Nyt fra Afrika

Her er det så, mit første indlæg fra Afrika landet Nigeria. Endelig kom der hul igennem, selvom det er fra en internetcafé. Håber det kan overskues at læse det hele. Ellers må man jo dele det op i små bidder.

De første indtryk
Afrika er som jeg forventede: beskidt, slidt og brunt. Og så alligevel. Afrika er bare så meget mere og så meget andet end forventet. Indtrykkene er voldsomme. Man er træt hele tiden. Sådan føles det i hvert fald. Bare den 3 timer lange køretur fra Abuja til Jos var så fuld af anderledeshed, at der nærmest ikke var noget overskud tilbage, da vi ankom til Vila Papito. Vores hus her i Nigeria. På vejen ud af Abuja kørte vi forbi markeder. Sådanne oplever jeg som meget hektiske, ikke fordi nigerianerne er fortravlede (det er da det eneste de ikke er!), men på grund af sælgerne, der står og råber op om deres varer, og det mylder af folk, der maser sig rundt imellem de tæt pakkende boder. Vi så den typiske afrikaner med nykøbte varer på hovedet. Måske en madras der er foldet sammen. Måske en lille stak appelsiner der er stablet i pyramider (hvordan de ikke vælter ud over det hele er mig en gåde?). Vi så folk der kom gående med trillebøren fuld af coca cola på vej til deres butik (læs: skur eller bod). Og folk der bar deres butik på hovedet i en stor kurv. Måske peanuts, måske levende høns der lige har fået benene bundet sammen, så de ikke løber nogen steder. Frisk kylling kan man godt få, man skal bare selv slagte sig til det.
Da vi kom udenfor Abuja, og dermed udenfor storbyen, var sagerne straks anderledes. Folks tøj ændrede sig fra en blanding af vestligt tøj og farvestrålende afrikanske kjoler til ’bonde-tøj’. Slidt og beskidt fra dagens arbejde. Ikke farvestrålende og ikke prangende. Vi så de runde lerhytter, og folk der var ude for at passe deres mad (marker og kvæg). Og herude så vi også folk med vandspande på hovedet.
Som vi nærmede os Jos, steg spændingen. Hvem var disse mennesker, vi skulle bo sammen med? Og hvordan var villaen egentlig?
Vi steg ud af den overfyldte bus og blev ’overfaldet’ med kram af alle Nigerianerne. (Bonusinfo: bussen er på størrelse med en lille ti-mandsbus. I denne er der plads til ca. 20 mennesker + chauffør en baby og en pige på 3 (der er 15 sæder i alt). Eller 8 danskere med hver 50 kg bagage og 3 voksne nigerianere.) Jeg kan slet ikke beskrive, hvor velkommen man føler sig her, og jeg tror, at Nigerianere altid er sådan. Det var rart. Specielt fordi vi stod et fremmed sted i et fremmed land.
Villaen er stor. Men vi bor selvfølgelig også 14 mennesker herinde. Der er ikke noget vand i hanen. Vi henter det i en brønd udenfor compounden (grunden villaen ligger på) 10 meter fra porten, så det er jo luksus. Drikkevandet køber vi, men ellers bliver vandet fra brønden både brugt til at bade i og til at hælde i cisternen på toilettet, så man kan få lov at skylle ud. Bare et toiletbesøg er ekstra besværligt hernede. Badene er selvfølgelig kolde. Jeg har ikke tålmodighed til at vente på, at vandet bliver varmet - enten på grillen (læs: halv olietønde med kul i) eller ved hjælp af et varmelegeme (alla indmaden af en elkedel). Og varmelegemet kan kun bruges, de dage der er strøm. Strømmen kommer 2 ud af 3 dage, og det er NÆSTEN til at regne med de dage, det er her. Dagene uden strøm må man klare sig med grill og gasblus til madlavning, og ellers bare håbe på, at der er strøm nok på telefonen. Det er nok ikke noget, man altid har lige nemt ved at affinde sig med som dansker. Specielt når det er efter solnedgang (kl. 19.00), for alt er bare mørkt, når det er nat. Selvom et stearinlys gør underværker, så er det alligevel mørkt som i en kulkælder. Det gælder virkelig om ikke at være mørkeræd hernede. (Hvis I forstår sådan en lille lurendrejer – Morten og Lasse) Pandelampen er virkelig guld værd.
Koldt er det også. Det er jo regntid. Lige da vi kom, lavede vi ikke andet end at kigge bekymret mod himlen. Hele den første dag i Villa Papito skinnede solen slet ikke. Ja, vi gik rundt og frøs alle sammen. Nigerianere som danskere. Selvom vi danskere er forholdsvis vandt til vejr under 20 grader, så var der ingen af os, der i vores levende fantasi havde forestillet os, at vi skulle herned og fryse. Så lur mig om ikke vi alle sammen har vores sommertøj med - og ladet de tykke trøjer blive hjemme. Nu hvor vi har været her i 3 uger, kan jeg mærke, at der bliver længere mellem regnbygerne, og at solen får større og større magt. – Glæder mig helt vildt, til at solen vinder den sidste kamp, på samme måde som jeg glæder mig til sommer i Danmark, når den nærmer sig.

