpelthen, et af de sødeste væsener jeg længe har mødt. Han kan ikke snakke (andet en bababa -hvilket heller ikke giver mening på hausa.) Men han forstår bare så mange ting omkring sig. Og han er så godhjertet. Han deler ud af legetøjet til de mindre babyer og i dag (mandag) fik han en frugt, som han ville dele med de andre børn også. Og så synes han, det er fantastisk med en bold, så man kan spille lidt fodbold med ham. (Fodbold og fodbold? Men han kan sparke til bolden og løbe efter den, så han er godt på vej!). Derudover så elsker han, når man spiller tromme på et eller andet. Så står han og rokker fra side til side (altså danser). Ham kan vi godt lide. Men på grund af hans aktive liv er det tit et ekstra problem med hans ble. F.eks. i dag, da han gik rundt og legede, lavede han pludseligt våde fodspor med den ene fod. Og i hans ene bukseben var der en stor deform klump, der ikke hørte hjemme dér. Jeg kiggede efter, og opdagede at det var bleen, der hang dér, nede om hans ene fod. Ja, den var selvfølgelig mere end våd. Så der stod vi så med en lille dreng med lort på fod og ben. Vi fik tøjet af ham og puttet ham i en spand vand. Og det lykkedes næsten at gøre det, uden at de damer der arbejder på stedet opdagede det. Så han slap (næsten) for deres skæld ud. Og det er jo altid rart, når man kan redde et barn fra sådan noget, når de ikke fortjener det. Men ja, bleerne er våde på grund af regnen, og man kan jo ikke besvære sig med at flytte vasketøjet indenfor, når regnen kommer. (Altså de damer derude? Jeg forstår ikke, om det er deres arbejde, eller hvad de laver der. Men en ting ved jeg, gang på gang finder jeg mig selv i en hidsig tilstand på grund af deres opførsel og måde at gøre tingene på. Det er selvfølgelig ikke dem alle der (- i mine øjne) er inkompetente, men nogen gange kan jeg godt have lyst til at råbe lidt af dem.)
Men bleproblemet bliver snart løst. Der kommer penge fra DK (forhåbenligt) meget snart kun til det formål, og det er sandelig fornemt. Ved heller ikke om jeg bliver ved med at arbejde der. Vi får nemlig mulighed for at skifte til nye arbejdspladser på onsdag.

Humør status
I skrivende stund er humøret højt. Jeg har pillet fletningerne ud og har derfor fået mit normale hår tilbage. Vi skal have pizza til aften, og vi skal have puff-puff til aftenskaffe. Hvilket kan sammenlignes lidt med smagen af æbleskiver. Og så på internetcafé i morgen. Så er det spændende, om der er nogen der har givet lyd fra sig siden sidst. Er der noget man længes efter, så er det da sladder og nyheder hjemmefra. Man er lidt isoleret i Nigeria?
Vi havde en vidunderlig weekend, med solskin, zoo og svømmepøl, og så selvfølgelig kirke - men kirke må I høre om en anden gang, det kan være noget af en oplevelse. Ellers er der ingen, der har lagt sig med malaria eller vilde maveproblemer endnu, hvilket efter sigende er ret ualmindeligt. Vi har det godt :) - og vi har sandelig fået vand i huset (altså en gang i mellem - hvilket vil sige meget meget mindre end vi har strøm. Og tror egentligt det er gået i stykker igen?) Jeg har vasket hænder med vand fra håndvasken 1 gang og skyllet ud i toilettet 1 gang, UDEN selv at hente vand til cisternen. Nyd det nu hjemme i DK. Nyd det. Og vid at hver gang man skyller ud i toilettet, bruger man lidt mere end en halv spand vand! (Som eksperiment kan man jo lige tælle, hvor mange gange man skyller ud i løbet af en dag og så glæde sig over, at man ikke selv skal slæbe alt det vand frem og tilbage og op og ned.)
Hej høj.