1. Weekend – På tur til Lars Tyndskids mark (aka Landsby) for at se koncert
Toilettet var et hul i jorden med et skur omkring. Så var det bare med at sætte sig på hug, og så håbe at man ramte hullet. Det var lidt grænseoverskridende. Men for nigerianerne var det meget normalt. Der er jo på sin vis også noget praktisk i at slippe for at hente vand til at skylle ud med. Men rart det var det alligevel ikke. Vi sov i en ikke-helt-færdigt-lade-agtig-ting. Gulv var der ikke rigtigt, så vi sov på den nøgne jord. Det var lidt vildt at komme ud i sådan noget, før man overhovedet havde vænnet sig til forholdene i villaen. Men vi blev ikke våde, til trods for de tunge mørkegrå skyer, taget var alligevel i orden. Og så har vi jo myggenettene til at beskytte os mod diverse småkravl, kryb og mus. Set i bakspejlet var det meget hyggeligt egentligt, men midt i det var det bare noget, der skulle overståes.
Dagbogscitat:”22. AugustDagen med Safran-koncert.
Jeg sidder på jorden (gulvet) i en murstens hytte/hal. Eller på en madras der ligger på jorden (gulvet). Det er sådan et sted her, man skider i et hul, når man går på toilettet. Det er dog ikke prøvet endnu! Vi kørte i to timer (efter at have ventet 1 time i bilen inden alt var klar til at køre), og nu er vi her i Shoo [Sjo] – En landsby. Vi blev modtaget med dans 500 m fra stedet med koncerten. 12-14 mænd i grønne shorts, hvide undertrøjer og røde stof-hulla-hulla-skørter udenpå. Rasleting om anklerne og fløjter i munden. Én fløjte til hver tone, og så var det bare med at puste på de rigtige tidspunkter for ikke at ødelægge melodien. Vi fulgte (halvt dansende) efter dem til toppen af bjerget hvor dansen fortsatte rundt i en kreds. Så ventede vi, måske 2 timer, og så blev det for koldt, så vi kørte med bussen ned igen til der, hvor vi sover. Her spiste aftensmad. Jeg så mine første virkeligt usle og små, meget muligt underernærede, - i hvert fald fejlernærede børn. Tynde ansigter med slunkne kinder uden smil. Ingen smil, bare et sultent blik i øjnene. Deres tøj var beskidt. Det var ubehageligt. … ”

Koncerten var nu ok. Men det bedste var dansen. Der blev danset fra første sang til sidste, og der var 4-5 forskellige bands på scenen. Rigtig afrikansk dans. Her danser man ikke for at se godt ud, her danser man bare, hvad rytmen lige fortæller én man skal. Og så er det jo til rigtig afrikansk musik med masser af rytme. Alt for fedt.Udsigten der på toppen af bjerget var helt vild flot. Det smukke ved regntiden er at ALT er grønt og frodigt. Og at stå der på toppen af bjerget og kigge rundt på ’vild’ natur, med en landsby her og der var bare helt ubeskriveligt smukt.

Kirkegang og den skrigende Mama
Så blev det søndag og vi kom hjem fra landsbyen for at skynde os videre i kirke. Gudstjenesten varede 4 stive timer. Men vi kom 1 time for sent (meget typisk nu vi taler om Nigeria), så det var kun 3 timers kirke. Først var der lovsang (og dans). Derefter prædiken ved Mama Gloria Mokungah. Nogen vil måske kalde hende engageret - hun råbte meget højt til tider. Til sidst offergang, dette foregår igen under sang og dans. Det er absolut ikke en lov i Nigeria, at kirkegang skal være kedeligt. Men 3 timer er alligevel lige lidt for lang tid, specielt fordi den skrigende dames engagement førte til en bankende hovedpine.

Alle børnene
Jeg er også startet på mine to arbejdspladser. Aisha og Gidan Bege. Man arbejde mellem morgenmad og middagsmad så mellem 9 og 13
Aisha er et spædbørnehjem med 8-10 børn. Her arbejder jeg mandag og tirsdag sammen med 5 andre RO’ere. Eftersom det er spædbørn, man har med at gøre, er der en masse gylp, der skal tørres væk, og bleer der skal skiftes. Men det er nu også meget hyggeligt bare at stå med en baby i armene og lulle den i søvn. Arbejdet er heller ikke noget, der kræver den store forberedelse, og på den måde er det ikke så krævende. Men sidst på dagen har jeg som regel fået nok af gylp og gråd, og kedsomheden kommer så småt snigende, når man har gået der i 3 timers tid. Det dejlige ved Aisha er at man virkelig kan mærke at det gør en forskel, at man kommer. De damer der arbejder der er så taknemmelige over vores hjælp. Og mon ikke også sådan nogle spædbørn har godt af, at der kommer nogen og holder af dem en gang i mellem. Nogen der har tid til at tage dem med ud i solen og tålmodighed til at lære dem at gå.
Onsdag og fredag er det så Gidan Bege. Et hjem for gadedrenge. Her kommer de lige fra gaden. Den første indslusning i systemet. De lærer at respektere autoriteter,og hvordan man bor sammen. Derudover får de ’før-skole’ undervisning, så de kan komme i rigtig skole en dag. Når de så er blevet en smule resocialiseret, kommer de videre til andre hjem. (f.eks. Transition House hvor vi er hver mandag eftermiddag.) Jeg er bare så ufatteligt glad for at arbejde på Gidan Bege. Alle 12 drenge er bare så søde og fantastiske. Her får jeg også lov til at undervise, lege lege og spille fodbold. Det er alt for sjovt.
Onsdag eftermiddag står den på lidt forskelligt. Onsdag d. 27. stod den på medical outreach. Ikke fordi vi skal noget som helst, der har med medicin at gøre. Vi er mest af alt med for at lege med alle de børn, der kommer for at kigge, så læge og medhjælpere ikke bliver forstyrret af dem. Medical Outreach foregår ude i de muslimske slumkvarterer. Vi var inde ved nogen af husene. Eller ikke huse, nærmere rum. Små rum der lå i små gange. Her boede folk så med et stykke stof som dør. Jeg havde det nærmest som om, at jeg var i zoologisk have. Havde bare så svært ved at forstå, at folk rent faktisk kunne bo sådan. Meget surrealistisk.Børnene de ville gerne lege. Meget gerne, og der var måske 30 børn. Så snart der ikke lige var en leg i gang, havde man 3 til hver hånd. De ville alle sammen holde i hånd, og røre ved vores hvide hud. De små børn synes virkelig min hud er sjov.
På Gidan Bege har de forskellige programmer, ud over børnene der bor der og enkerne som kommer for at sy. Et af disse programmer er ’womens day’ – kvindedag. Her kommer tiggerkvinder og får sig et varmt måltid mad og en bibeltime. Sundt for både sjæl og krop. En onsdag jeg var der, havde to af kvinderne deres små piger med. Begge to muslimer og ikke i stand til at kommunikere på engelsk. Én af nigerianerne oversatte når de sagde noget på hausa. Jeg gjorde ellers mit forsøg, med noget af det hausa jeg havde lært: ”Sunana Kathrine, naso dega Denmark” (Ja rigtigt gættet - det betyder ”Jeg hedder Kathrine, jeg kommer fra Danmark” ). Det var som om, de ikke rigtigt forstod mig. De ville til gengæld supergerne holde mig i hånden. Igen det der med den hvide hud. Nå, men klappelege det kunne vi da lege, så sang den ene til og så gjorde jeg ellers mit for at klappe i hendes hænder på de rigtige tidspunkter. Hun synes, det var sjovt, og hun synes, at jeg var usædvanlig god. - Det var i hvert fald det, jeg blev fortalt. Efter diverse berøringer ved mine hænder af de små beskidte pigefingrer, følte jeg ikke just, at mine hænder var rene. Så jeg hev ’desi’ (desinficerende gelé magen til den i festivaltoiletter, den der lufttørrer uden vand) op af tasken og smurte lidt på. De små piger så det straks og rakte hænderne frem. De fik lidt og smurte det rundt som jeg gjorde, og pludselig smurte de det også i hovedet og på tøjet. Meget underligt. Jeg troede, de troede at det var parfume, for det har jo en speciel lugt sådan noget desi. Til min store forskrækkelse fortalte nigerianerne mig bagefter, at de troede at den underlige creme ville gøre deres hud hvid. Det er altså noget underligt noget at stå midt i.


Det var lidt herfra. Håber I har det godt alle sammen. Jeg skal gøre, hvad jeg kan for at holde mere opdateret. Jeg håber nettet snart kommer til villaen. Men alt foregår bare mindre effektivt hernede. Vi venter lidt endnu.